60 år på hjul
af Eivind Sønderborg JohansenI 1956 begyndte Karl Mathiasen at sælge fisk fra sin knallert. I dag sælger K. Mathiasen Ost En Gros A/S ost fra ni salgsvogne i 40 jyske og fynske byer. Det rullende osteland, K. Mathiasen Ost En gros A/S, er synlig på pladser og torve i ikke færre end 40 byer på Fyn og i Syd-, Sønder- og Midtjylland en gang eller to om ugen. - Det giver en stor fleksibilitet at have en forretning på hjul. Vi kan tilpasse hurtigt tilpasse os, hvis efterspørgslen ændres, fx hvis den lokale ostehandler lukker ned, siger Peter Bank Nielsen, der i 2008 købte firmaet af Keld Mathiasen.
Dørsalg af røget makrel
I dag sælger K. Mathiasen udelukkende ost og tilbehør til oste, men sådan har det ikke altid været. Historien om det rullende osteland tog sin begyndelse for 60 år siden i 1956. Det var dog ikke ost, men røget makrel, som grundlæggeren af firmaet, Karl Mathiasen, kørte rundt med i en kurv på sin knallert og solgte fra dør til dør. Der kom hurtigt fire hul i stedet for to under forretningen, da Karl Mathiasen anskaffede sig en varevogn og udvidede sortimentet til også at omfatte ost og grøntsager foruden røget fisk. Forretningen voksede stille og roligt i en årrække, men tiderne skiftede i tresserne og halvfjerdserne, hvor kvinderne i stort antal kom ud på arbejdsmarkedet. Det betød, at der ikke længere var så mange kunder hjemme i dagtimerne til at aftage varerne. Karl Mathiasen tog imidlertid bestik af de ændrede vilkår og begyndte nu at sælge røget fisk og ost på Kirketorvet i Vejle to gange om ugen. Det skabte op gennem halvfjerdserne øget omsætning og vækst i firmaet, der på et tidspunkt valgte at skære salget af grønstager og fisk fra for udelukkende at koncentrere sig om ost. Der blev i de følgende år indkøbt flere salgsvogne, som kørte rundt til en række byer på Fyn og i Jylland.
Generationsskifte
Midt i firserne overtog Karl Mathiasens to sønner Keld og John gradvist ledelsen af firmaet, som de driver sammen i et par år, hvor antallet af salgsvogne fortsat forøges. Efter Karl Mathiasens død i 1986 overtager sønnen Keld virksomheden, mens broderen John etablerer Ulvedal Ost i Egtved.
Fra vaskedreng til virksomhedsejer
Den 1. januar 2008 solgte Keld firmaet til Peter Bank Nielsen. Peter ved, hvad han går ind til. Han har været næsten uafbrudt i firmaet siden 1987, hvor han som 13-årig begyndte at vaske og læsse ostebiler efter skoletid.
Jubilæum markeres
Peter Bank Nielsen oplyser, at K. Mathiasens 60 års jubilæum i år vil blive markeret med gode tilbud til kunderne fra det rullende ostelands store sortiment på ikke færre end 200 forskellige oste. K. Mathiasens sortiment tæller omkring 200 oste.
Kort om K. Mathiasen Ost En Gros A/S
Karl Mathiasen begyndte at sælge makrel i 1956 fra sin knallert. Senere blev sortimentet udvidet til også at omfatte grøntsager og ost. I dag sælger K. Mathiasen Ost udelukkende ost og tilbehør fra ni salgsvogne på Fyn og i Jylland. Firmaet blev omdannet til et aktieselskab i 2000 og har siden 2008 været ejet af Peter Bank Nielsen. Foruden detailsalg fra de rullende ostebutikker har K. Mathiasen en mindre egenproduktion af hvidløgsost, der sælges en gros til udvalgte osteforretninger. Firmaet har til huse sydvest for Vejle.