Fra kaos til happy ending

af Hanne Gregersen

Siden 2018 har City Vest i Århus befundet sig et limbo, hvor centrets butikker har levet mellem løfter og tavshed. Nu siger Slagter Stjernholm farvel og rykker med glad forventning til ny adresse. Familien Stjernholm har været en fast del af City Vest, siden det i 1973 under navnet Gjellerup-Centret slog dørene op i den store Brabrand-bebyggelse vest for Århus. Allan Stjernholms farfar var med fra starten. I 1977 overtog sønnen, Lars Stjernholm, slagterbutikken, og i 2007 påbegyndtes et generationsskifte med Allan Stjernholm som er 3. generation, som blev afsluttet i 2011. Gennem årene har han engageret sig i både sin forretnings og centrets ve og vel og endda siddet som centerformand. For han var glad for centret.

Derfor var han nok også – for – længe om at finde en ny placering uden for centret, konkluderer han selv i dag. – Siden 2019 har jeg tabt ca. en tredjedel af omsætningen, siger han – men vi håbede ligesom de øvrige centerbutikker, at de skiftende ejere ville realisere deres mange løfter om fornyelser og renovering.

Fra ondt til værre

Allan Stjernholm understreger, at der selvfølgelig ER sket forbedringer i centret, men i de senere år har der mest været tale om ”strategisk tomgang” – en vending han har lært at kende i sin omgang med de skiftende ejere, som efter hans mening mest har siddet på hænderne. - Når centret i løbet af fem år har mistet over 40 butikker, uden at der gribes ind, kan jeg ikke finde et bedre udtryk for deres passivitet, kommer det med bid i stemmen. Da Danske Shoppingcentre købte City Vest i 2019, blev der igen lovet en fornyelse af centret, uden at der rigtigt skete noget, og forretningerne og dermed kunderne sivede fortsat. I januar i år købte entreprenørfirmaet A. Enggaard City Vest med positive meldinger om, at centret havde en fremtid, men først skulle det afklares hvordan. - Jeg har haft positiv dialog med Enggaard, der har tilbudt mig nye lokaler, når centret er ”ommøbleret,”, siger Stjernholm. – Jeg har takket nej, for jeg tror desværre ikke, at City Vest eller min butik kan holde sig oven vande, indtil det er sket. I de seneste måneder er det bare gået fra ondt til værre. Vi er nu under 20 forretninger tilbage herude. Og ganske snart er han der heller ikke længere. Lejemålet er sagt op. Beslutningen er drøftet med hans far, for der har trods alt været en slagter Stjernholm på stedet i centrets samfulde 50 år. Men det er svært at opretholde loyaliteten for et center, der lader fundamentet smuldre. For en sikkerheds skyld mærkede den 43 år unge Stjernholm lige efter, om han fortsat ville være slagter. Det ville han, så var det kun at finde ud af, hvor den nye butik kunne ligge.

En fri mand

Hvor – blev på Søren Frichs Vej i den ende, der ligger et par stenkast fra indre by. I nr. 7 helt nøjagtig, i en spritny butik i et nyopført bykvarter med boliger til 15.000 mennesker. Allan Stjernholm har fået lov at bestemme indretningen, mens bygherre tager sig af alle levnedsmiddel-, hygiejne- og andre myndighedskrav, der gælder for fødevarebutikker. Til overflod kan butikken disponere over en del af fortovet foran forretningen, ligesom der er frihed til at bruge butikslokalet til andet end slagterforretning – hvis han alligevel ikke vil være slagter resten af sine dage. Selv om Allan Stjernholm har været glad for centret, kalder han sig nu en fri mand. Han er ikke længere underlagt de fælles regler om åbningstider og åbningsdage, der gælder for forretningerne i et storcenter. I sin kommende butik bestemmer han selv åbningstider og lukkedage, og hvad der ellers skal til for at tiltrække en helt ny kundekreds. Han tror dog, en del af de gamle kunder vil følge med til Søren Frichs Vej. De har spurgt meget til, hvor han skulle hen, og afstanden er trods alt kun 3,5 km, forklarer han.

Brug den bedste

Den nye butik er kun halvt så stor som centerbutikken. Det betyder, at Allan Stjernholm må vurdere hvilke varer, butikken fremover selv skal lave. F.eks. flytter pølsemageriet ikke med i de nye lokaler. I stedet entrerer han med Slagter Kirkeby i Skjern om at lave Stjernholm-pølser efter den gamle familieopskrift. – Hvis man ikke selv kan lave det bedste, må man købe hos de bedste, siger han og pointerer, at man som slagter ikke bare skal kunne svinge kniven, men også være en god købmand. Han skærer heller ikke hele og halve kroppe op, men køber udskæringer hjem. Til gengæld laver butikken selv andre charcuterivarer, færdigretter og mad ud af huset fra bunden. Slagter Stjernholm-brandet holdes i hævd. Men der kommer nye ting på menukortet, for Allan Stjernholm er ganske bevidst om, at han skal appellere til et noget andet kundesegment end hidtil. Unge mennesker og 50+’ere, der har solgt huset og er flyttet ind til byen. Folk, der vil have det let. Så hvad efterspørger de, hvad vil de købe? – Alt i alt en stor mundfuld, der godt kan virke lidt angstprovokerende, erkender han. – Omvendt glæder jeg mig helt vanvittigt. Butikken ligger tættere på centrum, hvad jeg tit har ønsket mig, der er direkte adgang til det fri og udsigt til by, gade og trafik. Jeg er meget forventningsfuld. Slagter Stjernholm version 2.0 slår dørene op i uge 31.

FVM, maj 2023

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies