Mesterslagternes Nak og Æd

af TEKST OG FOTO: TROELS ROMBY LARSEN

Kødets lystige svende foldede sig på alle måder ud under en midtjysk plantagejagt. Kassen med flæskesværene og de små, slanke krydrede snackpølser fulgte os hele dagen. Hvor de fleste af os andre har et motto om ikke at gå ned på udstyr, synes de cirka 30 slagtermestre samt deres indbudte leverandører af marinader og slagterudstyr fra hele Danmark at være enige om, at man som Mesterslagter aldrig må gå ned på flæskesvær og pølser. I hvert fald faldt „vandstanden“ i kassen med lækkerier gevaldigt efterhånden, som oktoberdagen skred frem, og Herculesmaskiner og andre fly på skift gjorde klar til landing over vores hoveder. Vistorp plantage, som med sine 111 ha ligger blot et par kilometer fra Karup Flyveplads, var denne dag nemlig rammen om et særligt arrangement, som Danske Slagtermestre (specifikt Mesterslagter-kæden, red.) havde inviteret til. Hele ideen bygger på ønsket om at samle branchens fagfæller til arrangementer, som både har et fagligt og et socialt formål. Frisklavet leverpostej Det flotte jagthus beliggende midt i Vistorp plantage var fyldt til bristepunktet med morgenfriske jægere, hvoraf et par stykker var kommet kørende den lange vej fra Hillerød, for at kunne deltage i det flotte arrangement. Rundstykker, velduftende, frisklavet leverpostej og flere slags pølser blev indtaget i rekordtempo og skyllet ned med rigeligt sort kaffe, mens slagtermester Bo Berthelsen i sin egenskab af formand for Mesterslagteren bød velkommen til Mesterslagternes udgave af Nak og Æd. – Jørgen Schouboe og Nicolai Kirk fra DR har gjort et rigtigt godt forarbejde for forbrugernes forståelse for jagt og det at slå et dyr ihjel; det prøver vi at arbejde videre med, sagde Bo Berthelsen, som også takkede blandt andre slagtermester Ole Erlandsen, som på vegne af sit jagtkonsortium havde stillet jagthytten og reviret til rådighed.

Pas på dåvildtet

Herefter afsang forsamlingen „Solskin kan man altid finde“ efterfulgt af et trefoldigt hurra. Nogle havde hørt, der var masser af kronvildt i skoven, jyderne var sikre på, at snepperne måtte være kommet, de fleste skrev nogle optimistiske tal, der næppe kunne være andet end et skud i tågen på en dag, der ellers startede meget flot og kun endte med en minimal portion støvregn. – Husk nu, pointerede Allan Tølbøll Kristensen, som er en af revirets jagtlejere, at dåvildtet er fredet! Minutter senere, efter at Kristian Kaasgaard på smukkeste vist havde blæst „Jagt begynd“, sad alle i tårne eller stod på jorden, da det første skud rungede igennem skoven. Peter Albrecht, viste det sig senere, havde formået at stå helt stille, da en kronhind kom listende i forsøget på at snige sig ud af såten. Første stykke vildt var dermed nedlagt.

Jægere og slagtere bruger hinanden

I en af pauserne mellem såterne får jeg en snak med Mads Illum Hansen, der er marketingkonsulent ved Danske Slagtermestre. – Mange af slagterne går på jagt eller møder jægere i forbindelse med deres butikker grundet deres viden om dyrs anatomi, kødkvalitet og vildtets mange anvendelsesmuligheder. Det er lige fra pålæg til rundstykkerne og madpakken, når de gule ærter skal tillaves efter en lang og kold jagtdag til saltning og rygning af dyrekøllen, hvis heldet har været med jægeren. Også hvis der skal bruges en god hjemmelavet leverpostej - som i dag, eller jægeren skal have en god, hjemmelavet slagter-bacon eller spæk på harestegen, rådføres der med slagteren. I det hele taget er slagterne vigtige medspillere for jægerne, når det kommer til hvilke lækkerier, der skal på panden eller i gryden, fortæller Mads Illum Hansen, der selv er jæger og i dagens anledning er driver sammen med hundefolkene.

Flot kronhjort til paraden

I dagens sidste såt rejser en kronhjort sig i kanten af nogle lærketræer. Et par af jægerne bliver så overraskede, at de ikke når at få riflen til skulderen, før hjorten spurter mod øst. Langs et stort åbent stykke står der imidlertid 4 skytter placeret og slagtermester Jens Berthelsen er den, der til sidst får så godt hold på hjorten, at den trimler blot 40 meter fra det jagttårn, som undertegnede sidder i.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg acceptere alle cookies