Danmark må handle på ny tysk moms
af FødevareDanmarkDer er næppe tvivl om, at lukningen af grænsehandelen under corona-krisen har været med til at redde det danske næringsliv nogenlunde helskindet igennem krisen. Nu, da grænserne og grænsehandelen åbner igen, bliver det imidlertid med en kraft, der er endnu større end før krisen, så det butiksliv, der blev reddet af grænselukningerne, da corona rasede, kan meget vel gå tabt nu.
Det nye er nemlig, at Tyskland fra den 1. juli sænker momsen. For fødevarer kommer den tyske moms nu og året ud helt ned på fem procent, mens den i Danmark fortsat er 25. For andre varer falder den fra 19 til 16 procent – og for restaurantbesøg falder den fra 19 til syv procent.
Formanden for FødevareDanmark, Leif Wilson Laustsen, opfordrer til handling:
- Danmark bliver simpelt hen nødt til at komme med en modreaktion på dette her. Det kan udkonkurrere ikke blot det sønderjyske, men meget store dele af det danske handelsliv, og det bør ansvarlige politikere ikke bare sidde overhørig – også fordi en stor del af hjælpepakkerne jo vil være spildt, hvis danske virksomheder efterfølgende bukker under i en helt skæv konkurrence med den tyske moms, siger han.
De økonomiske ”vismænd” har for nylig frarådet at sænke momsen i forbindelse med corona. Men nu er der en ny situation, mener Leif Wilson Laustsen: - Når handelen siver ud af landet, siver pengene også ud af statskassen. Den får jo ikke momsindtægter fra grænsehandelen, så også ud fra et nationaløkonomisk synspunkt giver det god mening at holde så meget som muligt af handelen herhjemme, siger Leif Wilson Laustsen, som nu kalder på hurtig handling fra politikerne.