FødevareDanmark er en nystiftet paraplyorganisation

af Eivind Sønderborg Johansen

En ny paraplyorganisation for små og mellemstore fødevarevirksomheder, FødevareDanmark, blev stiftet den 30. juli. Bag den nye organisation står Danske Slagtermestre, Ostehandlerforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandlere og foreningen SMV Fødevarer. Formand for FødevareDanmark er slagtermester Leif Wilson Laustsen, der også er formand for Danske Slagtermestre udtaler: -Den nye paraplyorganisation er sat i verden for at tale de mindre fødevarevirksomheders sag over for politikere, myndigheder og offentligheden. Med dannelsen af FødevareDanmark taler et stort antal af branchens virksomheder nu med én stemme. Det giver dem en volumen, der gør det muligt for dem i højere grad at præge dagsordenen i drøftelser og forhandlingermed myndigheder og beslutningstagere, siger Leif Wilson Laustsen og uddyber: - Jeg tror også, at vi med den større volumen bedre kan få forklaret omverdenen, hvor vigtigt det er at sikre de små og mellemstore virksomheder og på den måde skabe beskæftigelse og liv i landets lokal- og yderområder, siger Leif Wilson Laustsen.

Vigtigt at stå sammen

Formanden for SMV Fødevarer og direktør i Randers Kød Engros ApS, Kaspar Jakobsen, deler Leif Laustsens synpunkt: - FødevareDanmark er et udtryk for, at de mindre førevarevirksomheder står sammen, og det er vigtigt for at sikre virksomhederne gennemslagskraft politisk, påpeger Kaspar Jakobsen. Formanden for Danmarks Fiskehandlere, Martin Maric, som er næstformand i den nye organisation, vurderer, at etableringen af FødevareDanmark vil styrke de små og mellemstore fødevarevirksomheders politiske profil og derved gøre det nemmere for dem at få adgang til indflydelse i det politiske system. - Slagtere, fiskehandlere, ostehandlere og andre virksomheder har mange fælles branchepolitiske problemstillinger, som det er oplagt for den nye paraplyorganisation at tage op, påpeger Martin Maric.

Tre mærkesager

Leif Wilson Laustsen oplyser, at FødevareDanmark allerede har tre mærkesager på dagordenen. Den ene er afgifterne på spildevand, hvor reglerne i dag er konkurrenceforvridende, fordi de favoriserer store virksomheder økonomisk på bekostning af mindre virksomheder. En sag som Danske Slagtermestre i øvrigt har indbragt for EU-kommissionen, hvor den for øjeblikket behandles. Den anden sag er EU-lovgivningen om arbejdsmiljø, hvor en i praksis urealistisk og umulig regel forbyder, at en person må løfte mere end 12,5 kilo ad gangen. Den sidste mærkesag handler om reglerne for statens og kommunernes indkøb, hvor små og mellemstore virksomheder sjældent har en chance i udbudsrunder, fordi tendensen er, at indkøberne ønsker totalleverandører. Når det gælder fødevarer, betyder det, at kun tre-fire store danske grossistvirksomheder har en reel chance for at komme til fadet i en udbudsrunde. Et forslag til en, EU-baseret lov om udbud var på vej gennem Folketinget, da folketingsvalget blev udskrevet, og lovforslaget dermed bortfaldt. Det ventes genfremsat til efteråret, hvor FødevareDanmark vil forsøge at gøre sin indflydelse gældende, lige som Danske Slagtermestre gjorde det under lovforslagets behandling i foråret.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies