Synspunkt


To nye partier

Et af de områder, som vi mennesker adskiller os fra andre dyrearter på, er, at vi ikke alle sammen spiser det samme. Traditioner og geografi spiller store roller, og mange vælger til og (især) fra af religiøse årsager. Til de sidste er det nærliggende at henregne veganerne, der nu er blevet opstillingsberettigede til Folketinget i Veganerpartiet. Det, der binder dem sammen, er jo som i de fleste andre religioner en opdeling af mennesker i gode og onde, og arbejdet består i at missionere blandt de onde for at overbevise dem om, at det er det, de er, så de kan bestræbe sig for at blive gode. Partiet har på sin hjemmeside defineret nogle ”klare idealer”, bl.a. om, at ”dyrene, vi deler jorden med, reelt er beskyttet mod angst og smerte forvoldt af os mennesker”. Det er de allerede i dyreværnslovgivningen, men partiet går videre og vil arbejde for, at vi skal ”afvikle brugen af dyr til mad og underholdning”, for ”dyr har ret til at leve efter deres naturlige adfærd og behov”. Det er der ingen husdyr, der gør, så hvad f.eks. med heste? Må man have dem i en stald og ride på dem og lære dem at gå ”dressur”? Det er jo ikke just deres naturlige adfærd.

Og hvad med fiskeriet? Dette vigtige erhverv forholder Veganerpartiet sig slet ikke til. Skal det helt stoppe? Og hvorledes med skadedyrsbekæmpelse? Rotter og den slags? Man kan også spørge, hvordan de vil de gøde de 50 producent af landbrugsjorden, som stadig skal dyrkes, når der ikke er nogen husdyrgødning. Vil de tillade kunstgødning for ikke at udpine jorden? Og skal de øvrige 50 procent bare springe i krat, hvilket vil ske, når ”planter og dyr [får] plads og lov til at leve deres naturlige liv”?

Og ja, så er der jo planterne. De kan meget vel have et følelsesliv, og er det så ikke synd at slå dem ihjel, når nu den veganske empati omfatter ”alle levende og følende væsener på jorden”? Kendetegnende for en religiøs bevægelse er også, at dens tilhængere deler sig efter anskuelse på næsten alle andre områder end troen. Derfor bliver det spændende at se, hvordan partiet vil anlægge en veganerpolitisk vinkel på for eksempel uddannelser – og på Grønland og Færøerne, hvor det er svært at leve vegansk, i hvert fald hvis det skal være på lokale råvarer.

Det skal nok blive underholdende. Enkeltsagspartier befinder sig pr. definition i intern uenighed om det meste og gør derfor heller ikke enkeltsagen nogen tjeneste ved at skulle fremstå som en enhed. Så er der større bredde i et andet nyt parti: ”Det Demokratiske Parti”. Det mangler endnu at blive opstillingsberettiget til Folketinget, men det har lagt fra land med holdninger til det meste. Det går også vældigt op i dyrevelfærd og miljø, men det taler ikke om, at vi skal lade være med at spise kød. Det anerkender, at ”Danmark har en af verdens mest miljøansvarlige og dyreetiske produktioner, og det skal fremhæves og gøres til en international konkurrenceparameter, samtidig med at partiet vil støtte en fortsat udvikling af forskning på området, så dansk landbrug fortsat er i front”.  Det er rigtigt set af Det Demokratiske Parti, for netop fordi Danmark er blandt de lande i verden, der behandler produktionsdyrene bedst, gør man skade på dyrevelfærden, hvis den danske produktion presses ud af landet.

Det stadigt stigende antal verdensborgere vil – trods veganerbølgen – ikke efterspørge mindre, men mere kød i fremtiden, så spørgsmålet er ikke, om det skal produceres, men hvor det skal produceres og hvordan. Og her er det ud fra enhver betragtning tudetosset, når danske dyrevenner prøver at forhindre Danmark i at sætte standarden.

(Dette synspunkt har tidligere været fremført i Dansk Handelsblad.)

Torsten Buhl Direktør, FødevareDanmark - oktober 2020

Den irrationelle corona-krise

Bortset fra de corona-restriktioner, der stadig gælder, er alt vist efterhånden som før i gamle Danmark: Der er ikke flere syge, end der plejer at være – faktisk tværtimod – og tilsvarende er der ikke flere, der dør, end det er normalt. De gader og veje, som i marts var ganske øde, er nu atter fyldt op af trafik med samme tæthed som før krisen, og der er godt med gæster på cafeer og restauranter og på barerne rundt omkring. Det er i hvert fald sådan, det ser ud, når jeg går forbi…

Og ser vi på statistikkerne, ser det heller ikke særligt alarmerende ud i skrivende stund: Ud af 1,75 mio. testede danskere har godt 17.000 vist sig smittede, og af dem er 15.500 meldt raske igen, så lige nu er der 1.500 smittede, hvoraf de færreste er syge. Små 630 er døde, men ikke nødvendigvis af Covid-19, da alle dødsfald blandt smittede personer tæller med i statistikken. Hvis man dør i trafikken og efterfølgende viser sig at være smittet, tæller man altså med som et corona-dødsfald, og det samme gør man, hvis man dør af kræft med Covid-19 i kroppen, skønt det har vist sig, at dødsraten blandt corona-smittede kræftpatienter ikke er højere end blandt dem, der ikke har Covid-19. Så hvor mange er egentlig døde af selve dette virus? Vi ved det ikke, og derfor er det selvfølgelig også svært at sige, hvor livstruende det er. Kun ved vi, at tallet i hvert fald er væsentligt lavere end de ca. 630 registrerede fra marts til september, og at man deri kan modregne, at antallet af danskere, der er døde af influenza, samtidig er faldet til godt 100 fra de normalt knap 800 i løbet af den ca. otte måneder lange ”sæson” – samt at mere end 80 procent af dem, der dør med Covid-19, også fejler noget andet. Så jo, Danmark har klaret corona-krisen rigtig godt, og da statsministeren lukkede landet ned i marts, var det det helt rigtige at gøre. Ingen vidste, hvad det kunne udvikle sig til, og sundhedsministeren stod med sin skrækindjagende kurve, or, at hospitalsvæsenet ikke ville kunne klare presset. Denne grænse har vi heldigvis ikke været i nærheden af, selv da antallet af indlæggelser var højest, og nu er vi meget, meget langt derfra. Nu er der 15 indlagte i hele Danmark, og det tal er på ingen måde alarmerende og kan derfor ikke i sig selv begrunde, at der fortsat er restriktioner, der hindrer samfundet i at komme helt på fode igen. For det jo sådan, det er: Det er restriktionerne og ikke sygdommen, der hæmmer os nu.

I Danske Slagtermestre har vi måttet aflyse et planlagt landsmøde i Rebild Bakker, fordi vi ikke må feste, hvilket vi ellers er gode til at gøre på landsmøderne, hvor branchens sammenhold og livsmod sædvanligvis får en god og vital vitaminindsprøjtning. Den må vi undvære i år, skønt livsfaren ved at gennemføre ville være forsvindende lille, ja næppe signifikant større end alle andre år. Samfundet er efter en seriøs situation i foråret havnet ude i en angst af samme slags, som nogle kan føle ved at skulle ud at flyve: En angst, som ikke kun er uden rationale, men som er direkte i strid med det, og når tyskerne går på gaden i Berlin med protester imod restriktionerne har de måske ret i den pointe, at corona fra at være en trussel mod menneskeheden er blev et middel til at undertrykke den. For mennesket har en mærkelig, iboende trang til at betvinge sine artsfæller, hvilket forklarer de fleste krige og anden ufred og også en meget stor del af den stadigt mere tyngende lovgivning – og altså p.t. bl.a. om corona.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - september 2020

Overenskomstens bristede forudsætninger

Det er i orden at begå en fejl – det kommer alle til en gang imellem – men det er ikke i orden at fastholde, at det var det rigtige at gøre, når enhver kan se, at det ikke var det. Som eksempler herpå kan fra den helt store scene nævnes begge de store verdenskrige og Vestens militære engagement i Mellemøsten. Men mange andre eksempler kan nævnes, også i meget mindre skala, og blandt disse hører de seneste overenskomstfornyelser i Danmark.

Niveauet i disse fornyelser blev lagt af CO-Industri og DI, hvor førstnævnte fik i pose og sæk, fordi sidstnævnte rigtig var i gavehumør. Det var lige godt og vel en måned, før statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned på grund af Covid19. Alt var godt, mente parterne i februar, og i hvert fald havde arbejdstagerne held til at overbevise arbejdsgiverne om, at der var råd til at være generøs. ”Der er et stort overskud på betalingsbalancen, der er en rekordhøj beskæftigelse, konkurrenceevnen er bomstærk og stigende, og virksomhederne har tjent rigtig mange penge”, argumenterede formanden for CO-Industri, Claus Jensen, da forhandlingerne gik i gang, og da de var forbi, kunne han med glæde konstatere, at ”vi gik ind til forhandlingerne med det mål, at alle medlemmer i industrien skulle få markante forbedringer af deres løn- og arbejdsvilkår. Det har vi i den grad fået”.

Forudsætningerne for overenskomstfornyelsen er, for nu at bruge Claus Jensens ord ”i den grad” skredet siden de glade dage i februar. I skrivende stund er der ikke tal for Danmarks BNP i 2. kvartal, men det er der for euro-landene, der oplevede et fald på 12,1 procent. Til sammenligning var faldet under finanskrisen i 2009 på tre procent.

Værst er det gået i Spanien, hvor faldet i BNP i 2. kvartal var på 18,5 procent, mens det i Tyskland ”kun” var på 10,1 procent. At der også var et betydeligt fald i Danmark, er der næppe tvivl om, og heller ikke, at det har haft betydning for beskæftigelsen, der bestemt ikke mere er ”rekordhøj”. Der er i det hele taget ikke meget, der er, som det var, inden corona ramte os. Der er stort set kun de ”markante forbedringer” af lønmodtagernes løn- og arbejdsvilkår, som Claus Jensen brystede sig af, og som nu bidrager til at trække Danmark længere ned, end vi ellers ville være kommet. Igen: Det var en fejl at indgå den meget dyre overenskomst i februar, og det er bittert for andre, som har været nødt til at følge med, fordi systemet virker på den måde. Men det er i særdeleshed kritisabelt, at parterne ikke har villet indrømme det, og at der ingen erkendelse er af, at forudsætningerne ”i den grad” er bristet. Men det kan nås endnu. Formanden for arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre, Leif Wilson Laustsen, opfordrede i Børsen den 23. marts til, at parterne som følge af corona-omvæltningerne suspenderer overenskomstfornyelsen, og den opfordring skal genlyde her. Der er ganske enkelt ikke råd til den, hverken for virksomhederne eller for samfundet. Erkend nu, at overenskomsten var en smutter for arbejdsgiverne og en pyrrhussejr for lønmodtagerne!

- Og lad mig så slutte med en god nyhed, som viser, at corona tilsyneladende har haft en positiv indvirkning på folkesundheden: Der er offentlige myndigheder, som under krisen, mens folk har arbejdet hjemme, har oplevet et fald i sygefraværet på omkring 50 procent. Det kan vi jo alle glæde os over…

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - august 2020

 

Tak til dem, som bar

Det har ikke skortet på taksigelser fra regeringen og myndighederne til alle dem, der undlod at gå på arbejde, da corona-krisen indfandt sig. Det gjaldt for eksempel offentligt ansatte embedsmænd, som nu skulle ”arbejde hjemmefra”, og som kunne være med på Skype eller lignende, hvis der var noget, de kunne bidrage med, og det har da været sjovt ad den vej at få indblik i nogle familieliv, som man hidtil ikke har kendt til. Så lærer man folk at kende fra en anden vinkel. Også de, der i offentlig tjeneste vovede sig ud i samfundet, har fuldt fortjent fået stor tak, bl.a. i en varm video fra Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der takker ”FOAs medlemmer”.


Hvem der ikke er mange, der har takket, er alle dem i den private sektor, som holdt samfundet i gang og for eksempel sørgede for, at der ikke manglede mad og drikke (og toiletpapir!) i butikkerne. Hele produktions- og forsyningslinjen har fungeret – ikke på trods af, men fordi der er en masse samfundsborgere, som ikke blev hjemme. Det gælder lige fra dem, der malker køerne og i det hele taget passer
dyrene på gårdene og dyrker afgrøderne på markerne og sørger for, at der er foder og gødning og såsæd og brændstof, og hvad der nu ellers skal til. Og det gælder alle dem, der producerer selve fødevarerne uanset, om det er pølser og postejer og andre kødprodukter eller mælk og mælkeprodukter eller frugt og grønt, fisk, brød, drikkevarer osv. Alt har skullet produceres – og bringes ud af chauffører, der heller ikke har arbejdet hjemme, men frygtløst har bragt varerne ud og ind i butikkerne, hvor der også var personale til at forarbejde og producere og lægge i diske og sætte på hylder og ekspedere og gøre rent og sørge for, at der er striber på gulvene og skærme og andet, som kan begrænse smitterisikoen. Intet af alt dette er udført af folk, der har arbejdet hjemme.

Selv har jeg under corona-krisen uheldigvis været udsat for en vandskade og med glæde kunnet konstatere, at hverken skadeservice- eller VVS-folkene arbejdede hjemme, men dristigt vovede sig ind i mit hjem for at mindske og udbedre skaden. Glemmes må heller ikke alle dem, som hellere end gerne ville gå på arbejde, men som ikke kunne, fordi de er opsagt eller hjemsendt som følge af regeringens nedlukninger. Det gælder både dem, der ellers har været ansat i de etablissementer, der blev beordret lukket, og dem, der arbejdede hos deres leverandører, som pludselig ikke havde nogen kunder eller dog meget få. Er der nogen, der har sagt tak til alle dem, som har båret det hele igennem, og til dem, som gerne ville, men ikke kan? Det er der sikkert, men jeg har så blot ikke rigtig hørt det – hvorimod jeg tydeligt har hørt taksigelser til dem, der har siddet hjemme med fuld løn og et formentlig for manges vedkommende temmelig overkommeligt arbejde, fordi det, som de arbejder med, har været sat i stå.

Lad mig understrege, at min pointe ikke er, at det har været forkasteligt at arbejde hjemme, men at det er i kraft alle dem, som ikke har gjort det, at samfundet trods alt har fungeret. Og da der jo har været en grund til at sende folk hjem, byder logikken, at de, der således har holdt samfundet i gang, har løbet en risiko derved. Den største tak bør derfor tilfalde dem. Så:TAK til alle, som bar!

[Dette synspunkt har tidligere været fremført i Landbrugsavisen.]

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - juni 2020

 

Problemer i relief

Jeg ved det ikke, men det kan godt have været Storm P., der sagde: ”Det er mærkeligt. Hver dag sker der lige nøjagtig så meget, at det kan stå i en avis.” For sådan er det jo. Summen af problemer er konstant, så når der egentlig ikke rigtig er nogen problemer, og aviserne ikke vil skrive om alt det, der er godt, så bevæger også pressen sig op i toppen af Maslows behovspyramide og hengiver sig til eksistentielle emner, som kan blive ganske alvorlige. Indtil marts i år var det således klima og dyrevelfærd og det moralsk forsvarlige i, hvad vi spiser, der fyldte i medierne, og klimaministeren fik trusler fra støttepartierne i en grad, så der blev spurgt til, om han mon ”overlevede”, fordi det trak ud med en fiks og færdig plan for, hvordan vi får klimaet tilbage på ret spor. Der var meget at komme efter på disse fronter, og det var der også på andre, hvor for eksempel ”nedslidte Arne” stadig gik og ventede på en vej ud af arbejdsmarkedet. Regeringen var under pres, for det hele var meget alvorligt, og det er det altid, uanset hvad der er galt, og noget galt er der altid, for problemernes sum er konstant.

Og så kom corona. Pludselig standede Danmark i våde, og så gjaldt det om at stå sammen – på god afstand af hinanden. Og således herskede nu et samarbejdende folkestyre, for nu var der virkelig problemer, og de kunne sagtens fylde en hel avis. Pludselig var alle de andre viderværdigheder ude af spalterne. Nu gjaldt det overlevelse – bogstaveligt og økonomisk – og ikke bare i en hypotetisk fremtid, men her og nu, både for os selv og for virksomhederne og nationen. Ikke en dag gik på hæld, uden at regeringen havde holdt pressemøde om initiativer og hjælpepakker, og alle sammenkomster blev aflyst for at undgå, at vi kom tæt på hinanden. Nu var der for alvor noget at være bekymret for, og så måtte alle de andre problemer, der ellers lige havde været påtrængende og uopsættelige, vente. Lad det være helt klart: Der er ikke noget godt at sige om corona og dens virkning på mennesker, virksomheder og samfund – og ikke mindst på økonomien og beskæftigelsen. Men den kan måske have den gode lille bivirkning, at vi opdager, hvad der virkelig betyder noget, og at meget af det, som vi mente var vigtigt, og som fyldte aviserne i ildevarslende vendinger, øjeblikkeligt blegnende, da det virkelig gjaldt. Hvem havde for eksempel kunnet forstille sig, at kæmpemæssige kundesegmenter kunne forsvinde fra den ene dag til den anden? Det skete imidlertid, da restauranter blev beordret lukket samtidig med, at grænsen blev lukket for turister. Normalt bliver der udespist i Danmark for ca. 40 milliarder kroner om året – nu var det tal pludselig 0 på årsbasis. Bevares, siden blev der åbnet for take-away, men det var småbeløb i forhold til de 40 milliarder kroner og bragte kun få tilbage til det arbejdsmarked, som mange har måttet forlade mere eller mindre midlertidigt som følge af corona.

Så selv om der er store forskelle på, hvordan epandemien har påvirket os, kom der pludselig fokus på noget, der var vigtigere end alt det, der ellers havde fyldt vore velfærdsmættede liv i mange år. Nu koncentrerede vi os om det helt basale, nemlig behovet for et sikkert fundament under tilværelsen – noget, som vi hidtil havde taget for givet. Nu kom problemerne i relief. Og det var nok egentlig ikke så ringe endda.

(Et lignende synspunkt har tidligere været fremført i Landbrugsavisen.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - maj 2020

 

Corona: En dræber for erhvervslivet

Det hele var timet og tilrettelagt – det kunne ikke gå galt! Men som det før er set, gjorde det det alligevel. Den florerende coronavirus tog livet af Foodexpo, Europas største fødevaremesse, som ganske vist kun er ”udsat”, men som det kan blive svært at finde et nyt tidspunkt for i år. Udmeldingen kom, efter at regeringen og sundhedsmyndighederne havde opfordret til, at alle arrangementer med flere end 1000 deltagere aflyses. Dermed har det officielle Danmark utvivlsomt ment at have handlet ansvarligt, men i virkeligheden gjorde man det modsatte, for ved kun at ”opfordre” overlader man beslutningen til arrangørerne, der dermed sammen med udstillere, leverandører m.fl. sidder tilbage med aben – og regningen. Forhåbentlig er det gået op for regeringen, at den har et ansvar for, at der snart ikke er nogen, der tør bevæge sig uden for en dør, og at en meget stor del af erhvervslivet – og dermed samfundets fundament - er ved at smuldre. Når folk ikke længere går på restaurant, er det et kæmpeproblem for restauratørerne, men det er også et stort problem for dem, som de får varer fra, for deres salg går så også i stå. Dette aspekt har vi i FødevareDanmark henvendt os til regeringen for at få indtænkt i de foranstaltninger, som der i skrivende stund holdes møder om at iværksætte for at hjælpe de erhvervsdrivende, der dog er kommet i klemme på grund af frygt for den nye virus.

Og netop frygten er måske det største problem. Jeg er hverken læge eller anden form for sundhedsekspert, men jeg har da forstået så meget, at Covid-19, som det nye virus rettelig hedder, i grunden ikke er særligt smitsom, og at man skal være lidt syg i forvejen for, at den kan få fatale følger. Den er altså næppe farligere end almindelig influenza, og den smitter vist endda knap så nemt. Alligevel er den i stand til at sætte en hel verden i stå, for det jo ikke kun spisestederne og messe- og koncert- og sportsstævnearrangørerne, det rammer. Der er heller ingen, der vil køre med offentlige transportmidler mere, eller som går i biografen eller i teatret – eller går på arbejde for den sags skyld. Og hvis man endelig drister sig af sted, spiser man i hvert fald ikke i kantinen.

Alt lammes af frygten, så på den måde har en forholdsvis tilforladelig virus ramt os alle sammen hårdt. Man kunne ønske, at den var kommet et par måneder tidligere, for så havde den nok gjort indtryk på dem, som i februar indgik en ny treårig overenskomst, som var vældig generøs over for arbejdstagerne. Der var milde gaver fra arbejdsgiverne, fordi hjulene snurrede, og det hele gik så godt. Nu er forlystelserne gået i stå, og nu får fordyrelserne virkning samtidig med, at store dele af erhvervslivet oplever den værste krise i mands minde. Og vi, der har skullet forny overenskomster efter kriseudbruddet, har ikke haft andre muligheder end at være lige så gavmilde som dem, der indgik ”gennembrudsoverenskomsten”. Lige nu er situationen dødsensalvorlig for rigtig mange virksomheder – og derfor hviler der et meget tungt ansvar på dem, som har lagt rammerne for de vilkår, som virksomhederne arbejder under. Lad os håbe, at også arbejdsmarkedets parter forstår og lever op til dette ansvar nu, hvor forudsætningerne for de indgåede aftaler er bristet.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - marts 2020

Arbejdsgivernes gavehumør

Når disse linjer skrives, har DI og CO-industri netop indgået en ny treårig overenskomst. Det meste af det, som de er nået frem til, må alle vi andre, der også skal forny overenskomster i år, også have med i vores. Sådan virker systemet. Og det ser ud til, at DI har været i gavehumør. Lønmodtagerne får i pose og sæk, men hvad har arbejdsgiverne fået? Hvis man skal være venlig, kan man lade dem, at ”der åbnes mulighed for overgang til månedsvis lønudbetaling”, men det er så også det – at dømme efter den pressemeddelelse, som DI har udsendt om resultatet.

For vi læser videre i pressemeddelelsen og erfarer, at mindstelønnen stiger med 7,5 kroner i timen over de næste tre år, og at det såkaldte fritvalgsbidrag hæves fra 4 til 7 procent. Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under barselsorlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger, og fremover får fædre øremærket otte ugers forældrelov med løn – tre uger mere end i dag. Desuden udvides perioden, hvor sygemeldte medarbejdere modtager løn fra arbejdsgiveren, fra 9 uger til i alt 14 uger, og samtidig sikres det, at sygemeldte medarbejdere på skiftehold og weekendarbejde igennem alle 14 uger modtager en løn, der ”er tættere på deres normale indtægt”.

Derudover sikres det, at der indbetales fuldt pensionsbidrag, når medarbejdere modtager sygeferiepenge, og medarbejdere får fremover ret til en ekstra fridag, hvis deres barn er sygt mere end én dag. Endvidere får medarbejderne ret til frihed, når de skal deltage i lægebesøg sammen med deres barn, og medarbejderen kan i begge tilfælde vælge at få udbetalt et beløb fra fritvalgs-lønkontoen i forbindelse med friheden. Og elever og lærlinge vil fremover have ret til pension, så snart de er fyldt 18 år og har 2 måneders anciennitet i virksomheden.

Til gengæld spejder man som nævnt forgæves efter håndgribelige løfter til arbejdsgiverne, når bortses fra det nævnte om månedsvis lønudbetaling. Der er ganske vist nogle diffuse aftaler om, hvad man er enige om at kigge på i perioden, men intet konkret. Jeg har før i al offentlighed gjort opmærksom på, at ”den danske model” er i færd med at grave sin egen grav, fordi den uvægerligt fører til konstant fordyrelse af arbejdskraften med det sikre resultat, at politikerne på et tidspunkt bliver nødt til at gribe ind for sikre, at samfundsøkonomien ikke kører helt af sporet. Vi er efterhånden alvorligt presset på konkurrenceevnen, og med den nye overenskomst har parterne taget et betragteligt skridt i den forkerte retning – og altså dermed også nærmet sig det punkt, hvor deres – vores - aftalefrihed må underkastes en kritisk revurdering. Modellen forudsætter selvsagt, at det ikke altid er den samme part, der tager stikkene hjem.

Når man ikke har siddet med ved bordet, er det selvfølgelig ikke til at sige, hvorfor det er gået så galt. Det  kan sagtens være, at arbejdsgiverne har kæmpet en brav kamp; men for det første har de ikke kæmpet ret længe, når de indgår forlig, mens der endnu er små tre uger til overenskomstperiodens udløb, og for det andet har de undladt at inddrage forligsmanden, som man kunne håbe ville være i stand til at se, hvor skævt det hele var ved at lande. Det er ikke sikkert, at det ville have hjulpet, for forligsmanden interesserer sig heller ikke for samfundsøkonomien – men det var da et forsøg værd. Resultatet kunne i hvert fald ikke være blevet værre af det.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - februar 2020

Et skæbnesvangert årti

Et skæbnesvangert årti

Det er en god tradition at se frem i tiden, når man kommer ind i et nyt år – og især, når man kommer ind i et nyt årti. Det gør jeg også gerne, men det er nu ikke noget, som vi i FødevareDanmark kun gør ved årsskifter. Det er faktisk noget, som vi hele tiden gør, for man kan ikke forholde sig klogt til nutiden, hvis man ikke sætter den ind i en sammenhæng med en kvalificeret forestilling om fremtiden; og vel at mærke i erkendelse af, at den med sikkerhed bringer noget, som vi slet ikke havde set komme.

Så sent som i efteråret havde vi overhovedet ingen anelse om, at Fødevarestyrelsen kunne finde på at hæve kontrolgebyrerne med ca. 60 mio. kroner. Det er imidlertid sket fra den 1. januar. Hvad vi heller ikke vidste, var, at den retssag, som vi sammen med en række andre organisationer fører ved EU-Domstolen om kontrolgebyrers lovlighed, på denne måde ville få en helt ny aktualitet, for den kan få forhøjelserne til at falde til jorden, og så står vi over for en stor diskussion om hele gebyrstrukturens indretning.

Vi må se, hvordan det går, men en nylig afgørelse i en lignende hollandsk sag giver håb for udfaldet. Hvad der til gengæld har været til at forudse, er, at 2020 vil byde på en tiltrængt evaluering af Udbudsloven. Denne lov, der nu er fire år gammel, har de bedste intentioner om at hjælpe små og mellemstore virksomheder til at komme til fadet i de offentlige køkkener, men sådan er det ikke gået, og loven rummer ikke nogen Plan B – altså: hvad der skal ske, hvis det ikke sker. Nu kigger Erhvervsministeriet og den derunder liggende Konkurrence- og Forbrugerstyrelse loven efter i sømmene, og vi bidrager så godt, vi kan – og så lander der i årets løb en anbefaling hos ministeren og Folketinget, forhåbentlig indeholdende en erkendelse af, at der er behov for en opstramning, så også det offentlige kommer ind på et klart erhvervsfremmende spor, hvor man inddrager og ikke udelukker smv’erne fra samhandel. Og når vi nu er ved erhvervsfremme, er det også vigtigt, hvad der sker med selve erhvervsfremmestrukturen. Den er lige nu under omkalfatring, og det ser ud til at kunne gå begge veje, hvad angår små og mellemstore fødevarevirksomheders fremtidige adgang til erhvervsfremmemidler. På den ene side er det det, der er det erklærede mål, på den anden side er det stort set kun de meget store virksomheder og deres organisationer, som sider om de borde, hvor beslutningerne træffes. Det har vi senest kunnet se i de aktuelle planer om en ny fødevareklynge. Når jeg alligevel er optimistisk, skyldes det især, at vi er blevet mødt med forståelse og velvilje, når vi fra FødevareDanmarks side har budt os til som interesserede i en dialog om at få midlerne ud at arbejde i de små og mellemstore virksomheder – og til formål, der er relevante for dem.

Nu er årsskifter jo også typisk anledninger til, at man udtrykker sine håb for fremtiden. Dem skal det heller ikke skorte på her. Jeg håber, at 2020 bliver året, hvor det for alvor går op for fagbevægelsen og for politikerne i både Folketinget, kommunerne og regionerne, at vi alle har en opgave i at sikre, at vækstlaget i fødevaresektoren får en grobund, som den kan vokse i. Marginalerne er uhyggeligt små, og det er også i det lys, at ønskerne om effektiv erhvervsfremme skal ses. Så mit håb er, at alle gode kræfter – inklusive forbrugernes – samles om at sikre den diversitet, som er forudsætningen for, at der også ved udgangen af det nye årti er en alsidig dansk produktion og et ditto udbud af fødevarer for enhver smag – også for den kræsne, der lægger vægt på kvalitet. Denne opgave har aldrig været vigtigere end nu.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - januar 2020

Konkurrenceforvridende gebyrer

40 millioner kroner. Så meget stiger fra nytår de gebyrer, som fødevarevirksomhederne i Danmark skal betale til Fødevarestyrelsen for udførelse af kontrol. Og hvis man regner kontrol af dyretransporter med og modregner et lille fald, som kun har med Grønland at gøre, er der tale om stigninger på ca. 64 millioner kroner. Så meget svækkes de danske fødevarevirksomhederes konkurrenceevne altså med i forhold til de udenlandske konkurrenter. Fra politisk side har det ellers i årevis lydt, at det skal være nemmere at drive fødevarevirksomhed i Danmark, og med det seneste fødevareforlig med deltagelse af alle daværende partier i Folketinget foretog man et prisværdigt paradigmeskifte, der netop skulle gøre det nemmere for lovlydige virksomheder at drive forretning, men svære for de såkaldte ”brodne kar”. Men nu bliver det altså mange millioner kroner dyrere. Gebyrstigningerne rammer naturligvis især de virksomheder, som gebyrerne belaster mest relativt set – og det er de små og mellemstore virksomheder. De betaler det samme som de store, men gebyrerne fylder selvsagt mere, når de omsætter for mindre.

Og stigningerne kommer samtidig med, at en mindre, men vigtig kompensation til de mellemstore slagterier for deres forholdsvis høje veterinærudgifter udløber. Siden 2016 har disse slagterier årligt fået et par millioner kroner som en lille kompensation for, at der er meget færre dyr – og dermed kroner – pr. dyrlæge på de mindre slagterier end på de store. Det slutter nu. Gebyrstigningerne kommer også samtidig med, at Fødevarestyrelsen får sværere og sværere ved at stille med egne dyrlæger på de slagterier, som ligger i det, man kalder Udkantsdanmark. Så må man hyre eksterne dyrlæger ind til opgaverne, men det er til en helt anden pris, og denne ekstra pris må de pågældende (mindre) slagterier betale. Det belaster selvsagt yderligere deres konkurrenceevne over for dem, som ligger tættere på alfarvej. Hvordan harmonerer det med den politiske velvilje over for f.eks. udkantsområderne?

En måde at udbedre denne skævvridning på kunne være at indføre en udligningsordning, så alle slagterier betaler det samme for dyrlægekontrollen, men vel mærke at pr. dyreenhed og ikke som nu pr. dyrlæge. Det ville skabe en tiltrængt retfærdighed på området. Det er indlysende vigtigt, at vi har en velfungerende fødevarekontrol i Danmark. Men det er lige så indlysende vigtigt, at omkostningsdækningen ikke forvrider konkurrencen mellem små og store aktører, og det gør gebyrerne. Og det vil de i endnu højere grad gøre, når de nu stiger med i alt ca. 64 millioner kroner.

Der foreligger dog den mulighed, at det bliver en stakket glæde for ministeriet. Danske Slagtermestre fører nemlig i fællesskab med andre organisationer en retssag, som EU-Domstolen snart når frem til en afgørelse i, og som handler om, hvad man må bruge penge fra kontrolgebyrer til. De nye gebyrstigninger skal især bruges til ”fællesomkostninger”, dvs. til udgifter, som ikke kun har med selve kontrollen at gøre. Med baggrund i en sag, som vi vandt ved EU-Domstolen i 2016, er den fælles påstand nu, at kontrolgebyrer generelt kun må dække udgifter til selve kontrollen. Hvis vi får medhold i det, betyder det, at de nye gebyrforhøjelser og mere til bliver dømt ulovlige. Det ved vi, når dommen falder i 2020.

GODT NYTÅR!

(Et lignende synspunkt er fremført af undertegnede på portalen Altinget | Fødevarer.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark - december 2019

Det sku’ være så godt...

Man ser dem alle vegne: Tomme butikslokaler, hvor der før var specialbutikker, der gjorde byerne – store som små – interessante at bevæge sig rundt i. Det har bl.a. ramt specialfødevarehandelen, hvor dog bagerne for nylig har knækket kurven, så der nu er lidt flere bagerbutikker end før, fordi flere bagermestre har mod på at drive mere end én butik. Samme tendens ser vi desværre ikke blandt slagterbutikker, ostehandlere og fiskehandlere, og det er for så vidt mærkeligt, som statistikker viser, at detailsalget så sent som i september ”fortsatte den stigende trend”, især på bl.a. fødevareområdet. Her ser vi altså et paradoks, og det gør vi også, når forbrugertilliden falder samtidig med, at der aldrig har været beskæftiget flere lønmodtagere i Danmark end nu.

Eksporten er i god form, og alligevel viser det såkaldte konjunkturbarometer, at industriens humør er det dårligste i fire år. Både danskernes og samfundets økonomiske situation er god, og alligevel er 2019 tæt på at blive rekordindehaver i antallet af konkurser. Som det hedder i den gamle sang om Larsen: Det sku’ være så godt, og så er det faktisk skidt. Det gode er altså, at både den danske nation og dens indbyggere har det fint, hvis man ser på nøgletallene. Det, der så er noget skidt, er, at det ikke ser sådan ud i det, vi kalder virkeligheden, og navnlig ikke for dem, der driver og har job i små og mellemstore virksomheder – SMV’erne. Det jo ikke de store virksomheder, som fylder i statistikken over konkurser, og det er ikke dem, der var i de tomme butikker i gågaderne. Hvis vi skal finde noget at glæde os over i dette mulige rekordår for konkurser og tomme butikslokaler må det være, at det går så godt for Danmark, at der er råd til at gøre noget ved det. I FødevareDanmark er vi i den forbindelse kommet med to udspil. Det ene er et forslag om at suspendere selskabsskatten for nystartede virksomheder, indtil de er kommet godt i vej, dvs. i en passende periode på måske et par år efter, at de er begyndt at tjene penge. Det andet er et forslag om at lægge et loft over, hvor høje huslejerne for mindre butikslokaler må være. Det er ikke uset, at huslejen for ikke særligt store lokaler overstiger 100.000 kr. om måneden, og så skal der dælme sælges mange leverpostejer, før lejen er betalt, og før man kan begynde at betale lønninger og alt det andet, der koster penge.

I Dansk Erhverv ser man udviklingen som et udslag af ”sund konkurrence”, hvor ”effektive virksomheder udkonkurrerer mindre effektive virksomheder”. I en udtalelse til Ritzau lader organisationen forstå, at det høje antal af konkurser er ”et positivt tegn for dansk økonomi”, fordi de formentlig skyldes, at ”nye og mere effektive selskaber udkonkurrerer ældre selskaber, der tvinges ud af markedet.” Sådan ser vi slet ikke på det i FødevareDanmark. Det typiske er i hvert fald ikke, at det er nye slagterbutikker, der udkonkurrerer de gamle, og hvis de gjorde, ville det jo ikke efterlade tomme butikslokaler samlet set. Ifølge Danmarks Statistik er den gennemsnitlige levetid for konkursramte virksomheder 7,2 år, så heller ikke på det generelle plan er der belæg for, at det er de gamle, der falder for de nye. Det er tværtimod de nye, der har svært ved at få fodfæste, formentlig fordi de overraskes af, hvor dyrt det er at drive virksomhed, hvilket i øvrigt også belaster de gamle, som unægteligt også lukker. Det er der imidlertid råd for, men det kræver som det første, at der er politisk vilje til at løse problemet. Det håber vi, at der er - og vi bistår gerne.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  november 2019

Om tro og viden

”BØRNEMAGT NU” lød det i 1970’erne fra en bevægelse, som krævede, at børn skulle have bestemmende indflydelse. Bevægelsen lå langt ude på den anarkistiske venstrefløj, som jo havde medvind i de år. Siden blomstrede den af, men nu har den fået nyt liv i skikkelse af svenske Greta Thunberg, som rejser kloden rundt med bistre taler om, at jorden er ved at gå under, og at det er de voksnes skyld. Og alverdens ledere lytter med andagt til dette stridbare og uforsonlige pigebarn, som endda blev indstillet til – Nobels Fredspris! Nogen fredsmægler er hun ellers ikke ligefrem. Hun mener at kende en sandhed, som der er delte meninger om blandt de videnskabsfolk, som hun vil have alle til lytte til, når de altså først har lyttet til hende.

Selvfølgelig skal man lytte til videnskaben, men man bør samtidig holde sig for øje, at forskere ikke er uvildige i vurderingen af, om der er et problem, og om man kan gøre noget ved det. Dermed er ikke sagt, at man ikke skal lytte til forskerne; man skal blot ikke anse dem for uvildige i denne debat, for de har selv en stor økonomisk interesse i en konklusion om, at der er et problem, og at det kan løses. Risikoen er, at vi bygger vores tilgang – og herunder lovgivning – på myter og forestillinger, som ikke har hold i virkeligheden. Det vil i givet fald ikke være første gang, skønt vi i princippet jo netop burde have forskningen som værn imod, at den slags kan opstå.

Og for nylig var det da også forskere, som – langt om længe – meldte ud om sådanne myters fejlagtighed. Det skete, da en international forskergruppe i tidsskriftet British Medical Journal irettesatte FN’s sundhedsorganisation WHO, der hævder, at indtagelsen af mættet fedt ikke bør overstige 10 pct. af det samlede energiindtag. Nu siger forskerne, at denne anbefaling kan få den stik modsatte effekt og øge forekomsten af hjerte-kar-sygdomme – og dermed i sidste ende koste menneskeliv, bl.a. fordi fødevarer med mættet fedt indeholder andre vigtige mineraler og vitaminer, så de endda kan være gavnlige for sundheden.

Dette gælder ifølge forskerne bl.a. fede oste. I Jyllands-Postens nylige gengivelse af forskernes nye anbefalinger kunne man læse, at ”især fede oste er en vigtig kilde til indtaget af mættet fedt i Danmark, og ost har været et af de vigtigste mål for myndighedernes kampagner for at nedsætte indtaget af mættet fedt. Faktum er, at ost er en særdeles god kilde til protein, kalcium, magnesium, men også nogle positive bakterier, som har produceret en række sundhedsfremmende stoffer, især kortkædede fedtsyrer. Ost har en meget kompliceret struktur, som videnskabelige studier konstaterer påvirker kroppen på en gunstig måde.”

Og om æg: De ” indeholder omkring 3 gram mættet fedt pr. 100 gram æg og kan være en væsentlig bidragsyder til indtag af mættet fedt. Det har gennem mange år været anbefalet fra myndigheder at begrænse indtaget af æg pga. indholdet af mættet fedt og kolesterol. Faktum er, at æg indeholder en række vigtige næringsstoffer, som ikke findes i mange andre fødevarer, og som mange danskere får for lidt  af, f.eks. vitamin D, riboflavin, jod, højkvalitets protein, omega 3-fedtsyrer og stofferne lutein, zeaxanthin og cholin, som menes at være vigtige for at bevare et godt syn.” Og hvad og hvem skal man så tro? Svaret er måske, at det netop handler om tro – om, hvem vi tror på. For der er også blandt forskere altid nogle, som mener at vide, at det, som vi har lyst til, er det helt rigtige at gøre – og at spise.

(Synspunktet har tidligere været fremført i Dansk Handelsblad.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  oktober 2019

 

Et roderi af gode hensigter

”Den her aftale må være indgået over en flaske rødvin – eller måske flere,” lød det fra slagtermester John Madsen fra Nr. Onsild Slagtehus til en journalist fra avisen Nordjyske. Den omtalte aftale er en såkaldt trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgivere og fagbevægelsen om at sikre praktikpladser til dem, der vælger en erhvervsfaglig uddannelse.

Denne aftale straffer dem, som ikke har elever, men den gør det, uanset om virksomhederne kan blive godkendt som praktikplads eller ej. Men kan altså få en ”bøde” for ikke at have elever, selv om man ikke kan blive godkendt til at have nogen. Denne klemme er Nr. Onsild Slagtehus kommet i med sin succesrige frikadellevirksomhed: Fordi den kun laver frikadeller, kan den ikke blive godkendt som praktikplads, og alligevel skal den betale for ikke at have elever. Det er ren galimatias, og bedre bliver ikke, når det vi så kigger til fiskehandlerne. Fiskeriskolen i Thyborøn uddanner fiskehandlere, men uddannelsen er ikke godkendt af Undervisningsministeriet som en kompetencegivende uddannelse. Den udløser derfor ikke et svendebrev, men kun et diplom om et gennemført forløb. Derfor er eleverne ikke elever i lovgivningens forstand, og derfor kan fiskehandlerne få en ”bøde” for ikke at have elever, selv om de faktisk har det krævede antal elever fra Fiskeriskolen ansat.

En del af problemet er, at alle faglige uddannelser indgår i beregningen af, hvor mange elever en virksomhed skal tage for ikke at blive straffet. I princippet kan Nr. Onsild Slagtehus altså have ansat nogle frisører til at vende frikadeller med det resultat, at virksomheden straffes for ikke at have slagterelever….

Man må håbe at disse tåbeligheder er en lapsus – under eller uden påvirkning af rødvin – og at der hurtigt bliver rettet op på den. Det får vi nok afklaret, når Danske Slagtermestre snart mødes med en repræsentant for ene af parterne i trepartsaftalen, nemlig 3F, til en drøftelse af problemet.

Noget vil kunne løses allerede ved, at det bestemmes, at kun fagpersonale inden for den uddannelsesretning, som virksomheden kan uddanne elever i, tæller med i beregningen af, hvor mange der skal være. Det vil i hvert fald løse fiskehandlernes problem, for så er det kun dem, der har taget en kompetencegivende fiskehandleruddannelse, som tæller i opgørelsen, og dem er der ingen af, fordi deres uddannelse ikke er kompetencegivende.

Og som det er nu, kan f.eks. en slagter ikke uddanne en fiskehandler. Om denne ændring vil løse problemet i Nr. Onsild, er ikke sikkert, så måske skal der mere til for at sikre det for et retssamfund helt grundlæggende: At man ikke kan blive straffet for at undlade at gøre noget, som man ikke har mulighed for at gøre. Dette roderi må imidlertid ikke tage glansen fra den gode hensigt, som det udspringer af, nemlig om at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse – og at sikre, at der er praktikpladser til dem, der så gør det. Indtil 2014 gjaldt en rigtig god ordning om, at virksomhederne fik en ”bonus” på 70.000 kroner, hvis de tog en elev i praktik. Den virkede, som den skulle – og helt uden bivirkninger!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – september 2019

 

Cirklens kvadratur

Den 27. juni fik Danmark en ny regering, der har indledt arbejdet med en god, lang ferie. Derfor ved vi i skrivende stund endnu ikke, hvordan den har tænkt sig at indfri de mål, som i løse formuleringer står at læse i den ”forståelsesaftale”, som udgør regeringens parlamentariske grundlag. Skønt papiret i nogen grad er båret af banale vendinger som ”Vi tror på, at politik betyder noget”, indeholder det dog en lang række meget dyre hensigtserklæringer og en tilføjelse om, at ”forudsætningen er, at der føres en ansvarlig økonomisk politik, der sikrer gode rammevilkår for erhvervslivet”. Med andre ord: Regeringen og støttepartierne vil både blæse og have mel i munden, og de begynder da også med at snyde lidt på vægten. I papiret læser man, at de har en målsætning om en reduktion på 70 procent af udledningen af drivhusgasser i 2030 ”i forhold til niveauet i 1990” – uden at fortælle, at udledningerne allerede er faldet med omkring en fjerdedel siden dengang. Partiernes reduktionsmål er således reelt mindre end 50 procent målt fra den dato, da de indgik aftalen. Dette lille aber-dabei synes det meste af pressen at have overset, for alle vegne læser man om regeringens mål om at reducere med 70 procent.

Håber på et mirakel
Skønt målsætningen altså reelt er langt lavere, kan den blive svær nok at indfri, og den nye klimaminister, Dan Jørgensen, erkender da også, at han ikke aner, hvordan det skal kunne lade sig gøre, og hvad det vil koste. I virkeligheden håber han på et mirakel og medgiver, at det vil kræve teknologier, som endnu ikke er opfundet. Foreløbig har man udset sig landbrug og transport som de områder, der frem for nogen skal levere reduktionen. Hvad transporten angår, har man dog allerede måttet tage forbehold for planen om et stop for salg af benzin- og dieselbiler fra 2030, dels fordi vi ikke må for EU, dels fordi elnettet vil bryde sammen, når elbilerne skal lades op, medmindre det udbygges for mellem 32 og 48 milliarder kroner. Og så vil det nok knibe med at kunne indfri målene om minimumsnormeringer i daginstitutioner og om at uddanne og ansætte mere sundhedsfagligt personale, og hvad der ellers står på udgiftssiden i aftalen – hvis Budgetloven skal overholdes.

Mindst udledning pr. produceret enhed
Med hensyn til landbruget vil man ”tage initiativ til en jordreform”. Hvad den skal gå ud på, henstår i det uvisse, bortset fra, at der skal tages jord ud af drift. Det vil jo heller ikke ligefrem styrke bruttonationalproduktet. Desuden vil man bruge (EU’s) landbrugsstøtte til at få landmændene til at ”omstille til mere bæredygtig produktion”. Også her udestår, hvad der menes med det, for samme landmænd er i forvejen blandt dem i verden, der producerer med mindst udledning af drivhusgasser pr. produceret enhed. Her kan der derfor ikke være meget at hente, hvad det angår, idet det er almindeligt anerkendt, at økologisk landbrug ikke har lavere C02 udledning pr. produceret enhed end konventionelt landbrug.

Det ligner en opgave på niveau med løsningen af cirklens kvadratur. Hvad vi kan håbe på, er, at de initiativer, som kommer fra regeringen på baggrund af forståelsesaftalen, er båret af faglighed. Og det skal pressen såmænd nok medvirke til at sikre, allerede fordi den altid er kritisk over for den til enhver tid siddende regering og dens støttepartier.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – august 2019

Et folketing med muligheder

Efter folketingsvalget for nylig ser det politiske landskab unægtelig lidt anderledes ud, end det gjorde før valget. I skrivende stund er der endnu ikke dannet en ny regering, men mandattallene ligger jo fast. Inden valget kunne Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti danne flertal, og dette flertal uden om den daværende regering forsøgte at stramme Udbudsloven og dens forvaltning op for at få flere offentlige udbud opdelt i delkontrakter. Nu er det flertal væk.

Til gengæld har Enhedslisten under valgkampen lanceret et erhvervsudspil, som bl.a. har opdeling af de offentlige udbud med som et punkt, og lægger man Enhedslistens mandater til de tre førnævnte partiers, når man op på 93, dvs. et flertal i Folketinget. Også i det nye folketing er der altså et flertal, som ønsker flere opdelte udbud. Det skal vi naturligvis dyrke, så vi forhåbentlig kommer i hus med vore bestræbelser. Om det lykkes, afhænger af, om ikke mindst Socialdemokratiet, som i skrivende stund er i færd med at danne regering, står fast på den holdning, som partiet havde til Udbudsloven inden valget. Det kræver styrke, for i Finansministeriet hersker en tyrkertro på, at det er godt for samfundsøkonomien,

hvis der bliver købt stort ind. Jo større, jo bedre. At det svækker konkurrencen, når kun ganske få kan byde ind, synes ikke at tælle i deres opfattelse. Men nu er der altså et flertal, som vil noget andet, og det spændende er så, om dette flertal af politikere er stærkt nok til imødegå de embedsmænd, som var for stærke for dem i det gamle folketing. Vi får se.

I Enhedslistens erhvervsudspil, ”En erhvervspolitik med fokus på de små”, lægges der også vægt på, at ”mindst 50 pct. af den danske erhvervsfremmeindsats målrettes SMV’erne.” Det flugter meget fint med FødevareDanmarks udtrykte ønske om, at flere erhvervsfremmemidler kommer ud at arbejde i de små og mellemstore virksomheder, så det indgår vi også meget gerne i drøftelser med Enhedslisten og andre partier i Folketinget om. En udfordring ved erhvervsfremmesystemet i forhold til SMV’erne er de typiske krav om medfinansiering, som virksomhederne ofte ikke kan honorere, og som det er er svært at få banker og andre til at hjælpe med. Det kan vi forhåbentlig få gode drøftelser med politikerne om.

Et tredje punkt i Enhedslistens nye erhvervspolitik er et ”opgør med uretfærdige betalingsfrister”. Det har også længe stået på FødevareDanmarks ønskeseddel, så også her byder vi udspillet velkomment og håber, at også andre partier i Folketinget vil gå ind i kampen, som i øvrigt allerede er i gang i EU, hvor nye og gode regler er på vej på dette område. Der er i det hele taget nok at arbejde med for organisationer som FødevareDanmark i forhold til de nye folketing, uanset hvordan regeringen kommer til at se ud. Hvad det sidste angår, er det ikke mindst spændende, hvordan ressortfordelingen bliver. Vil det nuværende Miljø- og Fødevareministerium bestå, som vi kender det? Det vil det næppe, men jeg håber, at fødevaresektoren fortsat tilgodeses med den store politiske interesse, som et fagministerium er udtryk for. I befragtning af den rolle, som erhvervet spiller som en styrkeposition i vort land og i forbrugernes dagligdag vil det være en stor fejl at nedprioritere området. Men nu må vi se. I skrivende stund kan alting ske.

(Dette synspunkt har også været fremført på portalen Altinget.dk.)

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – juni 2019

Mangfoldighedens muligheder

Indtil 2006 var dette organ et medlemsblad for Danske Slagtermestres Landsforening. Frem til 2005 havde det heddet ”Kødbranchen” og før da bl.a. ”Slagter-Tidende”. Nu ville det favne bredere, og i 2006 flyttede ostehandlerne ind hos slagtermestrene i Odense, og nu blev bladet også deres organ. I 2012 kom organisationen Sammark også med i kredsen, og i 2015 kunne vi byde velkommen til først Danmarks Fiskehandlere og siden den nystiftede forening SMV Fødevarer, som bl.a. organiserer en del frugt- og grøntgrossister. Og samme år stiftede vi så FødevareDanmark som et fælles talerør for disse efterhånden adskillige organisationer. I 2018 blev kredsen suppleret af Smagen af Danmark, og pr. 1. april i år har vi haft den glæde at føje Danske Frokost- og Cateringleverandører til.

Og nu senest har pr. 1. maj også butikskæden Konditorbager meldt sig under fanerne. Fra at være et rent slagterblad er Fødevaremagasinet nu et blad, som stort set alle brancher inden for fødevaresektoren skal kunne spejle sig i. Dette er selv sagt en udfordring, for sideantallet er ikke udvidet i takt med, at de mange forgreninger er føjet til. Og for nylig har Danmarks Fiskehandlere på deres generalforsamling besluttet – forsøgsvis – at ville indstille udgivelsen af deres blad ”Fiskehandleren” for i stedet at lade sig omfatte af Fødevaremagasinet. Vi står altså nu med et blad, som har den utaknemmelige opgave at skulle gøre sig interessant for alle, som producerer og handler med fødevarer, uanset hvilke fødevarer det drejer sig om. Denne opgave tager vi som en udfordring og med stor tillid til redaktøren. En noget tilsvarende udfordring har vi naturligvis i organisationen FødevareDanmark og i særdeleshed i Danske Slagtermestre, som fremdeles er hovedmotoren i det hele. Også her skal alle de efterhånden mange forskellige typer virksomheder kunne se en fordel i et medlemskab, og disse fordele skal jo være at finde blandt organisationens aktiviteter og serviceudbud. Det er det basale. Derudover skal hvert enkelt medlem kunne hvile i en sikker forvisning om, at de i kraft af medlemskabet har en livline, som de kan benytte, hvis en vis facilitet brænder, og som kan yde dem værdifuld hjælp i en sådan situation, som alle pludselig kan komme ud for. Tænk for eksempel tilbage på Jørn A. Rullepølser, som mente at have styr på det hele, og som derfor stod temmelig alene, da det gik galt. Opgaven med at sikre, at de enkelte medlemmer af de enkelte organisationer kan se en værdi i medlemskabet suppleres naturligvis af opgaven med at sikre, at de enkelte organisationer under FødevareDanmark kan se en mening i at være med i dette fællesskab. De skal opleve, at de interesser, som de hver især har, kan varetages med større styrke, når der står flere bag. Når kammermusikken får orkesterstyrke. Denne mekanisme skal organisationerne kunne forstå, for at fællesskabet kan fungere, og sammen kan vi forhåbentlig også i fremtiden skabe forståelse for den hos alle de medlemsvirksomheder, som skal udgøre fundamentet for det stærke fællesskab.

Med disse ord: Velkommen til nu også Konditorbager!

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – maj 2019

Forslag til valgkampen

Det skortede ikke på advarsler, da den borgerlige regering i 2010 tog luft ind til at afskaffe lukkeloven – en afskaffelse, som blev en realitet under S/RV/SF-regeringen i 2012. Vi var mange, som advarede om, at afskaffelsen ville få samme konsekvenser i Danmark, som den har haft i Sverige, som ikke har haft en lukkelov siden 1970. Ikke meget talte for, at det ville gå anderledes i Danmark, end det var gået i Sverige, hvor specialbutikkerne stort set er forsvundet, og hvor dagligvarehandelen i overvældende grad samler sig i store centre i byernes udkanter med store supermarkeder som så dominerende butikstyper, at det nærmest ikke er til at opdrive en slagter- eller en ostebutik eller en fiskehandler eller en bagerforretning. Af samme grund kan man heller ikke længere uddanne sig til slagter i Sverige, for alt hvad der ligger i kølediskene i hypermarkederne er enten importeret eller fabriksfremstillet eller begge dele, så dér har en håndværker ikke noget at bestille. Groft sagt.

Derfor opfordrede Danske Slagtermestre og Ostehandlerforeningen for Danmark politikerne til, at man ikke afskaffede lukkeloven, ”før der er tilvejebragt en kvalificeret analyse af, hvilke konsekvenser det vil få for butiksstrukturen – og hvad deraf følger”. En sådan analyse kom aldrig, skønt der kom et papir, som påstodes at være en analyse. Det beskrev nok, hvordan det forholdt sig med lukkelove i andre lande, herunder Sverige, men indeholdt ikke nogen konklusion om, hvad man kunne lære af det. Så opfordrede vi til, at der nedsattes en analyse- og følgegruppe, som allerførst skulle tilvejebringe den manglende afdækning af de forventede konsekvenser for butiksstrukturen, hvis lukkeloven blev ophævet, og som altså bl.a. skulle ”se nærmere på butiksstruktur, ansattes vilkår, konkurrenceforhold, rekruttering af faglært arbejdskraft, varekvalitet, land/by m.v.,” hvis lukkeloven faktisk blev ophævet.

Det blev den som bekendt, og så etablerede man et polsk parlament under ledelse af en kontorchef i Erhvervsstyrelsen, langt fra de politiske beslutningstagere. Dette besynderlige forum holdt derpå nogle møder, inden det måtte lukkes i erkendelse af dets uduelighed, og siden har ingen øjensynligt interesseret sig for, hvad konsekvenserne af afskaffelsen af lukkeloven er blevet.

Efter snart syv år kan vi imidlertid mere end ane dem: Alle byer kender nu til tomme butikslokaler i bymidterne, hvor specialbutikkerne lukker som en konsekvens af, at de ikke kan holde trit med åbningstiderne i supermarkederne. De kan ikke have skoleelever til at passe butikkerne, og så er det simpelt hen for dyrt at holde åbent om aftenen og om søndagen, også fordi overenskomsterne ikke er tilpasset den nye virkelighed. Og resultatet er, at flere og flere byer bliver mindre og mindre interessante at bo i, for hvem har lyst til at bo i en købstad med stængede butiksvinduer og et deraf følgende fattigt handelsliv. Jeg skal ikke nægte, at også andre faktorer spiller ind – internethandelen ikke mindst. Men så meget desto mere er der grund til at tænke ny politiske tanker om, hvordan man kan dæmme op for den kedelige udvikling i antallet af tomme butikker. Dette kunne passende være et tema i den valgkamp, som nu udkæmpes op til det forestående folketingsvalg.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark – april 2019

 

No Brexit

Når disse linjer læses, kan der godt være vedtaget en plan for, hvordan Storbritannien skal forlade EU pr. 29. marts i år. Denne dato har jo i hele forløbet om Brexit været den, som skulle være briternes sidste dag i unionen, men nu, da det er meget tæt på, og der i skrivende stund endnu ikke er en plan, som det britiske parlament har kunnet tilslutte sig, er det på det nærmeste sikkert, at det ikke kommer til at ske. Selv har jeg helt fra begyndelsen sagt, at der slet ikke kommer noget Brexit, fordi der med sikkerhed kommer en ny afstemning, hvor der vil være flertal for, at Storbritannien forbliver i EU, men selv hvis en sådan udmelding om en ny afstemning ikke kommer inden denne måneds udgang, tør jeg vædde om, at Storbritannien i hvert fald ikke udtræder den 29. marts. Hvor Danmark og vel de fleste andre EU-lande, som har samhandel med briterne, har forberedt sig på det værste, har briterne selv intet foretaget sig for at afbøde katastrofen – for eksempel ved at forberede nogle handelsaftaler, som kan træde i kraft, når eller hvis nationen forlader fællesskabet. Det vil de måske forklare med, at ingen kender betingelserne, fordi der ikke er nogen aftale med EU, men så kunne man jo lave aftalemodeller ud fra de scenarier, der er. Men nej. Sådanne aftalemodeller vil enten styrke eller svække alvoren i udtrædelsen, og ingen af delene har den britiske regering nogen interesse i.

Den har tværtimod en interesse i, at der både lever en forventning om en katastrofe og en det-skal-nok-gå-alt-sammen-opfattelse. Katastrofescenariet skal få modstanderne til at stemme for regeringsoplægget, og det modsatte scenario skal få regeringens støtter og befolkningen og erhvervslivet til ikke at gå i panik. Så nej, på det handelsmæssige område er der hverken en plan A, B eller C, hvis man spørger den britiske regering, og selv hvis den havde prøvet, var den formentlig stødt på nogle meget vrangvillige forhandlere i Bruxelles, hvor man heller ikke har lyst til at tegne et klart billede af, hvilke konsekvenser et Brexit vil få.

Dér hygger man sig vældigt over det britiske kaos i forhåbning om, at det afskrækker alle andre medlemslande fra at finde på noget lignende, og af samme grund møder premierminister Theresa May ikke andet end forundrede blikke, når hun møder op for at få en aftale, som hendes hjemlige bagland vil sige ja til. Men igen: Det hele bliver slet ikke til noget. Det vil måske allerede stå klart, når dette læses. Når de sidste muligheder for et flertal for en aftale er udtømt i det britiske parlament, og når det samtidig står klart, at EU ikke rokker ved sin position og der derfor ikke kan komme en grundlæggende ny aftale, så er der kun en ”no-deal” at se frem til. Så er det nordirske spørgsmål ikke løst, og så er skotternes ønske om at forlade Storbritannien – for at være med i EU – en trussel, som kan få hele nationen til at falde fra hinanden. Det vil kun kunne afværges på én måde: Ved at spørge vælgerne igen. Faktisk vil det være helt uansvarligt at lade være, for nok stemte de nej til at forblive i EU, men det var på nogle valgløfter om, at alt andet end suveræniteten ville fortsætte uændret. Med et ”no-deal” bliver det mildt sagt anderledes, og det skylder man vælgerne at kunne forholde sig til. Og måske har dette i virkeligheden hele tiden været Theresa Mays plan. Hun var jo modstander af Brexit ved folkeafstemningen i 2016, og mon ikke hun er det endnu.

Torsten Buhl, Direktør, FødevareDanmark –  marts 2019

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies