Fooducer og FødevareDanmark går sammen
af PressemeddelelseParaplyorganisationen FødevareDanmark og Danmarks største fødevarevirksomhedsplatform, Fooducer, har med virkning fra 1. august i år indgået en samarbejdsaftale. Det betyder, at medlemsvirksomhederne får fælles økonomiske fordele med direkte adgang til både Fooducers PIM-system (Product Information Management) og store fødevarenetværk og til FødevareDanmarks branchepolitiske og juridiske rådgivning. Medlemmer af FødevareDanmark tilbydes medlemskabet hos Fooducer til halv pris. Det samme gælder Fooducers nuværende medlemmer, når de melder sig ind under FødevareDanmark.
Fooducer skaber overblik
-Når vores medlemmer tegner medlemskab hos Fooducer, får de stillet intelligente, digitale værktøjer til rådighed. Uden først at skulle google i øst og vest kan de nu hurtigt og nemt hente de data, de skal bruge, hvad enten det handler om at finde frem til en producent eller en mulig aftager af et produkt, siger markedschef Mads Illum Hansen, FødevareDanmark. Han fremhæver, at FødevareDanmark nu kan trække på Fooducers specielle softwareløsninger: - Det giver producenter, grossister, indkøbere og detailbutikker i fødevarebranchen hurtig og direkte adgang til lovpligtige produktdata og til informationer om, hvad der findes af produkter på markedet, deres historier og hvilke afsætningsmuligheder der er for dem, siger Mads Illum Hansen.
Øget brancheviden og direkte markedsføring
Fie Hansen-Hoeck, CEO og medstifter af Fooducer, ser også mange gevinster i samarbejdsaftalen: - Vi oplever ofte, at vores producenter søger meget specifik viden om f.eks. lovpligtig egenkontrol og fødevaresikkerhed. Derfor er vi glade for, at det nye samarbejde indeholder en direkte og billigere adgang til at kunne trække på FødevareDanmarks ekspertise, siger Fie Hansen-Hoeck. Fooducer glæder sig nu til at hjælpe alle fødevareproducenter med at kunne markedsføre sig tættere og direkte over for alle FødevareDanmarks 700 medlemsvirksomheder som slagtere, oste- og fiskehandlere, samt små og mellemstore fødevarevirksomheder i SMV Fødevarer, og ikke mindst via FødevareDanmarks medier. - Det vil yderligere styrke kendskabet til alle de spændende produkter, vi har i Danmark og forhåbentlig hjælpe flere af dem frem på hylderne til glæde for forbrugere og virksomheder, siger Fie Hansen-Hoeck. Aftalen rummer endvidere en mulighed for også at trække på FødevareDanmarks reklamebureau Cibus Food Marketing og derved hente rabat på gode fotooptagelser i forbindelse med markedsføring.
Kort om Fooducer
Fooducer blev etableret for 2½ år siden og er ene om at kombinere PIM-softwaresystem (Product Information Management) til administration af nødvendige produkt-stamdata med et community for fødevarebranchen. Fooducer har allerede 1.200 danske virksomheder som brugere, der både tæller små og store grossister, alle typer indkøbere samt producenter og leverandører af fødevarer. Derudover har Fooducer brugere i en række europæiske lande. Det er muligt at hente viden om 10.000 fødevareprodukter på Fooducers platform. Fooducer har også 2-vejs integration til GS1 Trade Sync. Se mere på www.fooducer.com Link til film om Fooducer
Kort om FødevareDanmark
FødevareDanmark er en paraplyorganisation i fødevaresektoren for små og mellemstore virksomheder. Under paraplyen er 700 medlemsvirksomheder i Ostehandlerforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandlere, SMV Fødevarer og Danske Slagtermestre organiseret.