Forbrugerne på Frederiksberg vil have det bedste

af Per Aaskov Karlsen

Slagtermester Søren Friis fik i 1997 øje på en slagterforretning på hovedstrøget på Frederiksberg, der stod for at skulle generationsskiftes. Der blev handlet, og i november 1997 blev der med det samme sat nyt lys fra Bäro op i forretningen. I 2001 lavede Søren Friis så den første gennemgribende ombygning i slagterforretningen på Falkonér Allé. - Det er et købestærkt publikum, som bor her på Frederiksberg, men de er også både krævende og kvalitetsbevidste, fortæller Søren Friis. – Madbutikkerne er skudt op i stigende takt rundt omkring os på Frederiksberg i årenes løb. Cofoco, Madklubben og Lagkagehuset er nogle af de udbydere og kæder, som har etableret sig med madbutikker. Vi har i dag hele 6 bagerforretninger på Falkonér Allé, som også udbyder tærter og sandwiches, og hvoraf flere af dem også fungerer som cafeer. I Frederiksbergcenteret, som ligger tæt på, findes også flere madbutikker bl.a. med palæo og Joe & the Juice.

Ombygning og renovering i 2001

Da slagtermester Søren Friis overtog forretningen i 1997, trængte den til renovering. Ombygning og totalrenovering blev foretaget i 2001 med nyt butiksinventar, fliser, diske osv. Den 250 kvadratmeter store kælder under forretningen rummer hele forretningens egenproduktion og opskæring. Kælderen er løbende blevet moderniseret og rummer i dag en mindre produktionsfabrik med stort set alt i udstyr. Butikken ligger i en andelsforening.

Tankerne bag ombygningen her i 2015

Selv om butikkens inventar „kun“ var 14 år gammelt, syntes vi, at butikken skulle renoveres nu. Jeg er 56 år, og hvis butikken skal renoveres, imens jeg driver den, skal det være nu. Jeg kunne jo have set det kortsigtet og blot ladet butikken nedslide, indtil jeg engang går på pension, men hvis jeg investerer nu, er der en god sandsynlighed for, at forretningen også eksisterer i fremtiden, fortæller Søren Friis til Fødevaremagasinet. – Jeg har gjort næsten det samme som i 2001, skrællet butikslokalet fuldstændigt og indrettet med nye diske, nye fliser, nyt loft og gulv. Butikken skulle have et mere tidsvarende udtryk, og det har den bestemt fået. Alt det gamle udstyr er blevet afhændet og solgt, fortæller Søren Friis.

Selve ombygningsprocessen

- Når sommeren sætter ind, flytter mine kunder op til Jens Munch i Skagen, fortæller en smilende Søren Friis. Vi plejer at lukke butikken ned i en 3 ugers periode. I år brugte vi de 3 uger til atbygge om. - Inden processen gik i gang, havde jeg haft kontakt til det tyske indretningsfirma Aichinger. Virksomheden hjalp mig også med ombygning i 2001, så processen og professionalismen i samarbejdet kendte jeg. Der blev udarbejdet tegninger af diske, afløb, el og meget mere ned til mindste detalje, så arbejdet kunne gå i gang. Det er en fornøjelse, når det er aftalt, at de første 14 dage skulle bruges til nedrivning, installationer, vand og kloak m.m., og den sidste uge skulle bruges til opsætning af butikken, og tidsplanen så holder. Mandag i den 3. uge kl. 8.00 skulle et team med 3 tyske montører begynde opsætningen af diske, reoler, bordplader osv. Præcis kl. 8 ankom teamet, fortæller Søren Friis. – Kommunikationen med Aichinger foregår på tysk og engelsk, og det fungerer fint. Firmaet opererer i både Europa, men også i Saudi Arabien og i Rusland. Jeg havde specifikke krav til diskfronten, reolmaterialer, belysning samt arbejds- og rengøringsvenlighed. Rengøringssystemet i bunden af kølediskene er en vigtig detalje for hygiejnen. Diskbunden bliver efter afrimning spulet med dyser, således at hygiejnen hele tiden er i top. Bunden i diskene er af rustfrit stål, og arbejdshøjden er optimal. Der er optimal udstillingsplads og kundekontakt. Køledisken „Sirius 3“ er i år blevet udnævnt til Europas bedste køledisk. Gulvet skulle belægges med fliser foran disken og linoleum bagved, således at det både er visuelt flot, men også behageligt for medarbejderne at gå på. Vægte og dankortterminaler er tænkt ind projektet. Alt blev visualiseret med disk og reoler i 3D, inden den endelige beslutning om indretningen blev taget. - Kunderne har taget rigtig godt imod den nye butik, og de fleste synes, at butikken har fået et mere let og åbent udtryk. Omsætningen er siden ombygningen øget med knapt 10 procent, dette på trods af, at kunderne i perioden har haft rigtig mange andre tilbud som fx Copenhagen Cooking og andre kulturelle tilbud, fortæller Søren Friis.

Sortiment og salg

- Hovedvægten i forretningen er selve butikssalget, som jeg brænder mest for. Jeg siger hellere nej til catering, hvis det så går ud over butikken. Det duer ikke, at kunderne ikke kan blive ekspederet, fordi der er noget mad ud af huset, som skal leveres. Jeg samarbejder med en kok om fx nytårsmenuerne, hvor jeg sælger knapt 700 menuer. Kokken er udlært på en Michelin-restaurant, så kvaliteten er bestemt i orden. Det ville være næsten umuligt for os at håndtere en så stor mængde menuer ved siden af demængder, der i samme periode skal igennem forretningen, udtaler Søren Friis. Slagterbutikken indeholder et convenience område, et selvbetjeningsområde, et område med frost samt et område med kød, pølsemageri- og røgvarer.

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies