135-år og i fuld vigør
af Hanne GregersenDanmarks mindste og ældste, selvstændige andelsmejeri eksporterer 95 procent af sin osteproduktion til Japan. Og så sælges der hver uge litervis af skummetmælk til folk, som kommer forbi. - Hun er skam en ældre dame. Det kærlige prædikat er møntet på Barrit Mejeri og kommer fra Helle Madsen - den ene halvdel af bestyrerparret, Helle og Brian Madsen. Han står for hele produktionen, hun for resten og er derfor også den, som møder Fødevaremagasinet. Og hun kan den ældre dames historie fra fortid til nutid på fingrene.
Fortiden begynder i 1887 med 232 bønder, der gik sammen om at starte mejeriet, fortæller Helle Madsen. De havde i snit 1 ½ ko. I 1939 gennemgik mejeriet en stor udvidelse. Under de mange mejeri-sammenslutninger/lukninger op gennem sidste halvdel af 1900-tallet holdt andelshaverne fast, og Barrit mejeri forblev selvstændigt. Da den tidligere bestyrer Ove Buhl, gik på pension i 2012 kom Brian og Helle Madsen til. I dag er der seks andelshavere, som leverer ca. 7,5 mio. kg mælk årligt, og mejeriet har syv ansatte, heriblandt en elev.
Ostehullet
For Brian Madsen var Barrit Mejeri ikke noget nyt bekendtskab. Han havde været ansat på mejeriet, siden han blev ”førstemejerist" i 2005. Det var i længden ikke helt nok for ham, og tanken om at besøge torve og markeder med egen kørende ostebil tog fart. I 2007 så Ostehullet dagens lys, og navnet fulgte med, da parret blev bestyrerpar i Barrit. Brian Madsen parkerede ostebilen, da han og Helle Madsen blev bestyrerpar i 2012. Men både navnet Ostehullet og detailsalget blev overført til mejeriet. Udover ost og mælk sælger Barrit Mejeri også tapasanretninger. At de ligner smukke blomsterbuketter, er ganske bevidst. Man spiser jo med øjnene, som Helle Madsen siger.
Helle Madsen forklarer det atypiske navn: - I bilen vippede Brian en luge op, og solgte osten gennem ”hullet”. Her i Barrit er der også en luge, som trækkes op, for vi har ikke en decideret butik. Selv har hun ingen fortid i mejeribranchen, derimod en flere år lang karriere som afdelingschef i Bilka i Vejle. - Men heldigvis blev jeg vejet og fundet tung nok til at udgøre halvdelen af bestyrerparret, da mejeribestyrelsen så os an over en gang kaffe og kage, kommer det med et stort smil. Navnet er ikke det eneste, bestyrerparret har taget med sig til Barrit Mejeri. Tidligere havde Barrit Mejeri kun arbejdet fra virksomhed-til-virksomhed, altså uden detailsalg. Ved ansættelsen parkerede Brian Madsen ostebilen, men ville nødigt undvære sit direkte osteudsalg. Så to gange om ugen, fredag eftermiddag og lørdag formiddag - i alt ni timer - kan folk fra nær og fjern komme og købe ost i Barrit.
Naturligvis er mejeriets egne højt præmierede flødeoste det store trækplaster, men Helle Madsen sætter en ære i at introducere andre og nye oste for kunderne. Også gerne gode alternativer til de dyrere oste. Som eksempel nævner hun Primero fra Nørup Mejeri, der er i klasse med de populære Vesterhavsoste. Har hun fået kik på nye oste, tager hun gerne en mindre portion hjem og tilbyder smagsprøver til kunderne på de to åbningsdage. Er osten væk lørdag ved lukketid, er den faldet i kundernes smag og gen-indkøbes. Er der meget af osten tilbage, forbliver det en engangsforestilling.
Skummetmælk - en sællert
Udover det direkte oste-udsalg har parret også introduceret en art stalddørssalg af skummetmælk fra mejeriet – efter princippet "høflig selvbetjening". Hver morgen kl. 4.45 fyldes et køleskab med overskudsmælk fra produktionen. Kunderne tager selv, hvad de skal bruge, og betaler med mobilepay. Køleskabet kan rumme 75 liter og fyldes løbende op. - Det fungerer virkelig godt, understreger Helle Madsen, der glæder sig over, at et restprodukt dermed kommer til ære og værdighed. - Vi har været oppe på at sælge 425 liter skummetmælk fra fredag til lørdag, tilføjer hun. Hemmeligheden er smagen. For nok er skummetmælken fra Barrit Mejeri skummetmælk, men den virker fyldigere og kan fint gøre det ud for en federe mælketype. Tre liter koster 24 kroner, så kunderne vinder både på smag og pris. Selv om det ærgrer Helle Madsen lidt, at hun har måttet øge prisen fra 18 kr., glæder det hende, at det ikke har skræmt kunderne væk.
Barrit eller Japan
Som dansker må man kikke langt efter oste fra Barrit mejeri i sit hjemlige supermarked. Vil man have fingre i dem, må man til enten til en ostehandler, til Barrit – eller Japan. 95 pct. af mejeriets osteproduktion går nemlig til Japan, resten sælges fra mejeriet og til ostehandlere. Ganske vist har japanerne ikke de store ostetraditioner, men forbindelsen til det lille mejeri vedligeholdes, når japanske delegationer der besøger Danmark, herunder Barrit Mejeri. Helle Madsen understreger, at mejeriet ikke selv står for eksporten. Det sker i et samarbejde med andre, eksporterende mejerier, bl.a. andelsmejeriet Sct. Clemens på Bornholm, der er stærk inden for blåskimmelost, eller Uhrenholt i Middelfart. Men med så massiv en eksport til Japan, hvorfor så bruge kræfter på Ostehullet og det lokale mælkesalg? Helle Madsens svar falder prompte: - Fordi Barrit Mejeri i over 100 år har været en del af egnens historie. Det er en historie, vi har en vis forpligtelse til at føre videre. Både for vores egen skyld og for lokalområdets. Og det gør vi gerne.
FVM, december 2022