100. landsmøde på Skarrildhus
af Per Aaskov KarlsenEfter at advokat (H) Hans Peter Storvang var blevet valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet, indledte formand Leif Wilson Laustsen sin mundtlige beretning med at se tilbage på året, der var gået, og især hvordan vejret havde påvirket omsætningen i butikkerne. - Sidste år var en kold og våd sommer uden grillvejr, som branchen led under med manglende salg. Dette år har været den varmeste og tørreste sommer i mange år, og det var heller ikke lykken. Der gik ”koldskål” i den, og vi blev omfattet af afbrændingsforbud, så grillsalget udeblev.
Mange butikker er økonomisk trængte, og alt for mange butikker er lukket i løbet af året, lød det fra formanden. Udviklingsmulighederne for medlemmerne kan være mange. Supermarkederne har gearet op på slagter- og delikatesseafdelingerne. Fiskehandlerne byder ind med shop-i-shop løsninger i supermarkederne. Skal slagterne følge den vej, skal vi samle kræfterne om fælles produktion, eller skal vi forfølge en franchise-model, spurgte formanden i sin indledning. – Der er heldigvis rigtig mange succesrige slagterbutikker, og tal fra Industriens Pension viser også, at antallet af indbetalere og de samlede indbetalinger kun falder marginalt, hvilket indikerer, at den samlede omsætning i slagterbutikkerne er nogenlunde intakt, så de butikker, der er tilbage, samler omsætningen op fra de butikker, der lukker.
FødevareDanmark
I den omfangsrige beretning berørte formanden mange emner, men samtidig informerede han forsamlingen om, at regnskabet 2017 blev et lille overskud og at egenkapitalen fortsat udgør et pænt beløb. 2018 giver dog sandsynligvis et mindre underskud, som skyldes, at de finansielle indtægter fortsat falder. – Foreningen har nu tre konsulenter til at varetage markedsføringsarbejdet for mad med mere, mesterslagteren og hjælp til Ostehandlerne og Fiskehandlerne. SMV Fødevarer, som blev skabt i 2015, øger p.t. medlemstallet med ca. 20 nye medlemmer om året. DSM har lagt penge og kræfter i at få denne nye organisation op at stå, og det er lykkedes, fortalte formand Leif Wilson Laustsen, og forsatte: - Takket være samarbejdet med Ostehandlerne, Fiskehandlerne og SMV Fødevarer har vi via DSM kunnet skabe FødevareDanmark, der jo er en paraplyorganisation for små og mellemstore fødevarevirksomheder i Danmark. Det havde vi ikke kunnet med DSM alene.
Mærkesager
- Vi havde heller ikke kunnet opnå de samme resultater, som vi nu kan i kraft af FødevareDanmark. Det mest kontante resultat det seneste år er afskaffelsen af kontrolgebyrerne ved ordinære besøg af fødevarekontrollen på de engros-autoriserede fødevarevirksomheder. Før kostede det i omegnen af 700 kroner pr. påbegyndt kvarter at få et sådant besøg. Nu er det gratis. Det er et resultat af, at bl.a. Radikale Venstre har fattet sympati for FødevareDanmark, som de opfatter som vor tids ”husmandsbevægelse”. Det er ikke helt skævt. Og de fik under finanslovsforhandlingerne sidste år gennemført denne afskaffelse efter FødevareDanmarks ønske, fortalte Leif Wilson Laustsen.
Af andre mærkesager nævnte formanden sagen om offentlige udbud og opdeling i delkontrakter, som det er lykkedes at samle et flertal omkring uden om regeringen, hvor den nuværende erhvervsminister nu har erkendt, at der er et problem, som skal løses. Formanden takkede også organisationen Sammark, som er medlem af DSM med en observatørpost i bestyrelsen, men som har sit eget sekretariat, for det gode samarbejde. - I år har vi særligt samarbejdet om at videreføre en retssag, som vi sidste år vandt ved EU-Domstolen om, hvad man må bruge opkrævet gebyrer til. Domstolen fastslog, at de ikke måtte bruges til at uddanne tilsynsteknikere, der skulle afløse nogle afdyrlægerne på slagterierne, så nogle af vore kreaturslagterier har fået ganske mange penge tilbagebetalt (retssagen blev kun ført af kreaturslagterier). - Jeg vil også rette en tak til Smagen af Danmark, som nu også er at finde under vores paraply. De har deres sekretariat hos VIFU i Holstebro og er vel nærmest at betegne som en slags ”sleeping partner” hos os, men de bidrager til at give os fylde og politisk tyngde. Og det er i Smagen af Danmarks regi, at vi p.t. arbejder på at skabe tættere forbindelser til og mellem erhvervs- og væksthusene i Danmark, sagde formanden fra talerstolen, og forsatte: - Det er ikke kun hos politikere og myndigheder, at det har givet os gennemslagskraft, at vi har skabt FødevareDanmark. Det har det også i pressen. Faktisk har det en dobbeltvirkende effekt: Jo mere omtale i pressen, desto større politisk bevågenhed, og jo mere vi fylder politisk, desto nemmere er det at komme i medierne.
Indlæg og debat
Udover de normale punkter på årets generalforsamling var formand for BKD, John Jønsson, inviteret til at give et indlæg, men også næstformand Jim Jensen fra Fødevareforbundet NNF gav et indlæg. Formand John Jønsson, der har bagerforretning på Amager, og sidste år blev valgt som formand for BKD, fortalte, at bagerbranchen var udfordret på samme måde som slagterne. - Inden for de seneste 7 år er medlemstallet blevet halveret, og mange butikker er lukket. Et af de store medlemmer i brancheorganisationen er Lagkagehuset, der har 96 forretninger i Danmark. BDK meldte sig for nogle år siden ind i Dansk Erhverv, der nu varetager overenskomstforhandlingerne for BKD’s medlemmer, hvilket gør, at medlemmerne er omfattet af en minimallønsoverenskomst i stedet for en normallønsoverenskomst.
John Jønsson fortalte også, at han er med i en ”økogruppe”, hvor han forsøger at gøre det muligt, at bagerforretninger også kan komme med i ”Det økologiske spisemærke”, som fx restauranter, storkøkkener, cafeer m.fl. er omfattet af. Netop emnet om overenskomster, minimalløn, normalløn og jobløn var emnet for næstformand for Fødevareforbundet NNF Jim Jensens indlæg. Jim spøgte med uenighederne mellem arbejdstager og arbejdsgiver, men holdt stædigt fast i, at det jo ikke betød noget, og at det var en fiktiv diskussion, hvilket udgangspunkt aftalerne havde, da arbejdsgiverne jo alligevel betaler væsentlig mere end overenskomsten til de enkelte medarbejdere. Debatten om, hvorfor det ikke har været muligt at gennemføre en minimallønsoverenskomst, blev undervejs særdeles intens og direkte, dog med underlæggende stor gensidig respekt blandt parterne trods de åbenlyse uenigheder. Jim Jensen fortalte, at de sidste 2 gange, hvor der havde været overenskomstforhandlinger, ikke havde været et godt forløb. Næste overenskomst skal forhandles på plads i foråret 2020.
Der var både spørgsmål og livlig debat på generalforsamlingen, hvor emner omkring tiltrækning af elever, arbejdstilsynets påbud, CO2, madspild, veganere og mange andre aktuelle emner blev berørt. Generalforsamlingen vedtog bl.a., at der opkræves et engangsbeløb hos medlemmerne over 2 år med kr. 995,- pr. år til en kampagnefilm, der bl.a. skal hjælpe med at tiltrække elever til gourmetslagteruddannelsen til de private slagtermestre.
Bestyrelsens sammensætning
Der var genvalg til de 3 bestyrelsesmedlemmer, som var på valg. Det gjaldt Leif Wilson Laustsen, Ole Thøgersen samt Tom Munkholm. De 2 industri-medlemmer af bestyrelsen, Michael Gertz, BF Oks Hesselager og Viggo Theilggaard, Slagter Theilgaard, blev valgt allerede på virksomhedsmødet den 30. august. Der var genvalg til de 3 suppleanter til bestyrelsen.
Næste års landsforening
Næste års landsmøde vil blive afholdt i samarbejde med Sjællands Slagtermesterforening.
Læs den skriftlige beretning her:
http://viewer.webproof.com/pageflip/334/205771/index.html