25 år med Ostebutikken Lading Mejeri

af Rikke Holm

25 år med Ostebutikken Lading Mejeri

Den 27. december var det præcis 25 år siden, at Mogens Lyngby Pedersen startede sin karriere i Ostebutikken Lading Mejeri nord for Aarhus. Eller faktisk ikke helt. Allerede som tre-årig kørte han rundt med oste fra lagret og tjente sin løn i flødeis. Dengang ejede hans far og farbror forretningen og det tilknyttede mejeri. I dag er der kun butikken tilbage, men til gengæld har Mogens Lyngby Pedersen udvidet med ostebutikker i både Randers, Viborg, Aarhus og Odder.

Mogens Lyngby Pedersen er vokset op i ostebutikken i Lading. Hans plan var egentlig aldrig at gøre karriere inden for faget. Derfor tog han en butiksuddannelse og arbejdede de første 14 år af sit arbejdsliv i supermarkeder og med salg af sportsudstyr, før han for 25 år siden vendte tilbage til butikken i Lading.

I dag er han formand for Ostemesteren A/S og indehaver af fem osteforretninger, der ud over butikken i Lading tæller forretninger i Randers, Viborg, Aarhus og Odder. Og så er han optaget i det anerkendte, verdensomspændende ostelaug, Guilde Internationale Des Fromagers, som en af blot fire ostehandlere i Danmark.

Kæmpe udvalg af oste

Til hverdag arbejder Mogens Lyngby Pedersen hovedsageligt i butikken i Lading. Han står for administration og indkøb og giver gerne en hånd med, når der er travlhed i forretningen. Heldigvis har han et dygtigt personale og bestyrere, der vil noget med butikkerne.

Det giver en god stemning, der smitter af på kunderne, fortæller Mogens Lyngby Pedersen. Ud over et gigantisk udvalg af oste – op mod 350 forskellige fra Danmark, Holland, England, Belgien, Spanien, Italien, Norge, Irland, Østrig og Schweiz – fører butikkerne også delikatesser som kiks, marmelade, pølser og alt andet, der hører sig tapasbordet til. Størstedelen af sortimentet kommer fra Ostemesteren. Den resterende del er varer, som Mogens Lyngby Pedersen har trukket hjem til Lading og efterfølgende leverer til de øvrige butikker. Men selv om de ligger inden for et relativt lille geografisk område, er det ikke nødvendigvis de samme varer, der kan sælges i alle butikker, lyder det fra ostehandleren.

Trofaste kunder

Eftersom der kun bor 600 borgere i Lading, er kunder udefra en nødvendighed, hvis butikken skal opretholde sit levegrundlag. Det er heldigvis ikke et problem.  – Størstedelen af vores kunder er plus 50 år, og mange har handlet hos os gennem alle årene. De kører eksempelvis forbi butikken, når de besøger deres børn, der læser i Aarhus. Hovedvejen sørger for trækket fra Lemvig og Mors. Kunderne prioriterer at handle her, fordi der er en stor omsætning, og varerne derfor altid er friske. Priserne er samtidig gode, og kunderne kan mærke, at personalet er engageret. Det er meget anderledes end at købe sin ost i en discountbutik, understreger Mogens Lyngby Pedersen.

Han vægter selv at tilbyde en høj service og troværdighed i forhold til sine kunder. Det betyder fx, at kunderne ikke kan forhandle sig til ekstra rabatter: – Hos os er prisen den samme, uanset om vi sælger to eller 70 kuverter. Hvorfor skal en kunde, der holder fest, have en bedre pris, end de faste kunder? På det punkt er vi nok lidt gammeldags.

Eftervirkninger af corona

Under coronaen faldt ostebutikkernes samlede omsætning med ca. 20%, da der pludselig blev lukket ned for mad ud af huset. Som en konsekvens heraf valgte Mogens Lyngby Pedersen sidste år at sælge en butik i Silkeborg og yderligere lukke en i Skanderborg. – Vi holdt alle butikker åben under coronaen, men med reduceret bemanding. Jeg stod selv forrest og kan godt sige, at jeg aldrig har arbejdet så meget og tjent så lidt. Efter coronaen har vi vendt hvert søm, og nogle af butikkerne får i dag kun nye varer hver anden uge, fortæller Mogens Lyngby Pedersen.

Han fornemmer, at eftervirkningerne af coronaen stadig spøger i branchen, og at nogle forretningsdrivende giver op, fordi det er for hårdt og for usikkert at drive specialforretning. Ostehandlerne har haft en god julemåned, men slagtere og bagere lider stadig. Og det bliver næppe lettere at drive specialbutik i fremtiden, vurderer Mogens Lyngby Pedersen. Derfor ærgrer han sig over, at SKI-indkøbsaftalen, der blev lavet for 6-7 år siden, har lukket for mulighederne for at levere til det offentlige: – Det kunne have været med til at holde gang i specialbutikkerne, hvis små forretninger igen kunne få lov til at levere til kommuner og regioner, understreger han.

Fremtiden og fritiden

Mogens Lyngby Pedersen håber, at han om 5-10 år kan sætte tempoet en anelse ned og få mere tid til andre interesser. Bl.a. er han formand for den lokale idrætsforening i Hammel, hvor han bor med sin familie. Kommer der en tid, hvor butikkerne skal på nye hænder, regner han ikke med, at hans to sønner vil være i spil. Den ene søn har svær autisme, og den anden læser på universitetet og spiller professionel håndbold. Men så er det godt, at andre i familien har passion for oste, lyder det humoristisk fra Mogens Lyngby Pedersen:  – Min far arbejder stadig hos mig ca. 25 timer om ugen. Han er 88 år og spiller både bridge og løber alpinski. I ostebutikken kører han ud med varer, ordner lagret og fylder op i butikken. Jeg arbejdede for ham, da jeg var tre år, så når jeg en dag ikke gider mere, kan jeg vel sælge butikken til ham.

 

FVM, februar 2023

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies