Amager Fiskehus sælger et halvt ton fiskefars om ugen
af Eivind Søndeborg JohansenSalget af fisk går strygende i Fiskehuset i Holmbladsgade, selv om supermarkederne er hårde konkurrenter. Lars og Rikke Ahrensberg driver Amager Fiskehus i Holmbladsgade på det indre Amager. Med otte medarbejdere hører den til en af de store fiskehandlere herhjemme, idet de fleste forretninger i branchen typisk har to-fire medarbejdere. Det går da også godt med fiskesalget i Holmbladsgade. Det er der ifølge Lars Ahrensberg flere forklaringer på: - Vores beliggenhed har stor betydning. Vi ligger tæt på Amagercentret med dets mange forretninger og tæt på Amagerbrogade, der er en god handelsgade. Det er samtidig en fordel, at vores genbo er den populære slagter P.E. Larsen, siger indehaveren af Amager Fiskehus og tilføjer: - Vi forsøger at bevare den klassiske fiskeforretning og samtidig tilføre den noget nyt. Vi har fx både vin, færdiglavede og hjemmelavede salater i sortimentet. På lidt længere sigt regner jeg med, at vi begynder at lave ovnklare retter, ligesom jeg kan se, at der måske er en fremtid i at kombinere fiskesalg og cafédrift.
Fiskefars i store mængder
Der bliver langet et halvt ton af butikkens hjemmerørte fiskefars over disken hver uge i Amager Fiskehus, og salget af færdige fiskefrikadeller går ligeledes strygende. På spørgsmålet om, hvad der ellers sælger i Amager Fiskehus, siger Lars Ahrensberg: - Kunderne er helt pjattede med stenbiderrogn, men også ferskrøget østersølaks, røget ål, rødspættefileter og torskerogn er populære. På trods af et salg med gang i er Lars Ahrensberg opmærksom på, at konkurrencen er hård. Ikke så meget fra andre fiskehandlere, men fra supermarkedskæderne. - Vi kan godt mærke i branchen, at alle supermarkeder i dag sælger fisk. Vi skal ikke forsøge at konkurrere med dem på prisen. Gør vi det, tror jeg, at slaget er tabt på forhånd. Vi skal overleve på kvalitet og personlig service, siger Lars Ahrensberg og tilføjer: Lars Ahrensberg er femte generation i en fiskehandlerfamilie. Sammen med hustruen Rikke overtog han Amager Fiskehus i 2002. - Fisk er en meget sæsonbestemt vare. Fx er der flest stenbidere og torsk i årets første halvdel, mens hornfisk kan fås i foråret og efteråret. Det benytter supermarkederne sig meget af ved at dumpe prisen på lige netop de fisk, der er højsæson for.
Størrelsen er en styrke
Lars Ahrensberg ser Amager Fiskehus relativt store størrelse som en styrke. - Jeg tror, at det er en fordel for os, at vi har en stor butik. Hvis kunderne skal komme igen, forventer de, at vi har et bredt udvalg af fisk, som omfatter alt det, de efterspørger. Det kan være svært for de små fiskeforretninger at ligge inde med det helt store sortiment, fordi fisk er en let fordærvelig vare; det kan vi til gengæld på grund af vores størrelse, forklarer Lars Ahrensberg. Amager Fiskehus har ikke mærket krisen i sidste halvdel af nullerne - Vi har haft fremgang i omsætningen i alle årene under krisen. Jeg tror, det skyldes, at det eneste, folk ikke sparer på i krisetider, er maden, tværtimod. Vi har dog i 2014 for første gang mærket en vis afmatning i salget, oplyser Lars Ahrensberg.
Historien om Amager Fiskehus
Amager Fiskehus i Holmbladsgade har leveret alt i fisk helt tilbage fra 1902. Siden 2002 har Lars og Rikke Ahrensberg drevet forretningen, som de overtog fra Lars’ far og mor, Søren og Vivian Ahrensberg. Lars er femte generation i en fiskehandlerfamilie. Hans tipoldefar Peter Salmand begyndte at sælge fisk omkring 1870 på Frederiksberg, hvor han kørte rundt med hestevogn med sine varer. Peter Salmands datter, Anna Salmand, solgte i 1920erne fisk fra en kurv på armen. I 1930erne startede hendes mand engrosfirmaet Neptun Fisk på Gammel Strand. Annas søn Willy Larsen og svigerdatter Grethe Ahrensberg etablerede i 1940 flere fiskebutikker på Nørrebro og i Nordvestkvarteret i Købehavn. I 1968 købte de Amager Fiskehus, som næste generation, Søren og Vivian Ahrensberg, overtog i 1979. Det drev de, indtil femte generation, de nuværende ejere Lars og Rikke Ahrensberg tog over i 2002. Lars nåede at være i militæret i 11 år, inden han fulgte i familiens fodspor og blev fiskehandler. Egen røgerivirksomhed Amager Fiskehus driver også en produktionsvirksomhed, røgeriet i Gammel Havn i Dragør. Her produceres alt i røget fisk; fx røget ål og varmrøget laks. Røgeriet leverer til grossister og restauranter i hele landet.
Fiskehandlerne er glade for Slagtermestrene
Siden den 1. januar i år har Danske Slagtermestres sekretariat i Odense varetaget en række funktioner for Danmarks Fiskehandlere. Det samarbejde er formanden for Fiskehandlerne, Martin Maric, yderst tilfreds med efter den første godt halvanden måned i folden hos slagtermestrene: - Danske Slagtermestre har et sekretariat, der arbejder yderst professionelt og ikke gør noget halvt men følger, de opgaver, vi skal have løst, helt til dørs, lyder det fra Martin Maric.