FødevareDanmark sætter fokus på transport

af Gitte Glibstrup

Optimering af bæredygtighed og bundlinje i samme projekt lyder fornuftigt – og det er netop, hvad interesseorganisationen SMV Fødevarer håber på med projektet ”Fælles distribution for grossisterne i Danmark”.

SMV Fødevarer er interesseorganisation for små og mellemstore fødevarevirksomheder og arbejder for at gøre medlemmernes forretninger endnu bedre. - Transport er noget af det, vi har fokus på, for vores medlemmer kører varer ud til deres kunder, men kører ofte ikke med fuldt lastede biler. Så kunne vi udvikle en fælles transport-løsning ville det være godt for både bundlinje og for miljøet, fortæller markedschef Mads Illum Hansen, SMV Fødevarer. - Vi vil selvfølgelig ikke tvinge en løsning ned over nogen, men vi kan italesætte mulighederne og fordelene for vores medlemmer, som så selv skal tage beslutningen.

SMV Fødevarer har derfor til foreningensmedlemsmøde i august blandt andet haft fokus på transport, hvor blandt andet UNI-TROLL EUROPE var og præsenterede sine trolleys og gav input til en fælles løsning, hvor kongstanken er, at trolleys skal indfases i et cyklisk system. Der er store muligheder i denne standardisering, da de er designet til de kasser, der både anvendes i grønt- og kød-engrossektoren. - Vi kunne godt tænke os at facilitere en fælles distribution, men vi skal finde ud af, hvordan det gøres bedst muligt. Intuitivt kan vi godt se, at der må være synergier og besparelser at hente, men vi har brug for en mere konkret analyse foretaget af en logikstik-ingeniør, inden vi kan gå i gang for alvor, siger Mads Illum Hansen. UNI-TROLLs trolleys har efter medlemsmødet været i test hos flere medlemmer i SMV Fødevarer, heriblandt kødengrosvirksomheden Gert Nielsen A/S, hvor virksomhederne har set resultater op til mere end en time sparet i pakkeri og produktion. - Det er værd at skænke en tanke, hvad der kunne vindes ved, at hele transport-kæden fik dem indlejret. - Vi skal have 4-6 interesserede grossister til at medfinansiere analysen, og vores medlemmer er jo travle selvstændige, som skal overveje, hvilket system der er bedst for dem og mest robust. Men det indledende forarbejde er gjort, så analysen kan sættes i gang, når vi har tilslutning fra de interesserede.

Nye trolleys sparer arbejdstimer

Hos Gert Nielsen A/S sparer nye trolleys arbejdstimer på lageret – og sikrer samtidig overblik, som minimerer fejl. Fra kl. 3 om natten til kl. 6 om morgenen bliver der pakket varer hos Gert Nielsen A/S. Kød og pålæg til restauranter, kantiner og storkøkkener sendes afsted. Den proces er i den seneste måneds tid blevet optimeret ved hjælp af en ny type trolleys fra UNI-TROLL EUROPE, der leverer M3 trolleys i euro-modul mål.

- De giver os et helt andet overblik end før, og vi sparer nok omkring halvanden time hver eneste dag ved at bruge dem, fordi vi ikke render rundt og leder efter varerne og må gå flere gange, fortæller Michael Nielsen, der er lager- og logistikmand hos Gert Nielsen A/S. Der er tre på lageret, som pakker varer, og de sparer hver en halv time hver dag på grund af overblikket og muligheden for at benytte flere hylder på hver trolley. - Lige da de kom, skal jeg være ærlig og sige, at jeg tænkte: - Hvad pokker skal vi med de blomstercontainere. Men vi gav det en chance, og nu vil jeg ikke undvære dem.

Alt indenfor kød

Slagterfirmaet Gert Nielsen A/S i Hvidovre er en virksomhed, som blev grundlagt i København allerede i 1946. I dag er det tredje generation, der ejer virksomheden. Den nuværende ejer Gert Nielsen er nemlig barnebarn af stifteren. Oprindeligt forsynede slagterfirmaet andre slagterbutikker med specielt røgvarer. I dag er kunderne både restauranter, storkøkkener, detailhandlen, kantiner og plejehjem og sortimentet er alt inden for kød. Den nye type reolvogn - Trolley M3 - er designet, så den passer til tre 600 x 400 mm ISO modulkasser per hylde. Hos Gert Nielsen benytter de tre hylder per trolley. - Tidligere havde vi de her store ”bur-vogne”, og det gav os slet ikke noget overblik. Samtidig må vi også erkende, at de nederste varer måske nok blev mast lidt, når vi eksempelvis havde burgere af hakket kød i de store vogne, siger Michael Nielsen. - Vi brugte desuden en del tid på at løbe frem og tilbage til vores kølerum for at hente en leverpostej til den ene ordre og en rullepølse til den anden ordre. Nu kan vi meget nemmere have overblikket og have trolleyen med i kølerummet og tage de ting, som skal pakkes, siger han. - Vi pakker de små ordrer på tre hylder med en ordre per hylde, og det er nemt for os. Der sker helt sikkert færre fejl, og vi har nu bedre overblik over ordrerne. - Det eneste problem er nu, at vi ikke har trolleys nok, for vi skal også have vores frostmand til at bruge dem.

Gerne flere trolleys

Der er omkring 30 medarbejdere i virksomheden, hvoraf de tre altså arbejder i pakkeriet, og seks er chauffører, som kører rundt med varerne. - Vi har ikke lifte på vores biler, så vi pakker vores trolleys, og derefter kører chaufførerne dem ud til bilerne og læser dem på der. Men næste skridt vil være, at vi får flere trolleys og biler med lifte, for så kan vi pakke trolleys efter turene. De kan derefter trilles direkte ind i vognene og køres ud til kunderne, siger Michael Nielsen.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies