Daglig fællesspisning udløser fornem pris
af Landbrug & FødevarerVinderen af Kantineprisen 2016 er Christian Bak, der leder kantinen i Carnegie Investment Bank i København. I hans kantine får gæsterne en unik madoplevelse hver dag. Konceptet er enkelt, men klart for alle, for hos vinderen af Kantineprisen 2016 er det medarbejderne, maden og fællesskabet, der er i centrum. Det kunne juryen hurtigt se, da de var på uanmeldt besøg i Carnegie Investment Banks kantine i forbindelse med bedømmelsen til årets Kantinepris. Dét, der mødte juryen, var en helt særlig stemning og et rigtig godt fællesskab omkring maden. Andreas Buchhave Jensen, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til Kantineprisen, siger: - I Carnegie Investment Bank spiser alle medarbejdere sammen – og får serveret de samme retter. Menuen er baseret på friske, danske og økologiske råvarer i sæson, og retterne er både simple og lækre. Den daglige fællesspisning skaber et unikt break i dagen med fokus på maden og måltidet. Og ja, ordningen et hit blandt medarbejderne, som hverdag føler sig forkælede.
Med Kantineprisen vil Landbrug & Fødevarer netop gerne belønne de fagfolk, der har stærke holdninger til råvarerne og har fokus på sæson, spild, økologi og kvalitet. De fagfolk, som gennem faglig stolthed og smag formår at hægte konceptet sammen kulinarisk og få værtskab og dialog til at give gode spiseoplevelser, så medarbejderne i landets virksomheder får de bedste forudsætninger for at præstere optimalt – hver dag. - Med Christian Bak i spidsen for et godt team giver vi i år Kantineprisen til en person, som har modet til at flytte de kulinariske grænser uden at gå på kompromis med råvarers kvalitet. Arbejdet med ’Family Style- måltider’ fungerer perfekt – nemlig som et rigtigt måltid med respekt for sæsons råvarer, som nydes sammen med kollegaerne i ro og fred, siger Andreas Buchhave Jensen.
Carnegie Investment Banks kantine var en af tre nominerede til Kantineprisen 2016. Alle kantiner er blevet bedømt på en række kriterier fra spiseoplevelse, valg af råvarer til ansvar og dialog. Desuden har de alle fået uanmeldt besøg, og det gjorde udslaget for Christian Bak og hans team. Det var en utrolig stolt kantineleder, der blev hyldet som vinder af Kantineprisen 2016 til erhvervets store festdag, Fødevaredagen, den 12. oktober på Hindsgavl Slot i Middelfart. - Jeg er vildt glad og dejligt overrasket lige nu. Det har taget os ni år at komme hertil. Det har været en lang og fin rejse, og det betyder meget for os at få prisen med hjem, siger Christian Bak.
Han håber på at kunne bruge prisen til at få rykket ved nogle fordomme om kantinemad. - Den her pris skal bruges aktivt. Jeg har rigtig længe ville skabe noget opmærksomhed omkring den gode mad, vi rent faktisk laver ude i kantinerne. Hos os har vi eksempelvis haft succes med at vende konceptet på hovedet, så vi rent faktisk laver mindre mad, end hvad man normalt er vant til at se i en kantine. Det betyder, at vi har mindre madspild, siger Christian Bak.
FAKTA
Kantineprisen bliver uddelt af Landbrug & Fødevarer en gang årligt. Prisen blev stiftet i 2004, og det er 13. gang, den uddeles.