Fra lærer til slagter

af Torben Svane Christensen

Christian Clausen på 27 år valgte lærergerningen fra og er nu med til at modernisere familievirksomheden Ravsted Slagteri. Drive-in salg under Corona-nedlukningerne bekræftede ham og familien i, at butiksområdet og salg til private kunder kunne udvides. De sociale medier bliver flittigt brugt og 11.000 følger nu den virksomhed. I Ravsted Slagteri er tre generationer med til at skabe en virksomhed, der sidste år blev belønnet med Børsens Gazelle for tredje gang siden 2020. Det er Claus Christian Clausen, Jørn-Henrik Clausen og Christian Clausen samt 7 medarbejdere, der står for at fremstille pølser og pålæg og betjene kunderne. Men egentlig var det planen, at den yngste af de tre skulle være skolelærer, og Christian Clausen blev færdig med læreruddannelsen lige inden, Covid satte det meste af verden i stå. - Jeg har jo altid fået at vide af min far og min bedstefar, at slagterfaget var hårdt og tidskrævende. Men under Coronaen hjalp jeg til i virksomheden og fik afprøvet nye tiltag, der virkede, fortæller Christian Clausen.

Erfaring og nytænkning

Han er nu medejer af Ravsted Slagteri, hvor han har 20 procent, mens faderen Jørn-Henrik Clausen har 80 procent. - Det er meningen, at jeg stille og roligt skal øge min ejerandel til vi hver har 50 procent, og så må vi se, siger han og fortsætter: - Vi kan mange ting, og vi er et godt hold. Før handlede vi næsten kun med landmænd, der skulle have slagtet. Nu er det mere B2C, og jeg går meget op i markedsføring. Min bedstefar og min far er meget lydhøre for mine ideer, og de kan jo se, at det virker. Vi sparer også om tingene. Min bedstefar har 60 års jubilæum om to år. Min far har været i branchen, siden han var 15 år. Christian har to søskende, der har søgt i andre retninger end slagterfaget. - Men de hjælper til, når vi har travlt. Min mor, Anja, laver det kolde til ud af huset, fortæller han.

Bestillinger via Facebook

Et af de nye tiltag den unge generation har sat fokus på er brugen af de sociale medier i markedsføringen. I dag har Ravsted Slagteri cirka 11000 følgere på Facebook. Cirka 80 procent af kunderne bestiller deres varer via Facebook, og så er pølser, bøffer og pålæg pakket og parat, når kunderne kommer for at hente det.

- Vi fandt et marked under corona, hvor vi kombinerede den gammeldags slagter, hvor man kommer ind i butikken og køber, med bestillinger og "ja tak-tilbud" på Facebook. Det var en rigtig god kombination, som har været med til at skabe vækst og udvikle butikken, fortæller Christian Clausen. Hver mandag/tirsdag kommer der nye tilbud op på Facebook.

Kunder kører mange kilometer

Det er altid en fordel at vide, hvor kunderne kommer fra, så Christian Clausen lavede en spørgeskemaundersøgelse, hvor 500 kunder deltog. Undersøgelsen viste blandt andet, at 40 kunder kører mere end 50 kilometer flere gange om måneden for at handle produkter hos Ravsted Slagteri. - Ja, vi har kunder, der kører helt fra Esbjerg og flere andre store sønderjyske byer, siger han.

Større butik

De mange kunder betyder, at der er brug for mere plads i butikken. Så en væg er blevet væltet, og et nyt lokale, der er tre gange så stort som det gamle, er kommet til. - Før var der en køledisk på halvanden meter, der var placeret i en gang. Nu har vi tre kølediske på to meter stykket. Det er en sund virksomhed økonomisk, så vi kunne selv finansiere ombygningen, siger Christian Clausen.

Snart uddannet slagter

Christian Clausen fik blandt andet styrket sine lederegenskaber under læreruddannelsen. En kompetence han bruger i virksomheden. - Min far og bedstefar kan håndværket, men jeg skærer også ud, men det er også mig, der laver varebestillinger og meget andet. Jeg er i gang med mit svendeforløb som slagter, og jeg skal til svendeprøve til januar. Jeg har fået merit for 80 procent af uddannelsen, siger han, og han håber, at han kan lokke flere ind i faget. - Lige nu står vi og mangler en lærling. Men der er ingen at få. Vi har en lærling nu, og jeg har hørt ham, om han ikke kender nogen, der kunne være et emne. Vi er åbne for det hele, og jeg håber da også, at omtalen af, at vi har fået Gazelle-prisen for tredje gang kunne tiltrække en lærling, siger han. På nuværende tidspunkt er der 13 på lønningslisten, og det er inklusiv tre skoledrenge, der hjælper til efter skoletid og en kontordame.

Færre slagtninger

Det er ikke planen, at Christian Clausen skal arbejde så mange timer, som faderen og bedstefaderen har gjort hidtil. - Jeg har længe gerne villet skære ned på antallet af slagtninger, og i april sidste år stoppede vi med slagtningerne af lam. Vores griseslagtninger er steget en lille smule, fordi vi skal bruge mere kød til produkter til vores kunder. Der bliver kun slagtet om mandagen. Vi laver alt selv. Vi fremstiller 17 til 18 pålægspølser, fire spegepølser, alt inden for kalv, okse, kylling og grise. Vi laver en masse buffeter, halve pattegrise, pølseborde og andet, men ud af huset fylder mindre nu i omsætningen. Vi står lidt ved en skillevej, min far kan godt lide at lave det, men jeg vil nok ikke bruge så meget tid på det. Der skal også være tid til, hvis jeg gerne vil stifte familie, understreger Christian Clausen. Let-Køb Holbøl & Let-Køb Ravsted sælger varer fra slagteren, og der er en salgsvogn, der holder på Brørup Marked hver fredag

Ravsted Slagteri

I april 1965 bestod Claus Christian Clausen svendeprøven som pølsemager med sølvmedalje. Måneden efter købte Claus Clausen forretning i Ravsted Ågade 1 i den lille sønderjyske landsby Ravsted. I 1979 blev forretningen udvidet og ”Slagterens mini-supermarked” åbnede, med en tredobling af arealet. I 1986 blev forretningen igen udvidet. I oktober 1986 deltog Slagtermester Claus Clausen i en international fagkonkurrence for slagtermestre, og han vandt en guldmedalje for en paté og sølvmedalje for en sønderjysk spegepølse. Samme år begyndte sønnen Jørn-Henrik Clausen at hjælpe til i butikken efter skoletid. I 1994 købte Claus Ravsted Mejeri Storegade 35, hvor Ravsted Slagteri nu har til huse. Her var der plads til et dyrlægekontrolleret slagteri.

I 2013 åbnede Jørn-Henrik Clausen den nuværende slagterforretning i Storegade.

I 2019, da Covid-19, holdt sit indtog begyndte Jørn-Henrik’s søn Christian, at holde med salgsvognen på Storegade 35, og hver fredag kl. 13-17 kunne kunderne hente varer her. Ravsted Slagteri leverer til Let-Køb butikkerne i Holbøl, Hellevad og Ravsted, og salgsvognen holder på Brørup marked, hver fredag formiddag.

 

FVM, januar 2024

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies