Ankesag - Slagteren ved Kultorvet

af Eivind Sønderborg Johansen

Jens Slagter er ikke begejstret for, at ankesagen først skal i landsretten til februar 2015, men han er dog optimist og udtaler: - Jeg tror på, at retfærdigheden i sidste ende sejrer. Slagtermester Jens ”Slagter” Petersens ankesag om en bøde på 190.000 kr. for en mindre overtrædelse af udlændingeloven kommer for landsretten den 18. februar 2015. Den 27. august dumpede der et brev ind hos Jens Slagter, indehaver af Slagteren ved Kultorvet. Brevet var fra Østre Landsret, som kundgjorde, at hans ankesag kommer for retten den 18. februar 2015. Jens Slagter har anket, at han i Københavns Byret i juni i år blev idømt en bøde på 190.000 kr. for at overtræde udlændingeloven. ”Forbrydelsen” bestod i, at han havde en nepalesisk ingeniørstuderende ansat som opvasker flere timer ugentligt end tilladt.

 

Jeg har gjort alt efter bogen

- Jeg ser frem til at få sagen afgjort i landsretten. Jeg går efter en pure frifindelse og bliver skuffet, hvis bare jeg får skyggen af en bøde, hvor lille den end måtte være, for det ville være dybt uretfærdigt. Jeg har gjort alt efter bogen, da jeg ansatte den nepalesiske opvasker. Han har været ansat til overenskomstmæssig løn, og jeg har nøje indberettet hans timetal til Skat efter reglerne, siger Jens Slagter. Den nepalesiske opvasker blev ansat i forretningen i Frederiksborggade ved Kultorvet i 2010. I perioder arbejdede han på fuld tid, men som studerende giver hans opholdstilladelse ham kun ret til at arbejde 67,5 timer månedligt. Det står dog ikke nedfældet på skrift i nepaleserens opholdstilladelse. - Jeg nærlæste den studerendes opholdstilladelse, før han blev ansat. Da der intet stod i den om et max månedligt timetal, har jeg handlet i god tro. Jeg har heller ikke haft nogen form for økonomisk vinding i forbindelse med ansættelsen, så jeg er ganske enkelt blevet straffet for at være lovlydig, understreger Jens Slagter. Slagtermesteren er ikke bare blevet straffet, men straffet særdeles hårdt med bøden på 190.000 kr. Den blev fastsat til 10.000 kr. pr. måned for de 19 måneder, nepaleseren havde arbejdet i forretningen, inden Skat tog sagen op og oplyste Jens Slagter om, at reglerne ikke var overholdt.

Undrer sig over Skats nøl

- Det undrer mig, at Skat har nølet så længe uden at reagere. Myndighederne har fra starten af haft mine indberetninger og kunne meget tidligt have informeret mig om, at reglerne ikke var overholdt, så vi havde kunnet undgå denne sag, siger Jens Slagter. Dansk Erhverv fører sagen for Slagteren ved Kultorvet. De finder, at bøden på 190.000 kr. er helt ude af proportion af flere årsager: Jens Slagter har handlet i god tro, det er et førstegangstilfælde, og endelig har han ikke haft økonomisk vinding af overtrædelsen. Dansk Erhverv skriver på deres hjemmeside: - Et bødeniveau på 10.000 kr. per måned er urimeligt højt, især når der typisk er tale om virksomheder, som i god tro har ansat en medarbejder med arbejdstilladelse. Myndighederne bør lægge vægt på, om virksomhed har haft en berigelse ved ansættelsen.

Helt ude i hegnet

Lignende synspunkter har Danske Slagtermestres direktør Torsten Buhl givet udtryk for i en kommentar til sagen i Ekstrabladet efter domsafsigelsen i byretten: - Det er helt i hegnet, at han kan risikere at blive straffet så hårdt for, hvad jeg vil mene er en mindre forseelse. Det er helt ude af proportioner. Jens Petersen har virkelig bestræbt sig for at gøre alting rigtigt, og så er der én regel, han ikke har været opmærksom på. Det er hamrende urimeligt, hvis han skal betale en livstruende bøde, hvilket man må sige, at 190.000 kroner er for mange små butikker.

Urskov af regler gør det svært

Torsten Buhl udtalte også, at mange små fødevarevirksomheder har svært ved at navigere i en ”urskov af regler”. Jens Slagter er da heller ikke den eneste, der har fået lovens dyre arm at føle. Ikke mindre end 59 virksomheder har, ifølge oplysninger fra Københavns Politi til Politiken, modtaget bødeforlæg i beslægtede sager; blandt andre Claus Meyers cateringfirma, Tivoli og Michelin-restauranten Kiin-Kiin.

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies