Jagten på Sjællands mest talentfulde unge er sat ind

af Stine Jakobsen, kommunikationsmedarbejder ZBC

Den 8. september går det løs; Regionsmesterskaberne forud for DM i Skills ’17 løber af stablen på ZBC Roskilde. Sjællands dygtigste repræsentanter inde for fagene ernæringsassistent og detailslagter bliver kåret.

Rundt om i landet er de mest talentfulde superhåndværkere i gang med forberedelserne til Regionsmesterskaberne inden for hver deres fag, hvor de kæmper om en plads til DM i Skills. På ZBC gælder det bl.a. Julie og Line, der allermest glæder sig til at vise omverden, hvor fede deres uddannelser er. -Jeg brænder for mit fag, og vil gerne vise mit værd og mit håndværk frem. Der er nogen, der siger, at slagterfaget kun er for dem, der ikke var så gode i skolen. Det er ikke rigtigt. Det er ikke en uddannelse, man kommer let til, og man skal kunne rigtig mange ting. Du skal f.eks. kunne skære kødet rigtigt, bestille varer, prisberegne, rådgive og vejlede kunder - både om idéer til sammensætning, stegning og forslag til menu. Regionsmesterskaberne og DM i Skills er vigtige events i forhold til at vise det, forklarer Julie Elisabeth Gudmandsen, der er i lære som detailslagter hos Mad med mere i Køge. - Jeg vil mere end gerne vinde Regionsmesterskaberne og gå videre til DM i Skills. Mest af alt fordi jeg gerne vil kæmpe for, at erhvervsuddannelserne kommer frem i andre unges bevidsthed. At de måske kan nå deres drømmedestination gennem en anden vej end gymnasiet. Jeg vil gerne vise verden hvor fed og vigtig, den her uddannelse er, og at man ikke kommer sovende til en erhvervsuddannelse. Vi er enormt gode til at lave mad, men vi lærer også at være måltidsværter og vise omsorg overfor borgerne. Vi har en vigtig funktion, som til tider bliver undervurderet, siger Line Christensen, der er i lære som ernæringsassistent hos Det Danske Madhus Kram.

En dag fyldt med dufte, farver, kogekunst og godt håndværk!
Der er ingen tvivl, når man står overfor de to piger; deres passion for deres håndværk brænder igennem. De vil gerne løfte sløret - men kun en anelse - for, hvad de har planer om at kreere til mesterskaberne: - Jeg øver et par gange om ugen i butikken hvor jeg er i lære, og har valgt et tema, der passer til årstiden, og som smagsmæssigt kommer vidt omkring. Det gælder også pynt og den sidste finish. Det betyder meget, at det ser indbydende ud, det skaber en god stemning, fortæller Julie Elisabeth Gudmandsen.

Bær og æbler er ”overskriften” for de dystende ernæringsassistentelever, hvor Line har valgt at sammensætte en menu tiltænkt en 81’årig underernæret kvinde på plejehjem. - Jeg kommer til at bruge et væld af brombær både i hovedret og dessert. Det er et fantastisk bær, der står perfekt til det søde og salte. Du kan justere smagsoplevelsen, som du vil, da det har en naturlig syrlighed, men kan få en flot rund smag af sødme, hvis du tilsætter sukker, siger Line Christensen.

Program for Regionsmesterskaberne
Regionsmesterskaberne finder sted den 8. september på ZBC i Roskilde, Maglegårdsvej 8, 4000 Roskilde fra kl. 9.30 til 15.15. Alle er velkomne.


Ernæringsassistenternes program:
9.30 – 12.00: Køkkentryllerier. Deltagerne kreere deres retter.
12.00 – 13.00: Eleverne præsenterer deres retter og forklarer om baggrunden
14.30 – 15.15: Kåring af DM-deltager og præmieoverrækkelse


Detailslagternes program:
9:30 – 10:30: Opskæring af kød
10.30 – 11.00: Dommeroverhøring
11.45 – 13.15: Tilberedning
12.45 – 14.00: Eleverne fremlægger deres retter for dommerne
14.00 – 15.15: Kåring af DM-deltagere og præmieoverrækkelse


Fakta om regionsmesterskaberne
Regionsmesterskaberne giver adgang til DM i Skills, det store årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Næste DM i Skills finder sted den 26. – 28. januar 2017 i Gigantium i Aalborg.  Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for deres forskellige fag om at blive landets bedste. ZBC har foruden fagene ernæringsassistent og detailslagter også deltagere i kategorierne bager, konditor og detailhandel med specialer. Derudover præsenterer ZBC fagene Industrislagter og Urmager, hvor ZBC er eneste skole i Danmark, der tilbyder disse uddannelser. Læs mere om Regionsmesterskaberne og DM i Skills på www.skillsdenmark.dk.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies