Arkadekig til det arbejdende pølsemageri

af Rikke Holm

Til september flytter Slagteren v/ Thomas Kyhn Madsen fra Næstved midtby til en nyetableret slagterforretning i Sct. Jørgens Park butikscenter. Flytningen giver mulighed for at få flere m2 og tiltrække helt nye kunder, men også tænke i nye baner, når alt alligevel skal indrettes fra grunden. Bl.a. får kunderne i fremtiden et kig fra centergangen direkte ind i det arbejdende pølsemageri. Det gode kvalitetshåndværk er der ingen grund til at gemme af vejen, mener Thomas Kyhn Madsen.

Thomas Kyhn Madsen åbnede Slagteren i Næstved i 2012. Det var under finanskrisen, og det skortede ikke på advarslerne om at starte ny forretning. Thomas Kyhn Madsen kunne dog starte op uden at gældsætte sig, og han drev i flere år butikken på egen hånd. Han og kæresten var forberedte på, at han nok ikke kom til at tjene det store de første år, og det holdt meget godt stik, fortæller Thomas Kyhn Madsen. Han er uddannet slagter og har tidligere bl.a. arbejdet inden for detailhandel og på et engroslager for kød. – Jeg åbnede slagterbutikken i lokaler, hvor der tidligere har ligget smørrebrødsforretning og år forinden en slagter. Udviklingen har været rigtig god, og salget stak helt af under coronaen, men uden at jeg rigtig har haft mulighed for at øge kapaciteten pga. pladsmangel. Jeg mangler mest af alt kølekapacitet, fortæller Thomas Kyhn Madsen.

Dobbelt op på m2 og omsætning

Da han blev ringet op af ejerne af Sct. Jørgens Park butikscenter, om han kunne have lyst til at flytte sin slagterforretning, var han ikke længe om at acceptere tilbuddet. Sct. Jørgens Park butikscenter ligger i et boligkvarter med 900 lejemål og et opland på 27.000 beboere. Det er en by i byen, og området har længe efterspurgt en slagter. Butikscentret er pt. under renovering for 100 mio. kroner, og Thomas Kyhn Madsens nyindrettede butik bliver dobbelt så stor som den nuværende; 200 m2 salgsareal og produktion samt fuld kælder.

Det betyder en højere husleje, men til gengæld skal Thomas Kyhn Madsen kun selv betale for en ny rygeovn og salgsdisk, mens ombygning og øvrigt inventar bliver betalt af centrets ejere. Flytningen vil bl.a. effektivisere arbejdsgangene, forventer Thomas Kyhn Madsen. I dag bruger han tre dage på at ryge bacon i en stenovn fra 1940´erne. Den nye ovn kan udføre arbejdet på ni timer. – Slagterbutikker åbner næsten altid i lokaler, hvor der tidligere har ligget en slagter. Her får jeg en helt ny butik, hvor jeg selv er med til at bestemme indretningen. Da jeg så lokalerne første gang, foreslog jeg ejerne at bygge pølsemageriet, så man kan kigge ind i det fra arkaden. Det var de med på. Jeg har aldrig været bleg for at vise mit håndværk. Da jeg flyttede ind i min nuværende butik, startede jeg med at fjerne alle døre, så kunderne kan se, hvad der foregår i baglokalerne. Jeg har set rigeligt med tossestreger og solgt min andel af gummikød i min tid i supermarkeder. I min egen forretning vil jeg hellere bede kunden om at komme igen om 14 dage, end jeg vil sælge en umoden culotte. Thomas Kyhn Madsen forventer med flytningen at fordoble sin omsætning og også ansætte et par faguddannede slagtere, som kan håndværket fra bunden. Men de hænger ikke på træerne, lyder vurderingen.

Center for specialbutikker

Sct. Jørgens Park består udelukkende af specialbutikker, og Thomas Kyhn Madsens slagterforretning bliver centrets eneste fødevarebutik. Ud over nye strøgkunder forventer Thomas Kyhn Madsen, at 90% af hans eksisterende kunder følger med til de nye lokaler. Mange af dem er unge, der har fået øje på, at kød fra en slagter er anderledes end det, man køber i supermarkedet. - 99% af vores kød er lokalt produceret. Oksekød, kalv og lam kommer fra Stensved Slagtehus, mens vores svinekød kommer fra Hvidebæk. Kyllingerne er fra Gråsten Fjerkræ, da der ikke er en producent på Sjælland. I butikken sælger vi bl.a. også pålæg, salater, hjemmelavet pesto og en række forskellige syltevarer. Jeg har en kok ansat, som står for færdigretter og salater, mv., men fordi kapaciteten er fyldt helt ud, sælger vi ikke meget mad ud af huset ud over jul og nytår, forklarer Thomas Kyhn Madsen. Markedsføring foregår på Facebook, men FødevareDanmark er klar med en ny hjemmeside, når butikken genåbner i Sct. Jørgens Park. Faktisk lukker butikken i de eksisterende lokaler allerede til Sankt Hans. Her står Thomas Kyhn Madsen nemlig med ansvaret for at opbygge salgsområdet med barer, restauranter mv. på Roskilde Festival. For som han siger: Fordi man arbejder 70-90 timer ugentligt, kan man jo godt supplere med frivilligt arbejde.

FVM, juni 2023

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies