Det kommer ikke til at ændre det store
af FødevareDanmarkFødevareminister Jakob Jensen har i dag fået overdraget anbefalingerne til en ny klimamærkeordning på fødevarer. FødevareDanmark, som er paraplyorganisation for små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren, har siddet med i den arbejdsgruppen, der blev sat på opgaven med at komme med anbefalingerne.
Arbejdsgruppen blev nedsat af den tidligere regering. FødevareDanmark direktør, Torsten Buhl, står til rådighed for en kommentarer til de endelige anbefalinger. Tlf: 21 27 41 50. Torsten Buhl har følgende kommentarer til klimamærkeordningen:
- Vi anerkender, at der er politisk ønske om et klimamærke, og vi er glade for at have været med i den arbejdsgruppe, som har udformet en model for det. Det har været en god og godt ledet proces, som Fødevarestyrelsen har forestået.
- Grundlæggende mener vi ikke, at der er behov for et klimamærke. En test, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har foretaget for arbejdsgruppen, viser, at et mærke hverken vil gøre fra eller til i forhold til CO2-udledningerne fra de varer, som kunderne lægger i indkøbskurven, lige som den også viser, at forbrugerne udmærket selv kan skalere madvarerne i forhold til CO2. Et mærke vil således ikke have nogen klimaeffekt at dømme efter den foretagne test. Til gengæld bliver det dyrt, bl.a. som følge af de kampagner, der skal markedsføre og forklare mærket, og det datagrundlag, der skal udarbejdes.
- Vi hæfter os ved, at mærket skal være frivilligt at bruge, hvilket er en følge af EU-lovgivning. Her er det vigtigt, at det er producenten af en vare, der bestemmer, om der skal et klimamærke på den. Og da næppe nogen vil sætte et klimakritisk mærke på sin fødevarer, vil det formentlig mest blive brugt på grøntsager.
- Det har været et ønske fra vores og andres side - og også et opdrag i arbejdsgruppens kommissorium - at mærkningsordningen skal udgøre et incitament for producenterne af fødevarerne til at producere varerne mere klimavenligt. Med opdelingen i de fem kategorier skal det altså være muligt at bevæge sig opad i skalaen. Derfor er vi spændt på at se, hvordan grænseværdierne bliver lagt. Det udestår stadig, ligesom hele datagrundlaget mangler og er lagt i hænderne på DTU og Aarhus Universitet. Den database, som skal udvikles, og som også vil kunne bruges af bl.a. virksomhederne, vil dog være et nyttigt redskab til at kunne dokumentere CO2-aftryk af bestemte varer over for kunder.
- Alt i alt tager vi til efterretning, at der er ønske om et klimamærke, og vi vil, som vi har gjort i arbejdsgruppen, bidrage konstruktivt i det videre arbejde, idet der er lagt op til, at arbejdsgruppen skal fortsætte som "referencegruppe" i det videre forløb.
Kilde: FødevareDanmark