Tusind varianter af snitgrønt inden for få timer

af Rikke Holm

Med et "produktionsvindue" på blot tre timer lever Frisksnit.dk i den grad op til sit navn. - Mød en ny medlemsvirksomhed i SMV Fødevarer, der over de seneste fem år er vækstet med 280 % og månedligt leverer 300 tons frisksnittet frugt, kartofler og grønt til kunder i hele Danmark.

FriskSnit.dk i Hedehusene har specialiseret sig i at producere snitgrønt. Hver måned bliver 300 tons frugt, grønt og kartofler – fordelt på 1000 varenumre - kørt gennem produktionsanlægget og efterfølgende leveret til køkkener og cateringvirksomheder i hele landet. Siden 2012 har virksomheden haft en vækst på 280 %, som ifølge ejer, Henrik Djurhuus, skyldes en flad ledelse, hvor alle arbejder for at få tingene til at ske, nærhedsstyring samt et øget behov for fleksibilitet og convenience blandt virksomhedens kunder: - Vi er ekstremt omstillingsparate, uddyber Henrik Djurhuus: - Ændrer efterspørgslen sig, kan vi hurtigt omstille produktionslinjen og flytte rundt med vores medarbejdere. For os kræver fleksibilitet nærhedsstyring. Vores fysiske placering syv minutter fra Copenhagen Markets betyder, at vi hurtigt kan skaffe specifikke råvarer og hermed leve op til den korte tid fra order til produktion, når en kunde fx pludselig skal bruge 20 kg snittet asparges.

Snitgrønt er rentabel convenience

For cateringvirksomheder og storkøkkener handler det om convenience, når der bestilles forarbejdet snitgrønt. Hvorvidt gulerødderne er snittet i storkøkkenet eller hos Frisksnit.dk, skaber typisk ikke merværdi for slutbrugeren. Herudover betyder øgede krav til fødevarehygiejne, herunder særligt håndteringen af jord i køkkener, lønudgifter samt bortskaffelse af restaffald fra frugt og grønt, at det i mange tilfælde er økonomisk rentabelt for kunderne at købe deres frugt og grøntsager færdigsnittede. Henrik Djurhuus forventer derfor også, at markedet for snittede grøntsager fortsat vil være i vækst. Frisksnit.dk får en stor del af sine råvarer fra Lammefjorden. Herudover kommer frugt og grønt fra avlere i Danmark, Sverige og Holland samt fra Copenhagen Markets. Ca. 35 % af produktionen er pt. økologisk. Virksomheden beskæftiger 40 medarbejdere, hvoraf hovedparten af de ansatte i produktionen har anden etnisk baggrund end dansk: - Vi har rigtig god erfaring med at ansætte medarbejdere med indvandrerbaggrund, fortæller Henrik Djurhuus: - Ud over de faste medarbejdere har vi fem flygtninge i et 2-årigt integrationsgrunduddannelsesforløb (IGU), som også indeholder 20 ugers kurser i fx fødevaresikkerhed og – hygiejne, som vi i fællesskab vælger.

Udspringer af Grønttorvet

Henrik Djurhuus har selv drevet cateringvirksomhed i 25 år. Som supplement hertil startede han i 2003 en mindre produktion af snittede løg, gulerødder og kartofler på Grønttorvet i Valby. Den primære årsag var, at det var vanskeligt at få leveret snitgrønt fra leverandører. Cateringvirksomheden solgte han fra i 2013: - Med cateringdelen var vi vores kunders konkurrenter. I dag er vi udelukkende en ordrebaseret leverandør, hvilket betyder, at vi kan koncentrere os om at tilbyde vores kunder service og fleksibilitet. Vi gider kunderne og har fokus på at løse deres behov.

Satser på synlighed

Den høje produktion koblet med et kort "produktionsvindue" betyder, at Henrik Djurhuus de seneste år primært har haft fokus på virksomhedens drift og optimering. I fremtiden er ambitionen at øge virksomhedens synlighed. Medlemskabet af SMV Fødevarer er et led i denne strategi: - Vi er vækstet i et hårdt tempo, forklarer Henrik Djurhuus: - De seneste år har vi haft fuldt op at gøre med at følge med efterspørgslen og trimme produktionen. Fremadrettet vil vi have mere fokus på synlighed, ligesom vi gerne vil i tættere dialog med branchen og herigennem bidrage til at præge udviklingen. Gennem SMV Fødevarer får vi et bredere netværk samt adgang til konsulentbistand, uden at viførst skal bruge tid på at afsøge markedet. Det nye fokus på synlighed betyder dog ingenlunde, at udviklingen sættes på standby: I løbet af 2018 udvider Frisksnit.dk sine lokaler, så der i fremtiden vil være 2.500 m2 produktion. Samtidig har virksomheden fokus på nye kundesegmenter, eksempelvis inden for industrien, hvor efterspørgslen på snittet grønt er stigende.

Maj, 2018

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies