Højer Pølser får international økologisk hæder 

af Pressemeddelelse

Spegepølserne fra Højer Pølser løber igen med en stribe priser ved den internationale konkurrence 'Confrerie des Chavaliers', der for nylig blev afholdt i Holland. Alle produkter blev hædret med maksimale pointtal, hvorfor den sønderjyske pølsefabrikant også blev hyldet med en Europokal for det samlede høje pointtal.

Jan og Gerd Müller fik overrakt Europokalen ved den internationale konkurrence 'Confrerie des Chavaliers' i Holland, hvor Højer Pølser blev hædret for adskillige produkter.

Både de økologiske og konventionelle spegepølser fra Højer Pølser slog benene væk under eksperterne i udlandet, hvor de enestående kvalitets- og smagsprodukter fra den sønderjyske pølsefabrikant igen fik anerkendelse i en international konkurrence. - Vi er stolte og utrolig glade for den anerkendelse, vi gang på gang høster i internationale sammenhæng. Der bekræfter os selvfølgelig i vores daglige arbejde og i at vores håndværk er i orden. Når alle vores produkter scorer det højeste pointtal, så kan man ikke være andet end være tilfreds, siger Jan Müller fra Højer Pølser.

Ekspertpanel vurderer produkterne

Confrerie des Chavaliers-konkurrencen blev afholdt den 11-12. marts, men resultaterne er først offentliggjort nu, da dommerpanelets vurderinger efterfølgende bliver revurderet inden bedømmelsen fastlægges. Derfor er man hos Højer Pølser også meget stolte over, at man kom gennem nåleøjet og alle produkter fik maksimalt pointtal i alle fem kategorier; udseende, smag, konsistens, råvarevalg og helhedsindtrykket. Det betød også, at Højer Pølser blev hædret med Europokalen, der udelukkende uddeles til den slagtermester, hvor alle indleverede produkter scorer maksimalt pointtal på tværs af de overordnede konkurrencekategorier - spegepølse, skinke og røgede produkter. - Vi deltog med 14 produkter i konkurrencen - 13 af dem var spegepølser, seks økologiske og syv konventionelle, - og den sidste var vores Kult Gourmet Bacon. Vi har fået anerkendelse både i forhold til de kvalitetsråvarer, vi bruger og ikke mindst vores håndværk. Vi er en traditionel slagterbutik, hvor pølserne stadig bliver båret hånd i hånd igennem. Og selv om vi vækster, så giver vi ikke afkald på vores håndværk, og den kvalitet det medfølger uanset produkt. Det er Europokalen netop et synligt bevis på, siger Jan Müller. Derudover er deltagelsen i forskellige konkurrencer, ifølge Jan Müller, også en god måde at få inspiration med hjem og videreudvikle på egne produkter og ideer.

Mere gourmet med priser på vej

Det er ikke første gang, at Højer Pølser hædres med internationale medaljer. I 2011 blev virksomheden "europamester" i spegepølser. Og i 2015 vandt den sønderjyske pølsefabrikant fem økologiske medaljer ved den tyske Süffa-messe, hvor mere end 1000 produkter blev bedømt. Alt i alt har Højer Pølser fået mere end 300 nationale og internationale medaljer gennem tiden. Og mange flere potentielle medaljevindere er helt sikkert på vej fra Højer, faktisk kan forbrugerne glæde sig til at få endnu flere prisvindende gourmetprodukter på hylderne. Højer Pølser havde nemlig to spegepølser med i Holland, som endnu ikke er at finde på hylderne i butikkerne - spegepølsen med rødvin og den ålrøgede rammer først butikkerne til efteråret.

Fakta om Højer Pølser

I det sydvestligste hjørne af Danmark - nær Vadehavet og grænsen til Tyskland - ligger byen Højer, der er hjemsted for Højer Pølser. Herfra har familien Müller drevet deres familievirksomhed siden 1897. Grundlaget for Højer Pølser - pølsemagerhåndværket - er gået i arv fra generation til generation i familien Müller siden forrige århundrede. I dag er det de to brødre, Gerd og Jan, som sammen med familien og dygtige medarbejdere sørger for at føre de håndværksmæssige traditioner videre. De har videreudviklet pølsemagerhåndværket og sat deres præg på det, så de i dag kan tilbyde pølser og pålægsvarer i en kvalitet, man næppe finder magen til.

For Højer Pølser er smag og kvalitet derfor to sider af samme sag. Her sætter man en ære i, at pølser og specialiteter er lavet ordentligt. Derfor bruges kun udsøgte råvarer - for så skal der bare tilsættes krydderier og godt håndværk.

Læs evt. mere på www.hoejerpoelser.dk

 

 

 

 

 

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies