Dansk pølsemager er en norsk succeshistorie

af Eivind Sønderborg Johansen

Anni Byskov, 55 år, er uddannet butiksslagter i Skive hos en slagtermester, der var meget optaget af pølsemageri. Her lærte hun, hvad godt pølsemagerhåndværk er. Den kunnen og viden havde hun med i bagagen, da hun som nyudlært slagter i 1985 tog til Norge for at arbejde. - Jeg tog afsted, fordi det på det tidspunkt var svært at få arbejde i Danmark, og jeg havde egentlig regnet med, at jeg kun skulle være der halvandet til to år, fortæller Anni Byskov. Men Anni er stadig i Norge snart 32 år efter, hun flyttede derop. Og hun har gjort det godt. Hendes karriere startede i Leiv Vidar AS. Det var den gang et mindre pølsemageri i byen Hønefoss. Anni havde ansvar for pølsemageriets butik og var med et langt stykke af vejen, da Leiv Vidar i begyndelsen af halvfemserne for alvor fik vokseværk og i dag er en af Skandinaviens førende pølseproducenter. Alene i byen Hønefoss har virksomheden et produktionsanlæg, der fremstiller 3000 tons pølser om året.

Selvstændig siden 2000

Anni Byskov forlod Leiv Vidar i 2000 for at blive selvstændig. Hun købte et pølsemageri i byen Ringebu, som hun driver under navnet Annis Pølsemakeri AS. Og så gik det stærkt, for pølser var ved at blive en populær spise i Norge. Antallet af sommerhuse i området omkring Ringebu voksede markant, og det samme gjorde efterspørgslen efter Annis pølser. For fire år siden åbnede Mathallen i Oslo (en parallel til Torvehallerne i København), og her rykkede Anni ind. Det er hendes søn Daniel Byskov, der står for driften af afdelingen i Mathallen. Daniel er udlært som butiksslagter. - Vi var med i Mathallen fra starten og har hele tiden haft et pænt overskud af vores butik her, oplyser Anni. I Mathallen omsætter Anni Byskov årligt for omkring 11 mio. norske kroner. Den samlede omsætning i de to forretninger i Ringebu og Oslo er på omkring 25 mio. kr.

 

20 tons pølser årligt

Pølsemageriet fremstiller årligt omkring 20 tons pølser til Annis forretninger. Sortimentet omfatter 15 forskellige slags pølser foruden spegeskinker og frikadeller. Det er næppe tilfældigt, at pølserne, som Anni Byskov har udviklet, er blevet populære hos forbrugerne, for hendes produkter er af så høj kvalitet, at de har hentet priser hjem i flere fagkonkurrencer. Hun er blandt andet nordisk mester i kødopskæring og blev sølvvinder ved Norgesmesterskaberne i 1995. Også hendes røgede spegeskinke er præmieret. Opskriften på skinken bygger på lokale traditioner, og den fik i 2005 den fornemme ære, at blive udpeget som ”Favorit både blandt norske forbrugere og kokke”. Annis Pølsemakeri har også gjort sig bemærket med en række udmærkelser ved Kjøttbransjens Landsforbunds Norgesmesterskaber med fire guldmedaljer, tre sølv og fire bronze. Udmærkelser, der primært er hentet på pølserne. - Det har en god markedsføringsværdi at hente præmier hjem i konkurrencer, konstaterer Anni Byskov. Annis Pølsemakeri har omkring 15 forskellige pølser i sortimentet foruden skinker og frikadeller.

Opskriften på den gode pølse

Opskriften på en god pølse er ifølge Anni ret enkel: - Gode råvarer og en fedtprocent, der ikke er for lav. Den skal være mindst 15, siger hun. Kundernes favorit til grill og pande er en lammepølse, hvor lammekødet får masser af ekstra smag af persille og hvidløg. En ramsløgspølse og en grov pølse, Toscanapølsen, med kalvekød, spegeskinke og fennikel er også populære blandt norske pølse-entusiaster.

Opskrift på Annis lammepølse

• 1 kg. Hakket lammekød, evt. halvt lammekød og grisekød

• 15-20 g maldonsalt eller havsalt

• 2 g peber

• 2-4 fed hvidløg

• ½ bundt hakket, frisk persille

• 50 g kar toffelmel

• 3-4 dl mælk

• Lammetarm kaliber 26/28

Ingredienserne røres godt sammen og stoppes i lammetarmen. Pølser kan ryges eller stå og trække i 80-85 grader varmt vand i 10 -15 minutter. Pølserne kan steges i en pande eller grilles. Blandingen kan også formes til bøffer og steges.

 

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies