Synspunkt - Fortidig fagbevægelse

af Torsten Buhl, Danske Slagtermestre

Her i december er det tid til de årlige lønforhandlinger på kontoret. Så indtager vi rollerne som arbejdsgiver og lønmodtagere. I de situationer – denne ene gang om året – er vi modparter. Sådan må det være, men resten af året indgår vi i et fantastisk samarbejde om at fremme vore medlemmers interesser. Så er vi på ingen måde modparter – så er vi kolleger, der ser en fælles fordel og et fælles mål i at opnå så mange succeser som muligt. I fællesskab. Det er i virkeligheden den danske model, når den er allerbedst. Arbejdsgiver og ansatte kan tage en kamp, eller rettere: en diskussion, om løn og ansættelsesvilkår, men ellers er vi sammen om det, som vi er sat i verden for: at fremme branchens interesser. Denne oplevelse af et fremragende og frugtbart samarbejde her på kontoret står i skærende kontrast til de oplevelser, vi i DSM har med Fødevareforbundet NNF, som tegner overenskomster, der omfatter de fleste af vore medlemmers ansatte. Det ville være smukt, hvis vi også i den sammenhæng kunne indgå i en tæt symbiose om at fremme branchens interesser. Det forudsætter selvfølgelig, at vi ser hinanden som samarbejdspartnere og ikke som nogen, vi skal bekæmpe. At der ikke i det daglige er et ”dem og os” og et ideligt forsøg på at tegne vederstyggelige billeder af hinanden. Derfor er det trist at se, at det netop er den måde, man fører sig frem på i fagbevægelsen. Både LO og NNF markedsfører sig for tiden med en annoncekampagne, der fremstiller arbejdsgivere som nogle fusentaster, der snyder deres ansatte og i det hele taget behandler dem dårligt. For eksempel kan man på LO’s hjemmeside se et billede af en forurettet dame, som nedenunder lægger navn til en forsmædelig beretning om sin nu tidligere arbejdsgiver. ”Han behandlede mig anderledes end de andre kolleger. For eksempel holdt han op med at sige godmorgen til mig, når jeg mødte på arbejde. Og den betalte kaffepause, alle medarbejdere havde adgang til, omfattede ikke længere mig,” læser man blandt andet og fatter nok pointen om, at man skal melde sig ind i en fagforening under LO for at tryne arbejdsgiverne. At der er tale om en flere år gammel sag, som for længst er forligt, står der ikke noget om. Det er nemlig slet ikke sagen, det handler om. Det er arbejdsgivere som sådanne. De er, forstår vi, ondsindede mennesker, som man bør organisere sig imod. Samme historie læser man på NNF’s hjemmeside og i forbundets blad ”Substans”, hvor damen ser om muligt endnu mere trist ud. Det mest triste er imidlertid, at fagbevægelsen øjensynligt mener, at den fremmer sin egen interesse ved at fremstille arbejdsgivere som nogle skiderikker, der aldrig er kommet ud af fortidens industrisamfund. Dermed kommer fagbevægelsen nemlig selv til at fremstå som et utidssvarende fænomen. Noget, som tiden er løbet fra. For det er jo ikke sådan, det er ude på arbejdspladserne generelt, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere ser sig selv og hinanden som kolleger og i fællesskab arbejder for virksomhedens bedste. Vi kunne da også som arbejdsgiverforening give os til at annoncere med sager, hvor det takket være DSM er lykkedes at komme af med uduelige medarbejdere, og hvor billedet, der står tilbage, er, at alle medarbejdere er duelige. Det kunne vi imidlertid ikke drømme om, og jeg tror i det hele taget ikke, at det ville få nogen til at melde sig ind, hvis vi markedsførte os på den måde. Tværtimod. Man ville med rette kunne spørge, hvilken tidsalder vi lever i. For i vor tid er det det gode samarbejde, der bærer frem og præger dagligdagen, ikke de uheldige sager, der kun bestyrker os og vore medlemmer i, hvor vigtigt det er at samarbejde.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies