Danepork er leveringsdygtig i antibiotikafri grise

af Eivind Sønderborg Johansen

Der er en voksende efterspørgsel på kød fra grise, der ikke har fået antibiotika eller andre typer medicin under opvæksten. Hos Danepork har man taget forbrugernes ønsker til efterretning. - Vi har netop lanceret en medicinfri gris, siger salgschef Keld Bundsgaard, Danepork.

OUA-grisen er navnet på de nye grise. OUA står for Opdræt uden Antibiotika. - Vi leverer kød fra grise, der på intet tidspunkt i deres liv er blevet behandlet med antibiotika. Det kan vi garantere for. Vi samarbejder nemlig kun med udvalgte danske svineproducenter, og vi fører skrap kontrol med, at de overholder alle regler for antibiotikafri opvækst, fortæller Keld Bundsgaard. Medarbejdere fra Danepork tager jævnligt på kontrolbesøg hos producenterne for blandt andet at tjekke medicinforbruget, og om alle regler for en antibiotikafri opvækst bliver overholdt.

Øremærkede grise

Et grønt øremærke på grisen er det synlige bevis på, at den er vokset op uden at være medicineret med antibiotika. Mærket bliver sat i øret på grisen kort efter fødslen. Hvis der opstår et behov for behandling af et dyr med medicin af hensyn til dets velfærd, fjernes det grønne øremærke fra grisen. Det bliver noteret i et skema, hvorefter øremærket og dokumentationen arkiveres i minimum to år. Det sker for at sikre, at det grønne mærke udelukkende bliver brugt på antibiotikafri grise.

 

Foderet er afgørende

Nogle vil sikkert spørge, hvordan det kan lade sig gøre ikke at bruge antibiotika under grisenes opvækst. En af forklaringerne er de foderblandinger, der anvendes. - Grise er planteædere. Når de får vegetabilsk, proteinholdigt foder fremstillet af fx raps og tang uden rester af animalske produkter, er det med til at holde deres maver i orden. På den måde mindskes dyrenes risiko for at få diarré og andre tarmsygdomme, der normalt kræver behandling med antibiotika, oplyser Keld Bundsgaard. Det hører med til historien, at den enkelte gris har mere plads end normalt i stalde med fast gulv og rodemateriale i form af halm. Det øger dyrevelfærden og reducerer medicinbehovet. Alle Daneporks OUA-grise er opdrættet af danske avlere, inden de bliver slagtet og forarbejdet. - Når grisene er slagtet, nedkøler vi dem uden at bruge frysetunnel for at sikre den bedste kødkvalitet og en svær, der altid er sprød, siger Keld Bundsgaard.

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies