Online-slagter i fremgang efter hård start

af Per Henrik Hansen

Da onlinevirksomheden Grisogko åbnede i 2009, var det med 8 medarbejdere og røde tal på bundlinjen de første år. Nu er tallene blevet sorte, medarbejderskaren er udvidet til 22, og engrossalget er blevet større end netsalget til detailkunder.

Inspirationen var klar, da Johnny Hejsel og hans kompagnon Poul Erik Christensen i 2009 lancerede webbutikken Grisogko, som skulle lære danskerne at købe kød på nettet. - Jeg havde lagt mærke til, at Aarstiderne var blevet Danmarks største grønthandler, og Skagen Foods var blevet landets største fiskehandler. Så måtte der jo også være plads til, at man kunne sælge kød på nettet, beretter Johnny Hejsel om sine tanker den gang.

Samtidig med at de forberedte åbningen af den nye rent netbaserede slagterbutik, solgte de to kompagnonger to kendte kødvirksomheder, de havde ejet sammen gennem en del år, Carl Vollstedt's Eftf. og Dexters Delikatesser. Køberen af begge virksomheder var Delika. Indtægten fra salget blev investeret i den nye virksomhed, og otte medarbejdere blev ansat, inklusive Johnny Hejsel selv som direktør. Og så blev der også lige investeret en masse penge i at gøre Grisogko kendt blandt de kommende kunder. Rigtig mange penge, faktisk.

Sindssyg dyrt

- Der er et marked for kød på nettet. Men det var sindssygt dyrt i markedsføring at få åbnet op for det marked, fortæller Johnny Hejsel. Omkring et par millioner kr. om året brugte den nystartede virksomhed på markedsføring de første år. Pengene gik til bannerannoncer på internettet, annoncering i trykte medier, lokale TV-reklamer, Facebook- og Google-annoncer med mere. - Vi prøvede alt, hvad man kunne prøve, husker Johnny Hejsel. Han husker også, at den mest givende annonce var af den helt traditionelle slags i ugebladet Ude og Hjemme. Den ene annoncering gav 1600 nye kunder. - Men det var også, fordi vi både på forsiden og inde i bladet fortalte kunderne om et godt tilbud, vi havde. I det hele taget er det min erfaring, at det er gode tilbud, der trækker kunder til, siger Johnny Hejsel.

Åbnede for grossist-kunder

I længden trak det dog for meget på de finansielle ressourcer at annoncere sig til vækst. I stedet begyndte Grisogko at åbne op for grossistkunder, og samtidig blev markedsføringsbudgettet skåret ned til næsten nul. I fremtiden er det dog planen atter at sætte penge af til markedsføring. Den nye strategi virkede. Grossistkunderne strømmede til, og salget til dem udgør nu cirka to tredjedele af omsætningen. Samtidig har langt hovedparten af de private kunder holdt ved. Kontakten til dem foregår primært gennem Grisogko’s nyhedsbrev, som to gange om ugen ryger ud til 30.000 modtagere. Ændringerne er også tydelige på bundlinjen. De første år var den i minus, men siden 2015 har den været i plus. Sideløbende med skiftet i kundegrundlag og markedsføring har der også været stor udvikling i sortimentet. Det er markant udvidet, og udover traditionelle slagtervarer omfatter det nu også en række specialiteter, fisk og hele måltidsløsninger, hvor kunden får leveret både kød, grønt og andet fornødent til et helt måltid. Samtidig har Grisogko etableret eget pølsemageri med produktion af spegepølser og andre charcuterivarer; og på det seneste er økologisk kød kommet ind i engros-delen af virksomheden.

Mere vækst på vej

Planen for fremtiden er at vokse til omkring 45 medarbejdere. Det vil give basis for at ansætte blandt andet en HR-, en salgs- og en produktionschef til aflastning af direktøren. - Det vil være dejligt at komme op i den størrelse og få det hele ind i en mere rolig gænge. Det vil også komme til at ske, forudser Johnny Hejsel. Og så har han et stort ønske om at finde en samarbejdspartner, som er stærk på netsalg. - Det skal være nogen, som allerede har en hjemmeside med klart større salg, end vi selv har, og som gerne vil sælge vores varer også. Så kan vi koncentrere os om produktion og engros-salg, tænker Grisogko-direktøren.

Kort om Grisogko ApS

• Detailsalg på websitet grisogko.dk, engros-salg på særligt website med adgangskode.

• Distribution til detailkunder gennem Coop’s net af vognmænd, som leverer til private adresser.

• Omsætning i 2017 og 2018 (forventet): Omkring 50 millioner kr. årligt.

• Råder over 5.500 kvadratmeter med lager, produktion, pakkeri og administration i Haderslev.

• Ejes af Johnny Hejsel (direktør, ejer to tredjedele) og Poul Erik Christensen (en tredjedel).

• Blandt de 22 ansatte er Johnny Hejsels datter Freja Hejsel, som har fået sin slagteruddannelse i Grisogko.

• Også direktørens slagteruddannede far Mogens Hejsel er beskæftiget i virksomheden.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies