Fire vindere af gourmetprisen 2022
af Mejeri.dkFire vindere af gourmetprisen 2022
Det var 17. gang, at Mejeriforeningens Gourmetprisen blev uddelt den 31. august for at fejre det store, mangfoldige udvalg af oste og mejeriprodukter i verdensklasse fra de danske mejerier. Det kompetente dommerpanel havde ved prisuddelingen fornøjelsen af at smage og vurdere alle 12 finale-produkter fra mejerier i hele landet og et par enkelte fra Sverige. Det blev økologisk flødedessert med kirsebær, økologisk dobbeltsyrnet smør med dansk sydesalt, Gammel Knas og Hallands Himmel, der vandt Gourmetprisen 2022.
Gourmetprisen er med til at holde os til ilden Adm. direktør Leif Friis Jørgensen fra Naturmælk og Øllingegaard Mejeri var henrykt over førstepladsen i kategorien med både is og konsummælksprodukter og smør. - Vi arbejder hver dag på at lave endnu bedre produkter, så denne anerkendelse betyder noget for os alle sammen, både mejerister, landmænd og produktion. Vi har altid bakket op om Gourmetprisen, fordi vi mener, at det er vigtigt. Også Alex Racoveneau, direktør i Arla Unika, var begejstret for årets Gourmetprisen: - Vi er først og fremmest utroligt glade og ydmyge over for anerkendelsen fra et professionelt panel, der fokuserer på smag. I Arla har vi nogle helt fantastiske mejerister, som producerer produkterne. Og så har vi en produktudvikler i verdensklasse, Mads Østergaard, der skaber kongstanken bag ostene, der vandt. Det er en kæmpe stor fornøjelse at arbejde med så dygtige mennesker.
Vinder i kategorien hårde oste
Gammel Knas, Arla Unika, fra Arla Nr. Vium Mejeri vandt denne kategori. Osten er en 24 mdr. modnet havarti, 36% fedt, en ost, man aldrig bliver mæt af. Den har fylden, tyngden, syren, sødmen og en fantastisk konsistens, og vi kunne spise den hver eneste dag resten af vores liv. Ikke for tung, ikke for let; vi kan simpelthen ikke finde noget som helst, der er galt med den. Det er ren ostelykke. En ordentlig krammer af en ost. Som en følelse af at være kommet hjem. Der er ingen vej uden om at kalde årets vinder for: Den perfekte ost, udtrykte dommerne.
Vinder i kategorien bløde oste
Hallands Himmel, Arla Unika, fra Arla Kvibille Mejeri (Sverige) vandt kategorien for bløde oste. Osten er modnet i 5 måneder og en dehydreret blåskimmelost. En fantastisk ost med fuld fart på og dog i vidunderlig balance. To verdener smelter sammen med den halvfaste tekstur og den cremede blåskimmel i en smagseksplosion af alt muligt dejligt. Starter i en venlig karameltone og jordede noter, men så kommer blåskimlen bragende og overrasker og udfordrer med hver en bid. En virkelig interessant måde at lege med begrebet blåskimmel på under en smuk skorpe, som er central for helhedens balancepunkt. En meget, meget dejlig ost, der kan bruges til det hele. Vild og voldsomt vellykket, sluttede dommerne.
Årets vindere i de fire kategorier er Is og konsummælksprodukter
Økologisk flødedessert med kirsebær fra Øllingegaard Mejeri
Smør
Økologisk dobbeltsyrnet smør med dansk sydesalt fra Naturmælk
Hårde oste
Gammel Knas, Arla Unika, Arla Nr. Vium Mejeri
Bløde oste
Hallands Himmel, Arla Unika, Arla Kvibille Mejeri (Sverige)
Om Gourmetprisen
Mejeriforeningens Gourmetpris blev indstiftet i 2003 i regi af Landsmejeriudstillingen (som i dag hedder International Food Contest) for at synliggøre den kvalitet og innovation, som findes i danske mejeriprodukter. Siden er Gourmetprisen blevet afholdt 14 gange som et gastronomisk fokuseret supplement til International Food Contests mejeritekniske kvalitetsvurdering
Kilde: Mejeri.dk
FVM, september 2023