Den grønne ø med de stolte traditioner

af Johnny Frost Klausen

Irerne gør i disse år et stort stykke benarbejde for at få markedsført en række af deres kvalitetsprodukter til eksportmarkedet. Og ikke mindst eksporten af kødkvæg til toprestauranter rundt om i verden samt mere end 75 europæiske supermarkedskæder i Europa har betydet, at der i dag eksporteres 500.000 tons irsk oksekød eller omkring 90 % af deres samlede produktion.

Er græsset altid grønnere hos naboen?

Jo, i Irland er der vist noget om snakken. I hvert fald hvis man er drøvtygger. Det irske kvæg går på græs omkring 8 måneder om året, fordi de har noget nær de bedste græsningsbetingelser i verden. Det har betydet, at irerne har kunnet forfine deres kødkvæg til et smagfuldt og mørt stykke kød, når det lander hos forbrugeren. Men i Irland som i så mange andre lande, så kræver det styring, vejledning og ensartet kvalitet for at nå frem til de flotte resultater, der kan bane vejen for en eksportsucces. Dertil har irerne iværksat en række programmer, som skal sikre sporbarhed, kvalitet og bæredygtig produktion. Blandt andet har man udviklet en CO2 fodaftryksberegningsmodel, som forpligter landmændene til konstant at forbedre deres produktion og frembringe en større ydelse fra græs og kløver.

Bord Bia

Den irske organisation Bord Bia (svarende til det danske Landbrug & Fødevarer), som varetager markedsføring og udvikling af irske fødevarer i såvel Irland som resten af verden, er kraftigt involveret i at styre og forfine landbrugsproduktionen. Og det var da også Bord Bia, som var vært for en rundtur til udvalgte irske kvægproducenter, et topmoderne irsk kvægslagteri samt et lynkursus i madlavning hos den kendte irske tv-kok Catherine Fulvio. De irske slagterier har valgt at gå aktivt ind i at understøtte og medfinanciere de irske kvægproducenter. Ikke mindst omkring økologisk kvæg, da de ellers ikke kan få de leverancer, som de har efterspørgsel til, men også for at højne kvaliteten. Så ud over en økonomisk aftale, så er det også med kvalitetssikring for øje. Det så vi bl.a. hos Good Herdsman Farm, som havde omlagt fra traditionel drift til ren økologisk kvægopdræt. I dag har de, med hjælp fra ABP (Irske slagteri) ca. en besætning på 400 kvæg. Men de store producenter er atypiske, idet de irske kvægproducenter er kendetegnede ved at være sammenstykket af en lang række mindre landbrug. Ja faktisk ikke mindre end 180.000 familielandbrug, hvoraf de 80.000 opdrætter kødkvæg.

Slagtningen

32 slagterier fordelt rundt om i landet betyder, at dyrene oftest transporteres over kortere afstande, hvilket minimerer transporttiden med mindre stress til følge for kvæget. En anden årsag til den irske succes med eksport kan også henføres til modningen af kødet. Typisk bliver dyret hofte-hængt, og kødet bliver derved strakt på en helt speciel måde (Derved undgås en udstrækning af musklerne, fordi trækket kommer i skelettet i stedet for i kødet, når krogen sættes i hoften frem for i hasen - red.). Kødet modnes herefter i omkring 21 dage, hvilket er en af de medvirkende årsager til den smagfulde kvalitet. Så de holder fortsat traditionen i hævd.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies