Årets bedste kantine ligger i Aarhus

af Kilde: Landbrug & Fødevarer

For ellevte gang kårer Landbrug & Fødevarer årets kantine. Prisen går i år til Liselotte Kira Gregers Andersen, som igennem Cheval Blanc Servicerestauranter driver kantinen hos BDO i Aarhus. Her får medarbejderne mad, der er lavet med hjerne og hjerte. Der var ikke megen tvivl hos juryen til Kantineprisen 2014, efter de havde været på uanmeldte besøg i de nominerede kantiner. Med sine klare holdninger til kvalitet, råvarer og smag og sit store engagement omkring at skabe en bæredygtig og spændende kantine, var Liselotte Kira Gregers Andersen fra BDOs kantine i Århus, en klar vinder af Kantineprisen 2014.  - Feltet var også i år rigtig stærkt, men da vi havde besøgt alle nominerede til årets Kantinepris, var det tydeligt, at Liselotte Kira Gregers Andersen skilte sig ud. Hendes engagement i sin kantine, og den måde hun både udfordrer og hjælper sine gæster i kantinen er helt unik. Hun har virkelig fokus på smagsoplevelsen, og årets tema ”Mening i måltidet” skinner klart igennem i kantinen. Det er mad med hjerne og hjerte, der serveres hos Liselotte, siger seniorkonsulent Vickie Kristensen fra Landbrug & Fødevarer, der er ansvarlig for Kantineprisen. Liselotte Kira Gregers Andersen tager begrebet friske råvarer så alvorligt, at hun tager sin kollega med i skoven efter bær og vilde urter, som de kan bruge i madlavningen. Derudover er hun altid klar med et godt råd om tilberedning eller råvarer til sine gæster i kantinen, også selvom det skal klares pr. sms efter arbejdstid. - Liselotte Kira Gregers Andersen brænder med al tydelighed for mad og madlavning. Det viser hun dagligt i den mad, der serveres hos BDO, men også i de projekter hun involverer sig i. I år har hun for eksempel været ambassadør på Store Smagedag, og hun giver råd og vejledning til alle, der spørger, siger Vickie Kristensen.

Bedste dag siden 1992
Det var en jublende lykkelig køkkenchef, der indtog scenen for at modtage sit trofæ, blomster og diplom, som vinder af Kantineprisen 2014. - Det er den bedste dag, siden vi vandt i 1992, siger Liselotte Kira Gregers Andersen, med reference til Danmarks EM sejr i fodbold. Og selvom det måske er sagt med et smil på læben, er hun meget glad for prisen. - Det er simpelthen så fedt. Det er jo noget, man har gået og tænkt på i et halvt år. Det har alligevel fyldt meget, så jeg er kisteglad, siger hun.  For hende er prisen et symbol på alt den glæde, hun får igennem sit arbejde. - Jeg brænder for mit arbejde - hver dag. Nogle gange vågner jeg om natten, fordi jeg lige har fået en ide til en ret eller en ingrediens jeg vil bruge. Det er det, jeg helst vil lave, og så vinder jeg i dag, det er helt utroligt. Jeg tror, vi skal have bobler på arbejdet i morgen, siger Liselotte Kira Gregers Andersen. Liselotte Kira Gregers Andersen blev afsløret og hyldet som vinder af Kantineprisen til erhvervets nye store festdag, Fødevaredagen, den 28. oktober i Turbinehallen i Aarhus. Se www.kantineprisen.dk

På billedet ses vinder af Kantineprisen 2014, Liselotte Kira Gregers Andersen, sammen med direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer. Foto Claus Pedersen.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies