Slagtergården i grønt flow

af Rikke Holm

Den 1. september flytter Slagtergården i Holbæk til nye lokaler i Slagelse. Det giver mulighed for at skabe et bedre flow i produktionslinjen, udvide virksomhedens fokus på grøn omstilling samt øge produktionen, fortæller parret bag grossistvirksomheden, Karsten og Heidi Andersen. Samtidig løser det de udfordringer, der naturligt opstår, når man som Slagtergården ligger på en matrikel, hvor beboelseslejligheder stille og roligt er vokset op omkring forretningen.

– Vi flytter til nye lokaler i Slagelse af flere årsager, indleder Heidi Andersen: – Vi får mere plads. Vi går fra at have 650 m2 til i fremtiden at råde over 1000 m2 produktion samt 200 m2 kontor og omklædning. De nye lokaler giver mulighed for at skabe et langt bedre flow, ligesom vi kan tænke den grønne linje som økologisk virksomhed ud i produktionen. Fx får vi genvinding til bad, el-ladestandere og opvarmning af kontorer og frokoststue via vores nye CO2-anlæg. Det har været næsten umuligt at tænke ind i de gamle lokaler, og vi glæder vi os meget over, at det nu bliver muligt.

Omsætningen ligger i dag på omkring 200 tons økologisk kød årligt, men med en mere strømlinet profil får Slagtergården mulighed for at øge produktionen væsentligt. Samtidig løser flytningen den udfordring, at virksomheden, som har ligget på samme matrikel siden 1974, gennem årene stille og roligt er blevet omkranset af beboelse. Det giver klager over røg og støj: – Som iværksættere er vi gået fra at være detailforretning og er konverteret til at være grossist. Vi er bygget op omkring knobskydninger, efterhånden som der har været behov for at finde plads til ekstra kølerum eller nye skærestuer. Vi ligger i et område, som i den ny kommunalplan er udlagt til beboelse, forklarer Karsten Andersen. Planen er, at Karsten og Heidi Andersen skal være ude af de gamle lokaler den 1. september. De første maskiner blev flyttet 8. august, og allerede 15. august kom fødevaremyndighederne på besøg. Når godkendelserne er på plads, flyttes resten af forretningen til Slagelse. – Vi skalerede vores produktion op til den 8. august, så vi kan fortsætte vareudleveringen i de 14 dage, hvor maskinerne er ude af drift, fortæller Heidi Andersen.

Pionerer i økologi

Slagtergården har siden 1996 været baseret på ren økologi. Faktisk startede Karsten Andersen allerede med at indføre økologi i 1988. Dengang var der en skov af mærker under navne som “glade grise” og “grønne grise“, men ingen instanser, som kontrollerede, om man nu også fik den kvalitet, man betalte for, forklarer han: – Vi forhandlede dengang overvejende frilandskød, men fordi økologisk kød - som det eneste - rent faktisk blev kontrolleret, valgte vi at satse 100% økologisk. Vi var startet op som leverandør til foodservice, og det var afgørende vigtigt, at der ikke kunne pilles ved vores troværdighed. De første år kostede det is i maven at holde fast i dén beslutning, når detailkunder kom ind i butikken og gik igen, fordi vi ikke havde andet på hylderne end økologi. At økologi efterfølgende er vokset med den fart, det er, har selvfølgelig været godt for forretningen. Karsten Andersen overtog Slagtergården efter sine forældre ved et glidende generationsskifte i 1990. Han er uddannet butiksslagter, mens Heidi Andersen har en baggrund som laboratorietekniker i medicinalindustrien. Siden 2014 har hun været Slagtergårdens kvalitetschef. Det har været en kæmpe fordel af have både kvalitetssikring og håndtering af etikettedesigns inhouse, lyder vurderingen. – Og særligt, når man har en innovativ tilgang til slagterfaget.

Kvalitet, service og klimatrends

I dag er Slagtergården udelukkende baseret på B2B. Det var helt enkelt for dyrt og for bøvlet at administrere websalget til privatkunder, konkluderer Karsten Andersen, der valgte at lukke den del af forretningen for fem år siden. Det økologiske kød leveres til foodservice, bl. a. Hørkram, AB og BC, gennem en kædeaftale med Dagrofa samt til måltidskasser som Aarstidernes og Skagenfood. Sortimentet består af omkring 400 varenumre inden for charcuteri, pålæg, paté og postejer, røgvarer, bacon og gammeldags tørrøgede skinker samt 20 forskellige spegepølser og 25 varianter af grillpølser. Med andre ord alt, hvad en konventionel slagter tilbyder, blot som økologi. Slagtergården har samtidig lagt sig fast på hurtig levering samt en høj lagerservice, hvor kunderne har mulighed for at bestille helt ned til en enkelt pakke kød. At man ikke skal tage en hel kolli betyder meget for mange af Slagtergårdens kunder, fortæller Heidi Andersen.

Lige nu arbejder parret bl.a. på at udvikle kødprodukter med et stort indhold af grøntsager. Det skal servere et reelt alternativ til gruppen af unge, der helt fravælger kød på grund af bekymringer for klimaet: – I dag er unge meget enten/eller; enten spiser de kød, eller også er de veganere. Som slagtere vil vi gerne bibeholde kødproteiner og smagen af kød på markedet. Når 45-50% af indholdet i en pølse består af grøntsager, bliver den mere legal at spise. Vi har fx også et projekt kørende med Kloster-Hede, hvor vi leverer kødboller, medister og frikadeller med næsten 50% grønt. Men det er afgjort et marked, der skal arbejdes på, og som det tager tid at opbygge, afslutter Karsten Andersen.

FVM, august 2022

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies