God start for det første Madværksted

af Per Aaskov Karlsen

Den nye fødevaremesse Madværkstedet, som er tænkt som et supplement til Foodexpo, blev godt taget imod af både udstillere og besøgende, da messen havde premiere 21.-22. marts. Messen, der var planlagt til 2 intense dage i Lokomotivværkstedet i København, var på forhånd udsolgt med mere end 150 udstillere og mange produktnyheder.

Inspirerende foredrag

Omdrejningspunktet for messen var trendområdet, Det Levende Madværksted, hvor udstillere og kendte kokke gennem 28 forskellige sessioner kunne underholde, inspirere og vejlede besøgende om alt fra bagning af grødboller og baristashows til nyttig viden om fødevaretrends.

Trends og målgrupper

På anden dagen for messen blev der afholdt foredrag for Cafébranchen og andre interesserede i forbrugertrends. Kontaktdirektør Anette Grothe fra bureauet Opening talte bl.a. om ”Millennials”, som er forbrugere i alderen 15 – 34 år, hvis livsgrundlag er ”Wi-fi is my life”. Generationen bliver også kaldt ”Peter Pan” generationen, som ønsker evig ungdom, og som nægter at vokse op. For denne gruppe handler det ikke længere kun om barista, latte og brunch, men nu også økologi, bæredygtighed og i det hele taget sociale aspekter. Kendetegnende for gruppen er også, at den har et pænt stort kaffeforbrug, fortalte Annette Grothe.

Designekspert og TV-vært Mads Arlien Søborg fortalte om trends i efterspørgslen efter unikke oplevelser. Ifølge Mads er gourmet fast food i form af slagterrestauranter en af de sikre trends i markedet. Forbrugerne vil gerne se kødet blive skåret ud og nyde det efterfølgende, når kokken har tilberedt det. En anden trend er også at få kokken hjem i sit eget hjem for at sikre den optimale madoplevelse. De sociale medier har været medvirkende til, at kunderne kan dele oplevelserne på fx Instagram, Snapchat og Facebook. Tidsånden omfatter også ”urban camping”, ”Digital Detox”, hvor hoteller og restauranter udbyder muligheder for at koble helt af fra dagligdagen, der for de fleste omhandler at være PÅ hele tiden og afhængig af at være ”on-line”. Kunderne efterspørger ro, ekstreme og autentiske oplevelser. Madmarkeder bliver til turistattraktioner, gourmet fast food og ”new vegans” opstår.

Den driftige erhvervsmand Christian Stadil fortalte, at han fandt fødevarer som det mest sexede investeringsområde nu og i fremtiden. Jordens befolkning er i fortsat hastig vækst, og nu forventes befolkningen at nå 11 milliarder i år 2100. Han ser efterspørgslen efter protein og ”healthy snacking” som en sikker trend. Derfor tilbyder han også proteinbarer bl.a. baseret på æg under konceptet Mät. På spørgsmålet om Christians egne madvaner fortalte han til forsamlingen, at han spiser grød hver morgen, dropper frokosten og faster én dag om ugen.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies