Årsmøde FødevareDanmark

af Per Aaskov Karlsen

Årsmødet, som blev afholdt torsdag den 24. august på Severin Kursuscenter i Middelfart, var i år et fælles årsmøde for alle foreninger og organisationer under FødevareDanmark-paraplyen. De spændende foredrag og indlæg bestod af indlæg om det nye udvidede producentansvar for emballage, som er på vej, ved konsulent Rikke Halkjær Kristensen fra VANA, men også af foredrag ved Steffen Andersen fra Verdens Bedste Fødevarer og noget om fødevareøkonomi og prisbobler ved seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Sektion for Produktion, Markeder og Politik på Københavns Universitet. Og så var der selvfølgelig rigelig mulig for at netværke på tværs af brancher.

Efter en velkomst til deltagerne af direktør for FødevareDanmark Leif Wilson Laustsen var der en videohilsen fra fødevareminister Jacob Jensen (V), der var forhindret på grund af et regeringsseminar. Han udtrykte bl.a., at han ville arbejde for bedst mulige rammer for at drive fødevareerhverv i Danmark. Jacob Jensen nævnte bl.a. lugud@fvm.dk, hvor alle kan melde en regel, som man ønsker fjernet, så unødvendigt bureaukrati kan fjernes. Fødevareministeren takkede bl.a. også FødevareDanmark for deltagelsen i arbejdet med udviklingen af et kommende klimamærke. Der var her efter en kort præsentation af den nye formand slagtermester Leif Tranholm samt næstformand Viggo Theilgaard, som på dagen var repræsenteret af Søren Theilgaard.

Producentansvar for emballage

Alle virksomheder der importer eller bruger emballage bærer med indførelsen af producentansvaret for emballage det finansielle og organisatoriske ansvar for håndtering af emballageaffald – herunder indsamling, sortering og behandling. Det betyder, at producenten, som sætter en emballage på markedet, har ansvaret for emballagen i hele dens livscyklus.

Formålet med producentansvaret er at reducere mængden af emballage, sikre en effektiv indsamling og håndtering af emballageaffald samt at motivere producenterne til bedre og mere miljørigtigt design af emballage – både til forebyggelse, genbrug og genanvendelse, fortalte konsulent Rikke Halkjær Kristensen fra organisationen VANA på årsmødet i sit indlæg.

De beregnede omkostninger til at implementere EU-direktivet forventes iflg. COWI at være 2,35 mia. kr. for Danmarks vedkommende. I princippet er alle emballager omfattet, og affaldsgebyrerne til private bør falde, når producentansvaret er indført 1. januar 2025. Selv om lovgivningen ikke er på plads endnu, arbejdes der med en bagatelgrænse på 8 tons emballage om året. Har virksomheden et lavere forbrug end de 8 tons, er den ikke omfattet af reglerne.

Der vil blive skelnet mellem producent, private label og importører i forhold til hvilken virksomhed, som har emballageansvaret. I løbet af næste år (2024) skal alle virksomheder registreres i DPA (Dansk Producent Ansvar), og det forventes, at organisationen VANA kan begynde at optage medlemmer i begyndelsen af 2024. Se endvidere artikel om producentansvar på side 16-17 i Fødevaremagasinets juni-udgave https://viewer.webproof.com/pageflip/334/242061/html5.html#page/16-17

Seneste nyt (efter konferencen): Der er forlydender om, at de igangværende forhandlinger om den kommende emballageforordning kan udskyde implementeringen af producentansvaret i Danmark, red.

Verdens Bedste Fødevarer

Et af budskaberne, som formand Steffen Andersen for Verdens Bedste Fødevarer havde med til forsamlingen, var, at specialfødevarebutikkerne skal blive bedre til at sælge varerne dyrere og til at tjene flere penge. Udviklingen for både bagerforretninger, fiskehandlere, ostehandlere og slagtere har været tydelig – der bliver færre og færre forretninger. De ansatte skal kende bruttoavancerne på de forskellige produkter, så de er i stand til at lave profitabelt mersalg. - Sælg det, du tjener mest på, var budskabet fra Steffen Andersen. Salgsteknikker og personligt salg skal optimeres, da mange forbrugere helt har glemt, at fødevarer er det vigtigste i hele verden. Danmark er i særklasse et af de førende fødevareproducerende lande i verden. De ansattes adfærd er afgørende for virksomhedens succes. Mersalg og salg af produkter med de højeste bruttoavancer skal fremmes, og de bløde og grønne parametre skal kapitaliseres.

Udvikling i kødforbrug, fødevarekriser og produktion af frugt og grønt

Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Sektion for Produktion, Markeder og Politik på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet gennemgik problemstillinger om animalsk produktion, og hvordan den økonomiske udvikling eller væksten i BNP også driver kødforbruget i de enkelte lande.

Emner som forventninger til den nuværende fødevarekrise, sammenholdt med tidligere kriser og sammenhænge, blev gennemgået. Fx kan det konstateres, at den nuværende fødevarekrise primært var initieret af eftervirkningerne af COVID-19 og i mindre grad af Ukraine-krigen. Vi er i en prisboble, som vi har været i før. På langt sigt skal vi forvente et realprisfald på fødevarer, da landbruget tidligere har vist, at det altid er i stand til at opfylde efterspørgslen.

Et af de store spørgsmål er, hvem der skal producere fremtidens fødevarer. Danmark er generelt dårlig sammenlignet med andre europæiske lande til at producere frugt og grønt. Produktionsbetingelserne er dårlige, og ingen virksomheder er endnu der, hvor de har en betydelig markedsandel i segmentet. Om det er muligt for dansk landbrug at omlægge produktionen til flere grøntsager og plantebaserede produkter er endnu for tidligt at sige. En af de sikre trends i Danmark, Europa og det meste af verden er en stigende tendens til mere udespisning. Læs også artiklen af Henning Otte Hansen på side 20 her i Fødevaremagasinet. https://viewer.webproof.com/pageflip/334/243501/html5.html#page/20-21

FVM, september 2023

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies