Farvehandler droppede malingen for at sælge ost

af Eivind Sønderborg Johansen

Bente Mechlenborg er indehaver af Ostejyden midt i Fredericia. Det er i år 20 år siden, hun stillede sig bag disken i den godt 100 år gamle osteforretning; først som forpagter, senere som ejer. Bente havde ikke tidligere beskæftiget sig med ost, da hun holdt sit indtog i den lille butik den 13. januar 1994. Hun er uddannet farvehandler og arbejdede i afdeling for maling i en lokal trælasthandel i Fredericia. Det job var hun glad for, indtil Silvan-kæden overtog trælasten. Så var det ikke sjovt længere at gå på arbejde, syntes Bente, og hun begyndte derfor at se sig om efter noget andet. Bente faldt tilfældigt over en annonce i en avis fra det daværende Randers-Viborg Mejeriselskab, som søgte en forpagter til Ostejyden i Fredericia. Hun lagde billet ind på stillingen og fik den.

Vidste intet om ost

- Jeg vidste absolut intet om ost for tyve år siden, men tænkte, at det ikke kan gå helt galt, når jeg lader kunderne smage på ostene. Så sælger jeg dem i hvert fald ikke noget, de ikke kan lide, fortæller Bente, der i dag ved alt, hvad der er værd vide om ost. Den manglende viden om ost dengang, forhindrede hende ikke i at få en god forretning ud af Ostejyden. - Det er gået godt lige fra starten, og jeg har kunnet leve af forretningen. Kundernes ostesmag har løbende ændret sig i de tyve år, hun har været i branchen. Dengang var det mest skæreoste som fx Danbo, der røg over disken i store mængder, og gerne en kvart ad gangen. Der bliver stadig solgt traditionelle skæreoste, men i mindre mængder end tidligere, for kunderne har også fået smag for andre ostetyper. - Vi tager jævnligt nye produkter hjem og har fx mange franske oste på hylderne, men også gode danske oste som Vesterhavsosten, der er meget efterspurgt, oplyser Bente.

Cremet fransk fristelse

En af de franske oste, som Bente gerne vil fremhæve, er Mont d’Or. Det er en meget cremet komælksost, der kun fremstilles i vinterhalvåret, og derfor kun kan fås i butikkerne fra oktober og et par måneder frem. Osten kan spises kold, men den er også meget velegnet til at opvarme og nyde flydende som tilbehør til fx kartofler, brød og grøntsager. En ren velsignelse, kalder Bente oplevelsen af den smeltede varme Mont d’Or. En anden populær ost er Æblerøget Cheddar, der er rullet i paprika, inden den har fået en tur i rygeovnen.

Kunderne kan lide ostehistorier

Ostejyden har mange stamkunder. De kan godt lide at høre om ostenes historie, og Bente deler gerne ud af sin store viden, som hun har skaffet sig om oste på rejser i ind- og udland. Gennem årene har Bente udvidet butikkens sortiment af tilbehør fra stort set kun at være kiks til også at omfatte alt, hvad der hører til et godt ostebord i form af vin og delikatesser foruden pølser og skinker, der enten kommer fra Italien eller fra Jens Munch i Skagen. Der bliver også solgt en del osteanretninger og frokostsandwich i Ostejyden. Og selv om bagere og andre fødevareforretninger er begyndt at sælge sandwich, oplever Bente ikke et fald i salget, så tilsyneladende er der en stigende efterspørgsel efter den nemme, velsmagende frokostløsning som afløser for den hjemmesmurte madpakke.

Har ikke fortrudt jobskiftet

Når Bente Mechlenborg tænker tilbage på, at hun for tyve år siden smed farvehandlerkitlen for at sælge ost, er hun ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg for hende. -Jeg har ikke et sekund fortrudt eller været ked af, at jeg blev ostehandler, understreger hun.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies