Det statslige dyrevelfærdsmærke løfter dyrevelfærden

af Pressemeddelelse

Det statslige dyrevelfærdsmærke ”Bedre Dyrevelfærd” blev lanceret i maj 2017. Allerede efter den første måned på markedet, havde mærkets første niveau – altså kød med 1 hjerte – erobret 7 % af markedet for grisekød i Dansk Supermarkeds butikker. Samlet for alle mærkets niveauer var dette tal 17,5 %, og samtidig er meldingen fra Danish Crown, at det dyrevelfærdsmærkede grisekød udgør ca. 25 % af deres ferske grisekød til det danske marked. Lanceringen er med andre ord gået over al forventning. Dyrevelfærdsmærket er til en start lanceret for grise. Den succesfulde lancering har sat gang i efterspørgslen på flere dyrevelfærdsmærkede produkter, og der arbejdes derfor allerede med at udvide mærket til at omfatte flere dyrearter og produkttyper, eksempelvis æg, kylling, mælk, kalve- og oksekød. Bag det statslige dyrevelfærdsmærke står en lang række interessenter fra hele fødevarekæden. De er gået sammen om ”Bedre Dyrevelfærd”, og er alle med til at skabe bedre dyrevelfærd ude i de danske stalde i det led i kæden, hvor de kan gøre en forskel. 

Dyrevelfærdsmærkede produkter i slagterbutikker?

- Der er stor efterspørgsel på grisekød med det statslige dyrevelfærdsmærke, og så længe forbrugerne udtrykker behov for mere viden og gennemsigtighed, så skal vi give dem det. Mærkets modtagelse ude blandt forbrugerne overstiger alle vores forventninger og det viser med stor tydelighed, at der er brug for netop dette mærke, siger Mette Kirkeskov Sie, projektleder for Dyrevelfærdsmærket. Da det statslige dyrevelfærdsmærke blev lanceret i maj 2017 efter næsten tre års forarbejde, var der flere, som var i tvivl om, hvorvidt der var behov for mærket. Der er – og var - allerede en del dyrevelfærdsmærker i handelen, men mange mærkede produkter har en markant højere pris end det konventionelle tilsvarende produkt og er mere eksklusive og nicheprægede produkter. Kun en beskeden del af forbrugerne efterspørger disse produkter, og den høje pris får en del forbrugere til at fravælge dem, selvom de egentlig gerne vil være med til at højne dyrevelfærden gennem deres indkøb. Et nyt mærke skulle derfor både hjælpe forbrugerne til at afkode niveauet af dyrevelfærd i eksisterende produkter samt skabe produkter med markant bedre dyrevelfærd, men til en attraktiv pris. Det kan det statslige dyrevelfærdsmærke. Ved at anvende Dyrevelfærdsmærket i slagterbutikken kan butikken synliggøre overfor kunderne, hvor stor en grad af dyrevelfærd kunderne kan få netop her. På hjemmesiden www.bedre-dyrevelfærd.dk kan slagterbutikker gratis downloade bl.a. skilte og skabeloner til at få trykt små plastskilte med Dyrevelfærdsmærket til ikke-emballeret kød.

Julekampagne – og slagterbutikker kan være med!

Julen er som bekendt hjerternes fest og i uge 47-50 står kampagne 2 for Dyrevelfærdsmærket for døren. Omdrejningspunktet for kampagnen er at sætte fokus på det store partnerskab af interessenter, som står sammen om bedre dyrevelfærd. På samme måde er der udviklet et helt designunivers, hvor omdrejningspunkter er et grise-julehjerte som forbrugerne kan flette sammen, mens de lærer mere om, hvad Dyrevelfærdsmærket står for.  Slagterbutikker kan være med i kampagnen ved at sende en mail med navn og adresse til Maria Dyrby Nielsen på e-mail Madni@fvst.dk, som fremsender en gratis kampagnepakke (plakater, grise-julehjerter, badges og indoffoldere) til slagterbutikken.

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies