Sejt makkerpar er lykkes med økologiske kyllinger og ænder

af Torben Svane Christensen

Christian Steen Mortensen og Elias Hall har kæmpet hårdt for at få en virksomhed med opdræt og slagtninger af kyllinger til at lykkes, men i dag er der 15 ansatte på Vendsyssel Fjerkræslagteri og et mindre opdræt af økologiske kyllinger, der går i en nordjysk skov og spiser insekter.

Iværksættere er gjort af et særligt stof, og de lader sig ikke slå ud af lidt modgang. Det er Christian Steen Mortensen og Elias Hall et godt eksempel på. Sidstnævnte begyndte for fire år siden som nyuddannet økologisk landmand at arbejde for Christian Steen Mortensens far, der har et landbrug i det nordjyske. Christian Steen Mortensen er udlært landmand, men blev siden tømreruddannet og arbejdede i byggebranchen en årrække, men så begyndte han med firmaet Alstrup Organic at lave økokyllinger i en tidligere svinestald. - Christian havde sin egen ejendom, og han lavede kyllinger til Rose Poultry, men så opsagde firmaet ret pludseligt alle aftaler med deres leverandører, fortæller Elias Hall. Lidt kækt foreslog han Christian, at de da sagtens selv kunne sælge de kyllinger til lokale kunder. - Men da jeg så fik at vide, at han lavede 125.000 kyllinger årligt, kunne jeg godt se, at det var for stor en opgave. Vi kunne heller ikke bruge de samme stalde til opdræt, da de var bundet op på aftalen med Rose Poultry. Så startede vi op med 1000 kyllinger i en anden stald, og dem fik vi slagtet ved et lokalt slagteri. Kyllingerne blev solgt under navnet Familien Mortensen Skovkyllinger, siger han.

Kold kanvas med mange smagsprøver

Det var Elias Jensen Hall, der stod for det opsøgende salg, hvor han ringede rundt til kantiner og efterskoler i Nordjylland. - Der røg 200 kyllinger som smagsprøver, og resten blev solgt, så vi troede på, at der var et marked for vores kyllinger, siger han. Derfor satte de gang i 3000 kyllinger, der skulle sælges, men det viste sig at blive en smule vanskeligt. - Jeg ringede rundt til alle dem, der havde fået smagsprøver, men de ville ikke have kyllinger, og de der havde købt fra første parti, havde stadig kyllinger i fryseren. Så vi spiste selv rigtig, meget kylling på det tidspunkt, siger han.

 

Krisen satte en stopper for salget

Men makkerparret fik så småt flere og flere faste aftagere af kyllinger, og de 3000 kyllinger blev afsat - så kom Corona-krisen. - Alle efterskoler, restauranter og kantiner lukkede ned, og vi var for små til at få støtte fra staten, så jeg tog til København for at læse en overbygning til landbrugsuddannelsen som produktionsleder. Samtidig udvidede jeg mit netværk, og vi troede stadig på, at vi kunne få gang i firmaet igen, siger han.

Stort gennembrud

Det store gennembrud kom, da de to fik en aftale i stand med en københavnsk grossist, der gerne ville aftage 50.000 slagtede kyllinger. - Det var jo fedt, men vi kunne ikke slagte så meget selv, så vi tog kontakt til Poul Raunsmed, der havde Vendsyssel Fjerkræslagteri. Men her fik vi at vide, at han ikke ville drive slagteriet mere, men vi kunne købe eller leje slagteriet. Umiddelbart tænkte jeg ikke, at det var en god idé, fortæller Elias Jensen Hall. Men hans makker var af en anden holdning, og på køreturen hjem fra snakken med ejeren af slagteriet fik han overtalt Elias Jensen Hall til at gå med til, at han skulle overtage Vendsyssel Fjerkræslagteri. - Christian og jeg har det samme syn på økologi. Vi vil tilbyde kunderne et bedre produkt. Vores kyllinger har det godt og går i skoven og spiser insekter og orme. Vi laver et kødprodukt, som vi kan stå inde for. Så jeg kunne godt se fornuften i, at vi fik vores eget slagteri, siger han.

Hjælp fra tidligere jer

De havde advokat og revisor inde over i forhold til købet af slagteriet, og der gik 1½ måned fra det første møde med den tidligere ejer til, at Elias Jensen Hall kunne kalde sig slagteriejer i en alder af kun 22 år. - Vi startede op den 1. marts i år. Der var mange kyllinger at slagte til at begynde med. Alt for mange til, at jeg kunne slagte dem ene mand, men heldigvis ville Poul Raunsmed gerne være slagter hos mig, så jeg bruger mest tiden på at få aftaler med kunder på plads og være leder, siger han.

Der er nu 15 ansatte på lønningslisten hos Vendsyssel Fjerkræslagteri, hvor de tre er på fuldtid, men det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft til en rimelig løn. - Det er lykkedes at finde gode ansatte til en rimelig løn, vi kunne betale, siger han og fortæller, at de ansatte udover danskere kommer fra Ukraine, Polen og Eritrea. - Jeg er glad for, at jeg har taget overbygningen som produktionsleder, og jeg vil gerne lave en god arbejdsplads, hvor der er plads til alle, og hvor de ansatte gerne møder ind et kvarter før til en kop kaffe og en snak, understreger han.

Stor aftale gik i vasken

Desværre gik aftalen om de 50.000 kyllinger i vasken. - Vi satte en produktion i gang på 4000 til grossisten i København, men så steg priserne på foder og vores kyllinger steg tilsvarende i pris, og så ville kunden ikke være med mere. Heldigvis havde vi flere gryder i kog i forhold til andre kunder, siger han. Det var blandt andet direkte salg til køkkener og kantiner.  - Ja, lige pludselig ville alle gerne have vores kyllinger. Vi fik et også gang i et samarbejde med en anden grossist, der ville aftage kyllinger. Nu laver vi selv mellem 10.000 og 15.000 kyllinger om året, og så lønslagter vi ved siden af. Vi skal ikke op i en stor volumen, for det ville vi drukne i. Hvis vi ved udgangen af 2022 kan gå i nul, så er det ok. Men prisen på strøm er jo steget helt vildt, så vi skal betale måske 150.000 kroner mere om året. Emballagen er også steget i pris. Men jeg har en god mavefornemmelse, og vi skal nok få lavet en virksomhed, der kan løbe rundt, siger Elias Jensen Hall, der har meldt virksomheden ind i SMV Fødevarer. - Der er meget, vi kan få rådgivning om hos SMV Fødevarer. Vi har brugt dem allerede. Det koster nogle penge, men det er godt givet ud, siger han.

FVM september 2022

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies