Fuldskalaøvelse med afrikansk svinepest

af Per Aaskov Karlsen

Øvelse – øvelse – øvelse, lød det gentagne gange fra den 28. januar og indtil den 31. januar. I de 4 dage blev der gennemført en fuldskalaøvelse for at afprøve og teste det nationale beredskab med det formål at skabe et grundlag for videreudvikling af Fødevarestyrelsens beredskab. Samtidigt er det vigtigt at sende et signal til eksportmarkederne om, at Danmark har en plan, hvis svinepesten skulle komme til landet. Fuldskalaøvelsen blev gennemført med deltagelse af relevante myndigheder og organisationer, herunder FødevareDanmark, samt virksomheder og et korps af fiktive forbrugere og medier. Der gøres hver dag en masse for at forebygge smitte- og smittespredning i husdyrbruget i Danmark. Udbrud af afrikansk svinepest på dansk grund vil have uoverskuelige konsekvenser for erhvervet og dermed Danmark.

Smittespredning af afrikansk svinepest

Afrikansk svinepestvirus er meget stabil i svinekroppe og kan overleve i op til 9 måneder i kadavere, fersk kød og nogle svinekødsprodukter, der ikke er tilstrækkeligt varmebehandlede. Varmebehandling ved en temperatur over 70 °C i 30 min. ødelægger virus. Virus udskilles via blod og gødning. Den afrikanske svinepest spredes ikke via luften, men ved direkte kontakt med inficerede svin, herunder vildsvin, eller ved indirekte kontakt med bl.a. foder, strøelse og vand, der er forurenet med husdyrgødning, samt ved fodring med køkken- og madaffald, som indeholder virus. Den afrikanske svinepest stammer oprindelig fra Afrika, hvor de lokalt vildtlevende svin, herunder vortesvin, er raske smittebærere af virus. Disse svin kan smitte tamsvin direkte eller indirekte via bid fra bløde flåter, der er inficeret med virusset. Springet fra Afrika til vores kontinenter er formentlig sket via fødevarer. I lande, hvor svinepesten ikke er under kontrol, kan kødprodukter indeholde virus. Disse er sikre for mennesker, men alle typer af svin kan smittes med ganske små mængder. Sygdommen spredes vestpå i Europa primært med vildsvin, men de store spring i sygdommens udbredelse skyldes menneskelig aktivitet, hvor mennesker har medbragt inficeret kød, som er spist af svin.

”Flying pigs”

Øvelsen, der havde fået arbejdstitlen ”Flying pigs", blev gennemført med indspil (fx telefonopkald, mail eller en nyhedsartikel) fra øvelsesledelsen, hvor de deltagende myndigheder, virksomheder og organisationer selv skulle tilrettelægge deres arbejdsdage under øvelsen. Øvelsen blev gennemført på de relevante lokaliteter (fx hos svinebesætninger, transportører, slagterier og ved landegrænsen). Målene for øvelsen var bl.a. aktivering og drift af de enkelte organisationers krisestyringsorganisationer og krisekommunikation samt fortsat drift og genopretning. Blandt de mange deltagere i fuldskalaøvelsen var Fødevareministeriets departement, Fødevarestyrelsen, Beredskabsstyrelsen og lokale beredskabsenheder, Naturstyrelsen, Politiet, Rigspolitiet, Landbrug & Fødevarer, Seges, DAKA A/S, Danish Crown, Tican, DTU Veterinærinstituttet, DanePork, FødevareDanmark samt tyske myndigheder.

Til øvelsen var der etableret ét medie, ”Kriseavisen”, som var opsøgende og repræsenterede alle medier, herunder TV. SOMEX.dk repræsenterede samtidig alle sociale medier, hvor både forbrugere, presse, virksomheder og myndigheder var med til at skabe en realistisk krisestemning. - Øvelsen var relevant og lærerig. De vigtigste kommandoveje og operationer blev afprøvet i et miljø, hvor alle relevante aktører blev udfordret af myndigheder, kunder, eksportmarkeder, forbrugere og presse, udtaler Annette Roer Højgaard, konsulent og dyrlæge hos FødevareDanmark.

Kilde: Fødevarestyrelsen, FødevareDanmark

April, 2019

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies