Synspunkt


Konkurrenceforvridende gebyrer

40 millioner kroner. Så meget stiger fra nytår de gebyrer, som fødevarevirksomhederne i Danmark skal betale til Fødevarestyrelsen for udførelse af kontrol. Og hvis man regner kontrol af dyretransporter med og modregner et lille fald, som kun har med Grønland at gøre, er der tale om stigninger på ca. 64 millioner kroner. Så meget svækkes de danske fødevarevirksomhederes konkurrenceevne altså med i forhold til de udenlandske konkurrenter. Fra politisk side har det ellers i årevis lydt, at det skal være nemmere at drive fødevarevirksomhed i Danmark, og med det seneste fødevareforlig med deltagelse af alle daværende partier i Folketinget foretog man et prisværdigt paradigmeskifte, der netop skulle gøre det nemmere for lovlydige virksomheder at drive forretning, men svære for de såkaldte ”brodne kar”. Men nu bliver det altså mange millioner kroner dyrere. Gebyrstigningerne rammer naturligvis især de virksomheder, som gebyrerne belaster mest relativt set – og det er de små og mellemstore virksomheder. De betaler det samme som de store, men gebyrerne fylder selvsagt mere, når de omsætter for mindre.

Og stigningerne kommer samtidig med, at en mindre, men vigtig kompensation til de mellemstore slagterier for deres forholdsvis høje veterinærudgifter udløber. Siden 2016 har disse slagterier årligt fået et par millioner kroner som en lille kompensation for, at der er meget færre dyr – og dermed kroner – pr. dyrlæge på de mindre slagterier end på de store. Det slutter nu. Gebyrstigningerne kommer også samtidig med, at Fødevarestyrelsen får sværere og sværere ved at stille med egne dyrlæger på de slagterier, som ligger i det, man kalder Udkantsdanmark. Så må man hyre eksterne dyrlæger ind til opgaverne, men det er til en helt anden pris, og denne ekstra pris må de pågældende (mindre) slagterier betale. Det belaster selvsagt yderligere deres konkurrenceevne over for dem, som ligger tættere på alfarvej. Hvordan harmonerer det med den politiske velvilje over for f.eks. udkantsområderne?

En måde at udbedre denne skævvridning på kunne være at indføre en udligningsordning, så alle slagterier betaler det samme for dyrlægekontrollen, men vel mærke at pr. dyreenhed og ikke som nu pr. dyrlæge. Det ville skabe en tiltrængt retfærdighed på området. Det er indlysende vigtigt, at vi har en velfungerende fødevarekontrol i Danmark. Men det er lige så indlysende vigtigt, at omkostningsdækningen ikke forvrider konkurrencen mellem små og store aktører, og det gør gebyrerne. Og det vil de i endnu højere grad gøre, når de nu stiger med i alt ca. 64 millioner kroner.

Der foreligger dog den mulighed, at det bliver en stakket glæde for ministeriet. Danske Slagtermestre fører nemlig i fællesskab med andre organisationer en retssag, som EU-Domstolen snart når frem til en afgørelse i, og som handler om, hvad man må bruge penge fra kontrolgebyrer til. De nye gebyrstigninger skal især bruges til ”fællesomkostninger”, dvs. til udgifter, som ikke kun har med selve kontrollen at gøre. Med baggrund i en sag, som vi vandt ved EU-Domstolen i 2016, er den fælles påstand nu, at kontrolgebyrer generelt kun må dække udgifter til selve kontrollen. Hvis vi får medhold i det, betyder det, at de nye gebyrforhøjelser og mere til bliver dømt ulovlige. Det ved vi, når dommen falder i 2020.

GODT NYTÅR!

(Et lignende synspunkt er fremført af undertegnede på portalen Altinget | Fødevarer.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - december 2019

Det sku’ være så godt...

Man ser dem alle vegne: Tomme butikslokaler, hvor der før var specialbutikker, der gjorde byerne – store som små – interessante at bevæge sig rundt i. Det har bl.a. ramt specialfødevarehandelen, hvor dog bagerne for nylig har knækket kurven, så der nu er lidt flere bagerbutikker end før, fordi flere bagermestre har mod på at drive mere end én butik. Samme tendens ser vi desværre ikke blandt slagterbutikker, ostehandlere og fiskehandlere, og det er for så vidt mærkeligt, som statistikker viser, at detailsalget så sent som i september ”fortsatte den stigende trend”, især på bl.a. fødevareområdet. Her ser vi altså et paradoks, og det gør vi også, når forbrugertilliden falder samtidig med, at der aldrig har været beskæftiget flere lønmodtagere i Danmark end nu.

Eksporten er i god form, og alligevel viser det såkaldte konjunkturbarometer, at industriens humør er det dårligste i fire år. Både danskernes og samfundets økonomiske situation er god, og alligevel er 2019 tæt på at blive rekordindehaver i antallet af konkurser. Som det hedder i den gamle sang om Larsen: Det sku’ være så godt, og så er det faktisk skidt. Det gode er altså, at både den danske nation og dens indbyggere har det fint, hvis man ser på nøgletallene. Det, der så er noget skidt, er, at det ikke ser sådan ud i det, vi kalder virkeligheden, og navnlig ikke for dem, der driver og har job i små og mellemstore virksomheder – SMV’erne. Det jo ikke de store virksomheder, som fylder i statistikken over konkurser, og det er ikke dem, der var i de tomme butikker i gågaderne. Hvis vi skal finde noget at glæde os over i dette mulige rekordår for konkurser og tomme butikslokaler må det være, at det går så godt for Danmark, at der er råd til at gøre noget ved det. I FødevareDanmark er vi i den forbindelse kommet med to udspil. Det ene er et forslag om at suspendere selskabsskatten for nystartede virksomheder, indtil de er kommet godt i vej, dvs. i en passende periode på måske et par år efter, at de er begyndt at tjene penge. Det andet er et forslag om at lægge et loft over, hvor høje huslejerne for mindre butikslokaler må være. Det er ikke uset, at huslejen for ikke særligt store lokaler overstiger 100.000 kr. om måneden, og så skal der dælme sælges mange leverpostejer, før lejen er betalt, og før man kan begynde at betale lønninger og alt det andet, der koster penge.

I Dansk Erhverv ser man udviklingen som et udslag af ”sund konkurrence”, hvor ”effektive virksomheder udkonkurrerer mindre effektive virksomheder”. I en udtalelse til Ritzau lader organisationen forstå, at det høje antal af konkurser er ”et positivt tegn for dansk økonomi”, fordi de formentlig skyldes, at ”nye og mere effektive selskaber udkonkurrerer ældre selskaber, der tvinges ud af markedet.” Sådan ser vi slet ikke på det i FødevareDanmark. Det typiske er i hvert fald ikke, at det er nye slagterbutikker, der udkonkurrerer de gamle, og hvis de gjorde, ville det jo ikke efterlade tomme butikslokaler samlet set. Ifølge Danmarks Statistik er den gennemsnitlige levetid for konkursramte virksomheder 7,2 år, så heller ikke på det generelle plan er der belæg for, at det er de gamle, der falder for de nye. Det er tværtimod de nye, der har svært ved at få fodfæste, formentlig fordi de overraskes af, hvor dyrt det er at drive virksomhed, hvilket i øvrigt også belaster de gamle, som unægteligt også lukker. Det er der imidlertid råd for, men det kræver som det første, at der er politisk vilje til at løse problemet. Det håber vi, at der er - og vi bistår gerne.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  november 2019

Om tro og viden

”BØRNEMAGT NU” lød det i 1970’erne fra en bevægelse, som krævede, at børn skulle have bestemmende indflydelse. Bevægelsen lå langt ude på den anarkistiske venstrefløj, som jo havde medvind i de år. Siden blomstrede den af, men nu har den fået nyt liv i skikkelse af svenske Greta Thunberg, som rejser kloden rundt med bistre taler om, at jorden er ved at gå under, og at det er de voksnes skyld. Og alverdens ledere lytter med andagt til dette stridbare og uforsonlige pigebarn, som endda blev indstillet til – Nobels Fredspris! Nogen fredsmægler er hun ellers ikke ligefrem. Hun mener at kende en sandhed, som der er delte meninger om blandt de videnskabsfolk, som hun vil have alle til lytte til, når de altså først har lyttet til hende.

Selvfølgelig skal man lytte til videnskaben, men man bør samtidig holde sig for øje, at forskere ikke er uvildige i vurderingen af, om der er et problem, og om man kan gøre noget ved det. Dermed er ikke sagt, at man ikke skal lytte til forskerne; man skal blot ikke anse dem for uvildige i denne debat, for de har selv en stor økonomisk interesse i en konklusion om, at der er et problem, og at det kan løses. Risikoen er, at vi bygger vores tilgang – og herunder lovgivning – på myter og forestillinger, som ikke har hold i virkeligheden. Det vil i givet fald ikke være første gang, skønt vi i princippet jo netop burde have forskningen som værn imod, at den slags kan opstå.

Og for nylig var det da også forskere, som – langt om længe – meldte ud om sådanne myters fejlagtighed. Det skete, da en international forskergruppe i tidsskriftet British Medical Journal irettesatte FN’s sundhedsorganisation WHO, der hævder, at indtagelsen af mættet fedt ikke bør overstige 10 pct. af det samlede energiindtag. Nu siger forskerne, at denne anbefaling kan få den stik modsatte effekt og øge forekomsten af hjerte-kar-sygdomme – og dermed i sidste ende koste menneskeliv, bl.a. fordi fødevarer med mættet fedt indeholder andre vigtige mineraler og vitaminer, så de endda kan være gavnlige for sundheden.

Dette gælder ifølge forskerne bl.a. fede oste. I Jyllands-Postens nylige gengivelse af forskernes nye anbefalinger kunne man læse, at ”især fede oste er en vigtig kilde til indtaget af mættet fedt i Danmark, og ost har været et af de vigtigste mål for myndighedernes kampagner for at nedsætte indtaget af mættet fedt. Faktum er, at ost er en særdeles god kilde til protein, kalcium, magnesium, men også nogle positive bakterier, som har produceret en række sundhedsfremmende stoffer, især kortkædede fedtsyrer. Ost har en meget kompliceret struktur, som videnskabelige studier konstaterer påvirker kroppen på en gunstig måde.”

Og om æg: De ” indeholder omkring 3 gram mættet fedt pr. 100 gram æg og kan være en væsentlig bidragsyder til indtag af mættet fedt. Det har gennem mange år været anbefalet fra myndigheder at begrænse indtaget af æg pga. indholdet af mættet fedt og kolesterol. Faktum er, at æg indeholder en række vigtige næringsstoffer, som ikke findes i mange andre fødevarer, og som mange danskere får for lidt  af, f.eks. vitamin D, riboflavin, jod, højkvalitets protein, omega 3-fedtsyrer og stofferne lutein, zeaxanthin og cholin, som menes at være vigtige for at bevare et godt syn.” Og hvad og hvem skal man så tro? Svaret er måske, at det netop handler om tro – om, hvem vi tror på. For der er også blandt forskere altid nogle, som mener at vide, at det, som vi har lyst til, er det helt rigtige at gøre – og at spise.

(Synspunktet har tidligere været fremført i Dansk Handelsblad.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  oktober 2019

 

Et roderi af gode hensigter

”Den her aftale må være indgået over en flaske rødvin – eller måske flere,” lød det fra slagtermester John Madsen fra Nr. Onsild Slagtehus til en journalist fra avisen Nordjyske. Den omtalte aftale er en såkaldt trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgivere og fagbevægelsen om at sikre praktikpladser til dem, der vælger en erhvervsfaglig uddannelse.

Denne aftale straffer dem, som ikke har elever, men den gør det, uanset om virksomhederne kan blive godkendt som praktikplads eller ej. Men kan altså få en ”bøde” for ikke at have elever, selv om man ikke kan blive godkendt til at have nogen. Denne klemme er Nr. Onsild Slagtehus kommet i med sin succesrige frikadellevirksomhed: Fordi den kun laver frikadeller, kan den ikke blive godkendt som praktikplads, og alligevel skal den betale for ikke at have elever. Det er ren galimatias, og bedre bliver ikke, når det vi så kigger til fiskehandlerne. Fiskeriskolen i Thyborøn uddanner fiskehandlere, men uddannelsen er ikke godkendt af Undervisningsministeriet som en kompetencegivende uddannelse. Den udløser derfor ikke et svendebrev, men kun et diplom om et gennemført forløb. Derfor er eleverne ikke elever i lovgivningens forstand, og derfor kan fiskehandlerne få en ”bøde” for ikke at have elever, selv om de faktisk har det krævede antal elever fra Fiskeriskolen ansat.

En del af problemet er, at alle faglige uddannelser indgår i beregningen af, hvor mange elever en virksomhed skal tage for ikke at blive straffet. I princippet kan Nr. Onsild Slagtehus altså have ansat nogle frisører til at vende frikadeller med det resultat, at virksomheden straffes for ikke at have slagterelever….

Man må håbe at disse tåbeligheder er en lapsus – under eller uden påvirkning af rødvin – og at der hurtigt bliver rettet op på den. Det får vi nok afklaret, når Danske Slagtermestre snart mødes med en repræsentant for ene af parterne i trepartsaftalen, nemlig 3F, til en drøftelse af problemet.

Noget vil kunne løses allerede ved, at det bestemmes, at kun fagpersonale inden for den uddannelsesretning, som virksomheden kan uddanne elever i, tæller med i beregningen af, hvor mange der skal være. Det vil i hvert fald løse fiskehandlernes problem, for så er det kun dem, der har taget en kompetencegivende fiskehandleruddannelse, som tæller i opgørelsen, og dem er der ingen af, fordi deres uddannelse ikke er kompetencegivende.

Og som det er nu, kan f.eks. en slagter ikke uddanne en fiskehandler. Om denne ændring vil løse problemet i Nr. Onsild, er ikke sikkert, så måske skal der mere til for at sikre det for et retssamfund helt grundlæggende: At man ikke kan blive straffet for at undlade at gøre noget, som man ikke har mulighed for at gøre. Dette roderi må imidlertid ikke tage glansen fra den gode hensigt, som det udspringer af, nemlig om at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse – og at sikre, at der er praktikpladser til dem, der så gør det. Indtil 2014 gjaldt en rigtig god ordning om, at virksomhederne fik en ”bonus” på 70.000 kroner, hvis de tog en elev i praktik. Den virkede, som den skulle – og helt uden bivirkninger!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – september 2019

 

Cirklens kvadratur

Den 27. juni fik Danmark en ny regering, der har indledt arbejdet med en god, lang ferie. Derfor ved vi i skrivende stund endnu ikke, hvordan den har tænkt sig at indfri de mål, som i løse formuleringer står at læse i den ”forståelsesaftale”, som udgør regeringens parlamentariske grundlag. Skønt papiret i nogen grad er båret af banale vendinger som ”Vi tror på, at politik betyder noget”, indeholder det dog en lang række meget dyre hensigtserklæringer og en tilføjelse om, at ”forudsætningen er, at der føres en ansvarlig økonomisk politik, der sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet”. Med andre ord: Regeringen og støttepartierne vil både blæse og have mel i munden, og de begynder da også med at snyde lidt på vægten. I papiret læser man, at de har en målsætning om en reduktion på 70 procent af udledningen af drivhusgasser i 2030 ”i forhold til niveauet i 1990” – uden at fortælle, at udledningerne allerede er faldet med omkring en fjerdedel siden dengang. Partiernes reduktionsmål er således reelt mindre end 50 procent målt fra den dato, da de indgik aftalen. Dette lille aber-dabei synes det meste af pressen at have overset, for alle vegne læser man om regeringens mål om at reducere med 70 procent.

Håber på et mirakel
Skønt målsætningen altså reelt er langt lavere, kan den blive svær nok at indfri, og den nye klimaminister, Dan Jørgensen, erkender da også, at han ikke aner, hvordan det skal kunne lade sig gøre, og hvad det vil koste. I virkeligheden håber han på et mirakel og medgiver, at det vil kræve teknologier, som endnu ikke er opfundet. Foreløbig har man udset sig landbrug og transport som de områder, der frem for nogen skal levere reduktionen. Hvad transporten angår, har man dog allerede måttet tage forbehold for planen om et stop for salg af benzin- og dieselbiler fra 2030, dels fordi vi ikke må for EU, dels fordi elnettet vil bryde sammen, når elbilerne skal lades op, medmindre det udbygges for mellem 32 og 48 milliarder kroner. Og så vil det nok knibe med at kunne indfri målene om minimumsnormeringer i daginstitutioner og om at uddanne og ansætte mere sundhedsfagligt personale, og hvad der ellers står på udgiftssiden i aftalen – hvis Budgetloven skal overholdes.

Mindst udledning pr. produceret enhed
Med hensyn til landbruget vil man ”tage initiativ til en jordreform”. Hvad den skal gå ud på, henstår i det uvisse, bortset fra, at der skal tages jord ud af drift. Det vil jo heller ikke ligefrem styrke bruttonationalproduktet. Desuden vil man bruge (EU’s) landbrugsstøtte til at få landmændene til at ”omstille til mere bæredygtig produktion”. Også her udestår, hvad der menes med det, for samme landmænd er i forvejen blandt dem i verden, der producerer med mindst udledning af drivhusgasser pr. produceret enhed. Her kan der derfor ikke være meget at hente, hvad det angår, idet det er almindeligt anerkendt, at økologisk landbrug ikke har lavere C02 udledning pr. produceret enhed end konventionelt landbrug.

Det ligner en opgave på niveau med løsningen af cirklens kvadratur. Hvad vi kan håbe på, er, at de initiativer, som kommer fra regeringen på baggrund af forståelsesaftalen, er båret af faglighed. Og det skal pressen såmænd nok medvirke til at sikre, allerede fordi den altid er kritisk over for den til enhver tid siddende regering og dens støttepartier.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – august 2019

Et folketing med muligheder

Efter folketingsvalget for nylig ser det politiske landskab unægtelig lidt anderledes ud, end det gjorde før valget. I skrivende stund er der endnu ikke dannet en ny regering, men mandattallene ligger jo fast. Inden valget kunne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti danne flertal, og dette flertal uden om den daværende regering forsøgte at stramme Udbudsloven og dens forvaltning op for at få flere offentlige udbud opdelt i delkontrakter. Nu er det flertal væk.

Til gengæld har Enhedslisten under valgkampen lanceret et erhvervsudspil, som bl.a. har opdeling af de offentlige udbud med som et punkt, og lægger man Enhedslistens mandater til de tre førnævnte partiers, når man op på 93, dvs. et flertal i Folketinget. Også i det nye folketing er der altså et flertal, som ønsker flere opdelte udbud. Det skal vi naturligvis dyrke, så vi forhåbentlig kommer i hus med vore bestræbelser. Om det lykkes, afhænger af, om ikke mindst Socialdemokratiet, som i skrivende stund er i færd med at danne regering, står fast på den holdning, som partiet havde til Udbudsloven inden valget. Det kræver styrke, for i Finansministeriet hersker en tyrkertro på, at det er godt for samfundsøkonomien,

hvis der bliver købt stort ind. Jo større, jo bedre. At det svækker konkurrencen, når kun ganske få kan byde ind, synes ikke at tælle i deres opfattelse. Men nu er der altså et flertal, som vil noget andet, og det spændende er så, om dette flertal af politikere er stærkt nok til imødegå de embedsmænd, som var for stærke for dem i det gamle folketing. Vi får se.

I Enhedslistens erhvervsudspil, ”En erhvervspolitik med fokus på de små”, lægges der også vægt på, at ”mindst 50 pct. af den danske erhvervsfremmeindsats målrettes SMV’erne.” Det flugter meget fint med FødevareDanmarks udtrykte ønske om, at flere erhvervsfremmemidler kommer ud at arbejde i de små og mellemstore virksomheder, så det indgår vi også meget gerne i drøftelser med Enhedslisten og andre partier i Folketinget om. En udfordring ved erhvervsfremmesystemet i forhold til SMV’erne er de typiske krav om medfinansiering, som virksomhederne ofte ikke kan honorere, og som det er er svært at få banker og andre til at hjælpe med. Det kan vi forhåbentlig få gode drøftelser med politikerne om.

Et tredje punkt i Enhedslistens nye erhvervspolitik er et ”opgør med uretfærdige betalingsfrister”. Det har også længe stået på FødevareDanmarks ønskeseddel, så også her byder vi udspillet velkomment og håber, at også andre partier i Folketinget vil gå ind i kampen, som i øvrigt allerede er i gang i EU, hvor nye og gode regler er på vej på dette område. Der er i det hele taget nok at arbejde med for organisationer som FødevareDanmark i forhold til de nye folketing, uanset hvordan regeringen kommer til at se ud. Hvad det sidste angår, er det ikke mindst spændende, hvordan ressortfordelingen bliver. Vil det nuværende Miljø- og Fødevareministerium bestå, som vi kender det? Det vil det næppe, men jeg håber, at fødevaresektoren fortsat tilgodeses med den store politiske interesse, som et fagministerium er udtryk for. I befragtning af den rolle, som erhvervet spiller som en styrkeposition i vort land og i forbrugernes dagligdag vil det være en stor fejl at nedprioritere området. Men nu må vi se. I skrivende stund kan alting ske.

(Dette synspunkt har også været fremført på portalen Altinget.dk.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – juni 2019

Mangfoldighedens muligheder

Indtil 2006 var dette organ et medlemsblad for Danske Slagtermestres Landsforening. Frem til 2005 havde det heddet ”Kødbranchen” og før da bl.a. ”Slagter-Tidende”. Nu ville det favne bredere, og i 2006 flyttede ostehandlerne ind hos slagtermestrene i Odense, og nu blev bladet også deres organ. I 2012 kom organisationen Sammark også med i kredsen, og i 2015 kunne vi byde velkommen til først Danmarks Fiskehandlere og siden den nystiftede forening SMV Fødevarer, som bl.a. organiserer en del frugt- og grøntgrossister. Og samme år stiftede vi så FødevareDanmark som et fælles talerør for disse efterhånden adskillige organisationer. I 2018 blev kredsen suppleret af Smagen af Danmark, og pr. 1. april i år har vi haft den glæde at føje Danske Frokost- og Cateringleverandører til.

Og nu senest har pr. 1. maj også butikskæden Konditorbager meldt sig under fanerne. Fra at være et rent slagterblad er Fødevaremagasinet nu et blad, som stort set alle brancher inden for fødevaresektoren skal kunne spejle sig i. Dette er selv sagt en udfordring, for sideantallet er ikke udvidet i takt med, at de mange forgreninger er føjet til. Og for nylig har Danmarks Fiskehandlere på deres generalforsamling besluttet – forsøgsvis – at ville indstille udgivelsen af deres blad ”Fiskehandleren” for i stedet at lade sig omfatte af Fødevaremagasinet. Vi står altså nu med et blad, som har den utaknemmelige opgave at skulle gøre sig interessant for alle, som producerer og handler med fødevarer, uanset hvilke fødevarer det drejer sig om. Denne opgave tager vi som en udfordring og med stor tillid til redaktøren. En noget tilsvarende udfordring har vi naturligvis i organisationen FødevareDanmark og i særdeleshed i Danske Slagtermestre, som fremdeles er hovedmotoren i det hele. Også her skal alle de efterhånden mange forskellige typer virksomheder kunne se en fordel i et medlemskab, og disse fordele skal jo være at finde blandt organisationens aktiviteter og serviceudbud. Det er det basale. Derudover skal hvert enkelt medlem kunne hvile i en sikker forvisning om, at de i kraft af medlemskabet har en livline, som de kan benytte, hvis en vis facilitet brænder, og som kan yde dem værdifuld hjælp i en sådan situation, som alle pludselig kan komme ud for. Tænk for eksempel tilbage på Jørn A. Rullepølser, som mente at have styr på det hele, og som derfor stod temmelig alene, da det gik galt. Opgaven med at sikre, at de enkelte medlemmer af de enkelte organisationer kan se en værdi i medlemskabet suppleres naturligvis af opgaven med at sikre, at de enkelte organisationer under FødevareDanmark kan se en mening i at være med i dette fællesskab. De skal opleve, at de interesser, som de hver især har, kan varetages med større styrke, når der står flere bag. Når kammermusikken får orkesterstyrke. Denne mekanisme skal organisationerne kunne forstå, for at fællesskabet kan fungere, og sammen kan vi forhåbentlig også i fremtiden skabe forståelse for den hos alle de medlemsvirksomheder, som skal udgøre fundamentet for det stærke fællesskab.

Med disse ord: Velkommen til nu også Konditorbager!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – maj 2019

Forslag til valgkampen

Det skortede ikke på advarsler, da den borgerlige regering i 2010 tog luft ind til at afskaffe lukkeloven – en afskaffelse, som blev en realitet under S/RV/SF-regeringen i 2012. Vi var mange, som advarede om, at afskaffelsen ville få samme konsekvenser i Danmark, som den har haft i Sverige, som ikke har haft en lukkelov siden 1970. Ikke meget talte for, at det ville gå anderledes i Danmark, end det var gået i Sverige, hvor specialbutikkerne stort set er forsvundet, og hvor dagligvarehandelen i overvældende grad samler sig i store centre i byernes udkanter med store supermarkeder som så dominerende butikstyper, at det nærmest ikke er til at opdrive en slagter- eller en ostebutik eller en fiskehandler eller en bagerforretning. Af samme grund kan man heller ikke længere uddanne sig til slagter i Sverige, for alt hvad der ligger i kølediskene i hypermarkederne er enten importeret eller fabriksfremstillet eller begge dele, så dér har en håndværker ikke noget at bestille. Groft sagt.

Derfor opfordrede Danske Slagtermestre og Ostehandlerforeningen for Danmark politikerne til, at man ikke afskaffede lukkeloven, ”før der er tilvejebragt en kvalificeret analyse af, hvilke konsekvenser det vil få for butiksstrukturen – og hvad deraf følger”. En sådan analyse kom aldrig, skønt der kom et papir, som påstodes at være en analyse. Det beskrev nok, hvordan det forholdt sig med lukkelove i andre lande, herunder Sverige, men indeholdt ikke nogen konklusion om, hvad man kunne lære af det. Så opfordrede vi til, at der nedsattes en analyse- og følgegruppe, som allerførst skulle tilvejebringe den manglende afdækning af de forventede konsekvenser for butiksstrukturen, hvis lukkeloven blev ophævet, og som altså bl.a. skulle ”se nærmere på butiksstruktur, ansattes vilkår, konkurrenceforhold, rekruttering af faglært arbejdskraft, varekvalitet, land/by m.v.,” hvis lukkeloven faktisk blev ophævet.

Det blev den som bekendt, og så etablerede man et polsk parlament under ledelse af en kontorchef i Erhvervsstyrelsen, langt fra de politiske beslutningstagere. Dette besynderlige forum holdt derpå nogle møder, inden det måtte lukkes i erkendelse af dets uduelighed, og siden har ingen øjensynligt interesseret sig for, hvad konsekvenserne af afskaffelsen af lukkeloven er blevet.

Efter snart syv år kan vi imidlertid mere end ane dem: Alle byer kender nu til tomme butikslokaler i bymidterne, hvor specialbutikkerne lukker som en konsekvens af, at de ikke kan holde trit med åbningstiderne i supermarkederne. De kan ikke have skoleelever til at passe butikkerne, og så er det simpelt hen for dyrt at holde åbent om aftenen og om søndagen, også fordi overenskomsterne ikke er tilpasset den nye virkelighed. Og resultatet er, at flere og flere byer bliver mindre og mindre interessante at bo i, for hvem har lyst til at bo i en købstad med stængede butiksvinduer og et deraf følgende fattigt handelsliv. Jeg skal ikke nægte, at også andre faktorer spiller ind – internethandelen ikke mindst. Men så meget desto mere er der grund til at tænke ny politiske tanker om, hvordan man kan dæmme op for den kedelige udvikling i antallet af tomme butikker. Dette kunne passende være et tema i den valgkamp, som nu udkæmpes op til det forestående folketingsvalg.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – april 2019

 

No Brexit

Når disse linjer læses, kan der godt være vedtaget en plan for, hvordan Storbritannien skal forlade EU pr. 29. marts i år. Denne dato har jo i hele forløbet om Brexit været den, som skulle være briternes sidste dag i unionen, men nu, da det er meget tæt på, og der i skrivende stund endnu ikke er en plan, som det britiske parlament har kunnet tilslutte sig, er det på det nærmeste sikkert, at det ikke kommer til at ske. Selv har jeg helt fra begyndelsen sagt, at der slet ikke kommer noget Brexit, fordi der med sikkerhed kommer en ny afstemning, hvor der vil være flertal for, at Storbritannien forbliver i EU, men selv hvis en sådan udmelding om en ny afstemning ikke kommer inden denne måneds udgang, tør jeg vædde om, at Storbritannien i hvert fald ikke udtræder den 29. marts. Hvor Danmark og vel de fleste andre EU-lande, som har samhandel med briterne, har forberedt sig på det værste, har briterne selv intet foretaget sig for at afbøde katastrofen – for eksempel ved at forberede nogle handelsaftaler, som kan træde i kraft, når eller hvis nationen forlader fællesskabet. Det vil de måske forklare med, at ingen kender betingelserne, fordi der ikke er nogen aftale med EU, men så kunne man jo lave aftalemodeller ud fra de scenarier, der er. Men nej. Sådanne aftalemodeller vil enten styrke eller svække alvoren i udtrædelsen, og ingen af delene har den britiske regering nogen interesse i.

Den har tværtimod en interesse i, at der både lever en forventning om en katastrofe og en det-skal-nok-gå-alt-sammen-opfattelse. Katastrofescenariet skal få modstanderne til at stemme for regeringsoplægget, og det modsatte scenario skal få regeringens støtter og befolkningen og erhvervslivet til ikke at gå i panik. Så nej, på det handelsmæssige område er der hverken en plan A, B eller C, hvis man spørger den britiske regering, og selv hvis den havde prøvet, var den formentlig stødt på nogle meget vrangvillige forhandlere i Bruxelles, hvor man heller ikke har lyst til at tegne et klart billede af, hvilke konsekvenser et Brexit vil få.

Dér hygger man sig vældigt over det britiske kaos i forhåbning om, at det afskrækker alle andre medlemslande fra at finde på noget lignende, og af samme grund møder premierminister Theresa May ikke andet end forundrede blikke, når hun møder op for at få en aftale, som hendes hjemlige bagland vil sige ja til. Men igen: Det hele bliver slet ikke til noget. Det vil måske allerede stå klart, når dette læses. Når de sidste muligheder for et flertal for en aftale er udtømt i det britiske parlament, og når det samtidig står klart, at EU ikke rokker ved sin position og der derfor ikke kan komme en grundlæggende ny aftale, så er der kun en ”no-deal” at se frem til. Så er det nordirske spørgsmål ikke løst, og så er skotternes ønske om at forlade Storbritannien – for at være med i EU – en trussel, som kan få hele nationen til at falde fra hinanden. Det vil kun kunne afværges på én måde: Ved at spørge vælgerne igen. Faktisk vil det være helt uansvarligt at lade være, for nok stemte de nej til at forblive i EU, men det var på nogle valgløfter om, at alt andet end suveræniteten ville fortsætte uændret. Med et ”no-deal” bliver det mildt sagt anderledes, og det skylder man vælgerne at kunne forholde sig til. Og måske har dette i virkeligheden hele tiden været Theresa Mays plan. Hun var jo modstander af Brexit ved folkeafstemningen i 2016, og mon ikke hun er det endnu.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  marts 2019

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies