Det statslige dyrevelfærdsmærke

af Landbrugsavisen / Dansk Handelsblad

Nu kommer Miljø- og Fødevareministeriets nye dyrevelfærdsmærke, der er blevet til i samarbejde med en række organisationer, blandt andre Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation DOSO, Landbrug & Fødevarer, Danish Crown, Dansk Supermarked, De Samvirkende Købmænd, Danske Slagtermestre, Lidl og Aldi. Det nye logo ”Bedre Dyrevelfærd” indeholder tre hjerter, som fyldes ud i takt med den forbedrede dyrevelfærd for grisen. Coop og Dyrenes Beskyttelse har i protest mod det nye mærke lavet deres eget, hvor blandt andet økologisk kød vægtes højere end konventionel. - Jeg håber, at danskerne vil tage det nye dyrevelfærdsmærke til sig. Mærket giver forbrugerne flere valgmuligheder og dermed også mulighed for at støtte dyrevelfærden på et niveau, der passer til deres præferencer og pengepung. Hvad enten forbrugerne vælger svinekød med et, to eller tre hjerter får de mulighed for at se, hvor meget mere dyrevelfærd de får for pengene, udtalte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i forbindelsen med offentliggørelsen af mærket.

Flere hjerter, mere dyrevelfærd

Det statslige dyrevelfærdsmærke kommer i første omgang til at sidde på svinekød, men vil senere blive udvidet til at omfatte kød fra andre dyr. - Vi ved, at rigtig mange danskere gerne vil give lidt ekstra for at støtte øget dyrevelfærd, og mærket vil give danskerne mulighed for at have direkte indflydelse på, hvilken slags kød de kan vælge i køledisken. Dyrevelfærdsmærket vil gøre det mere attraktivt for landmændene at investere i dyrevelfærdsforbedringer på deres gårde, ligesom detailhandelen får mulighed for at imødekomme forbrugernes ønsker om bedre dyrevelfærd. På den måde bliver dyrevelfærd et konkurrenceparameter i hele branchen, siger Esben Lunde Larsen.

Fakta

Dyrevelfærdsmærket stiller krav til grisenes opvækst. For at svinekød kan mærkes med dyrevelfærdsmærket, skal grisenes opvækst leve op til en række grundkrav. Disse grundkrav ligger klart over de gældende lovkrav i Danmark og EU og dermed over, hvad grisene oplever i standard- eller konventionel produktion. Mærket er en frivillig ordning og har tre niveauer fra et til tre hjerter. Jo flere hjerter, jo højere dyrevelfærd. Et hjerte markerer, at mærkets grundkrav er opfyldt. To og tre stjerner markerer, at der er opfyldt supplerende krav om mere plads og udeareal. Svinekød med det statslige mærke vil kunne købes engang i 2017.

Et hjerte giver bedre dyrevelfærd

Fritgående søer

Krølle på halen/hele haler

Mere halm (redebygningsmateriale)

Mere plads

Max 8 timers transport

To hjerter giver endnu bedre dyrevelfærd

Kravene til ét hjerte plus:

Endnu mere halm

Endnu mere plads (30 pct. ekstra)

Tre hjerter giver meget bedre dyrevelfærd

Kravene til ét hjerte plus:

Meget mere halm (halm i leje)

Meget mere plads (faring på friland, udeareal til fravænnede og slagtesvin)

Coop’s dyrevelfærdsmærke

Den 1. september 20160 offentliggjorde Coop sit dyrevelfærdsmærke, der består af fire firkløverlignende mærker, hvor et til fire blade er grønne afhængig af, hvor godt dyrene har det. Mærket er Coops alene, mens stort set resten af dagligvarebranchen næste år får svinekød med det statslige dyrevelfærdsmærke,  som blev præsenteret midt i oktober. – Vi ser det som vores opgave at tale forbrugernes sag. Derfor kan vi ikke gå med på et mærke, der alene taler industriens og eksporterhvervets sag. Vores mærkningsordning er anderledes og vil i modsætning til ministerens skabe et mærkbart og markant løft i dyrevelfærden, siger koncerndirektør i Coop Jens Visholm om koncernens mærke. Den første lancering omfatter over 100 produkter, inden for svinekød, kyllinger, mælk, æg og oksekød (fra malkekvæg). Næste bølge af varekategorier bliver mærket i 2017, og i løbet af 1. halvår forventes der at være ca. 500 varer.

 

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies