I en tid, hvor dansk identitet og kultur og danske værdier er mere udfordret end vel nogensinde, skulle man tro, at der var nok af moralske dilemmaer at tage fat på for Etisk Råd. Skal vi som samfund acceptere, at de frihedsrettigheder, som er selve grundstammen i vores samfundsmodel, anvendes og påberåbes af kræfter, som vil både modellen og rettighederne til livs? Bør vi gå på kompromis med vore værdier for at bevare dem? Det er en ikke alene for os danskere, men for alle europæere skelsættende diskussion, som er sprængfuld af etiske overvejelser. Men det ikke noget, der optager Etisk Råd, der lige så godt kunne hedde Institut for Politisk Korrekthed. Politisk korrekthed er imidlertid ikke løsningen på de mest påtrængende udfordringer. Det er Sverige et skræmmende godt eksempel på. For dog ikke at gå helt i stå, forsøger det etisk råd sig så med politisk korrekthed på andre områder. Nu er det f.eks. kvæget, der fiser for meget, så jordkloden bliver varmere. Det må vi gøre noget ved, mener rådet, som er nået frem til, at en afgift på oksekød er vejen frem. Den kan Folketinget naturligvis kun indføre i Danmark, som imidlertid huser en forsvindende lille del af den globale kvægbestand, så en afgift på kødet vil kun fungere som et skud i foden. Men det er ikke desto mindre, hvad Etisk Råd har foreslået, også uagtet, at de danske kreaturers hovedfunktion er at producere mælk. Og den er der ingen forslag fra rådet om at indføre afgift på. Man kommer næsten til at savne Anders Fogh Rasmussens opgør med råd og nævn fra begyndelsen af årtusindet. ”Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder,” lød det fra statsministeren i nytårstalen i 2002, og så nedlagde han over 100 af dem. Havde Etisk Råd dengang være fremme med sit forslag om afgift på oksekød, var rådet sikkert røget med i ”massakren”, for med forslaget rammer rådet helt ved siden af sin egen mission.

Om der skal afgift eller ej på dette eller hint, er nemlig slet ikke et etisk spørgsmål. Det er et rent politisk spørgsmål. Dermed er det ikke et anliggende for Etisk Råd. Der har jo også lige været en diskussion om PSO-afgiften, og det var heller ikke en etisk diskussion, selv om den også handlede om klimaet. Det samme gælder den nylige afskaffelse af støtten til solceller. Heller ikke fedtafgiften handlede om etik, hverken da man indførte den, eller da man afskaffede den igen. Det sidste blev i virkeligheden udløst af en juridisk diskussion om konkurrenceforvridning som følge af Danske Slagtermestres sagsanlæg. Etisk var diskussionen med Kammeradvokaten ingenlunde, og det er altså heller ikke tilfældet med det, som Etisk Råd øjensynligt beskæftiger sig med. Det er politiske diskussioner, hvor man kan være for eller imod, uden at det handler om, hvorvidt vi er gode eller dårlige mennesker. For det er jo det, etik handler om. Som antydet, bør forslaget rejse en (politisk) diskussion om Etisk Råds fortsatte eksistensberettigelse. Hvis rådet ikke har mod til at bore sig ned i de afgørende, men ikke ufarlige dilemmaer for vort samfunds fremtid, men smyger sig udenom ved i stedet at fremkomme med skattepolitiske fantasifostre, må konklusionen blive, at rådet – i hvert fald i dets nuværende form – har udstillet sin egen uduelighed.