En af de – meget – få
af Hanne GregersenAntallet af selvstændige, kvindelige slagtermestre kan tælles på få fingre. En af dem er Lene Hammer Larsen, Østerport Slagter i Ikast. Det var formentlig ikke ud fra ideen om at slå et slag for ligestillingen i branchen, at Lene Hammer Larsen i 1994 kom i lære hos den daværende ejer af Østerport Slagter. Men lærepladsen og faget bekom hende så vel, at det ikke alene resulterede i et svendebrev, men også i at hun i 2008 købte halvpart i butikken. I dag er hun eneejer af Østerport Slagter, der i mere end fyrre år har ligget i Ikast midtby. – Jamen, det er da et mandefag, men sådan behøver det ikke være, siger hun og slår gerne et slag for, at flere kvinder går samme vej som hun. – Det at være slagter rummer jo ikke samme fysiske slid som tidligere, fortsætter hun. - Vi får ikke længere halve kroppe hjem til opskæring.
Kødet kommer i mindre delstykker, som vi arbejder videre med. Det er langt mindre belastende og giver mere tid og plads til at tænke kreativt og udvikle det sortiment, man gerne vil have i sin butik Lene Hammer Larsen understreger, at hun ikke er alene om at give Østerport Slagter det gode ry. Hun har ni fuldtidsansatte i butikken, hvoraf de fire er elever, plus mere løst tilknyttede som chauffører og vikarer. Det med elever lægger hun stor vægt på. At få uddannet unge, der kan fortsætte faget, og under coronanen blev antallet udvidet med en til de nuværende fire. ”Knagdygtige” siger hun om sin medarbejderstab. De ved noget om kød og er effektive.
17 medaljer
I skrivende stund er der ekstra knald på i baglokalet. Østerport Slagter stiller op til Danske Slagtermestres fagkonkurrencer i weekenden 2.-3. oktober, og har travlt med at skabe og udvælge de 24 enheder, Lene Hammer Larsen og hendes stab tager med til dysten. Det er blandt andet spegepølse, pølse på grill og en særlig nytårspølse. De deltog også sidste gang, konkurrencerne blev holdt, det var i 2019, og tog dengang 17 medaljer med hjem til Ikast. Noget, hun er både glad for og stolt over. En af butikkens store specialiteter er Ikastskinken, men den er ikke Lene Hammer Larsens opfindelse. – Den blev udviklet af min tidligere mester, siger hun, - men den er så efterspurgt, at vi ikke vil ændre på den. Derimod prøver vi mange andre ting, især inden for sortimentet af pølser, og jeg synes, kunderne tager godt imod det, vi laver. – Men, indrømmer hun også - det kan undertiden virke, som om vi hele tiden skal være foran for at følge med. Ikke at det er en beklagelse, understreger hun, men det er en af årsagerne til, at hun i marts i år tilsluttede sig Mad-Med-Mere kæden, der også ligger i regi af Danske Slagtermestre. – Fordelen er, at kæden ikke er et enten-eller, fortæller Lene Hammer Larsen. - Man kan deltage i fælles aktiviteter som indkøb, udvikling af retter eller den fælles Facebook-profil. Men man kan også lade være.
En trend, der holder ved
Selv har Østerport Slagter valgt at holde fast i egne succeser og i øvrigt lade sig inspirere. Får staben nye ideer, skal de afprøves, er hendes holdning. Det kan resultere i nye menuer og færdigretter - eller næsten færdigretter, som kunderne køber i butikken og med gode råd fra butikken kan gå hjem og sætte i ovnen. Lene Hammer Larsen er dog en nøgtern forretningskvinde. Falder nyskabelsen ikke i kundernes smag, fjernes den uden tårer igen fra butikkens hylder. I modsætning til mange andre forretningsdrivende har Lene Hammer Larsen ikke de store beklagelser over corona-tiden. Tværtimod medførte nedlukningen af landets institutioner og arbejdspladser en ny trend, som hun glæder sig over – og som hun spår hænger ved. Ganske vist blev der sat prop i levering til selskaber og store arrangementer, erkender hun, men den almindelige husholdning fik pludselig øje på lettelsen ved, at middagsmaden var udtænkt og mere eller mindre færdig tilberedt fra slagterens hånd. – Det var helt tydeligt, at kunderne havde brug for at slappe af, efter en hel dag, hvor de både skulle passe eget arbejde og samtidig sikre, at børnene fulgte hjemmeskolingen, siger hun. - Kunderne fik simpelthen øje på de muligheder, slagterbutikkerne rummer. Og så det med spådommen. – Jeg tror, fastslår hun, at især børnefamilierne har fået smag for at få færdig, hjemmelavet mad, som de selv kan præge, hvis de vil. Vi har i hvert fald indtil nu ikke mærket et viderefald i efterspørgslen.
Oktober 2021