Frk. Ost trækker kunder til fra nær og fjern

af Per Henrik Hansen

Ostebutikken Frk. Ost i Viborg har succes med en placering uden for bymidten ved siden af en vinhandel og med salg af tapas, hjemmebagt brød og hjemmelavet tilbehør. I tæt samarbejde med sin mand og forretningspartner Nikolaj Jørgensen har Britt Hendriksen udviklet et nyt levedygtigt koncept for en ostebutik anno 2020. Med adresse på Koldingvej 73, et par km fra Viborgs gågade og historiske bymidte, bryder placeringen af hendes butik Frk. Ost med den gamle lærdom om, at specialbutikker skal ligge der, hvor strøgkunder færdes. En anden del af konceptet er ikke kun at have lækre oste, men også et pænt udvalg af hjemmelavede tapas med ost, skinke, forskellige pølser og andre gode sager; og dertil hjemmebagt brød og eget tilbehør. - Her på Koldingvej kan folk parkere lige uden for døren, og de kan nemt bære fade med tapas ud i bilen, og vi kan hjælpe dem med det. Det kunne slet ikke lade sig gøre, hvis vi lå i centrum med langt til parkeringspladser, fortæller Britt Hendriksen. Hendes oste, tapas og andre varer er så populære, at hun ofte har kunder fra byer som Herning og Holstebro, begge mere end 45 km fra Viborg. Selv så langt væk som i Aarhus (60 km) og Middelfart (120 km) har hun enkelte faste kunder. Frk. Ost har over 90 oste i sortimentet, men de udenbys kunder tiltrækkes især af de små og lækre tapas. De anrettes på træfade, som kunderne skal levere tilbage til butikken.

 

Spiste kun ost på pizzaer

At Britt Hendriksen i dag er ostehandler, lå overhovedet ikke i kortene for bare seks år siden. Godt nok havde hun i 10 år beskæftiget sig med handel, men det var som ansat i en grossistvirksomhed i isenkram-branchen. Og ost var slet ikke noget hun satte tænderne i. - Jeg havde aldrig spist andet ost end det, der er oven på en pizza, ler hun. Men så var der lige det, at Britts mand Nikolaj Jørgensen havde en vinhandel, nærmere bestemt Vin & Vin butikken på Koldingvej i Viborg. Både venner og bekendte samt kunder i vinbutikken sagde ofte, at vin og ost hører sammen, så var det ikke en idé også at handle med ost? På det tidspunkt var der slet ingen ostebutik i byen, hverken i centrum eller udenfor. - Der var ledige lokaler i forbindelse med vinbutikken, og så foreslog min mand, at vi indrettede en ostebutik i dem, og at jeg skulle køre den. Det sagde jeg ja til, og så måtte jeg jo lære at spise ost, fortæller Britt, stadig med et stort smil i stemmen.

Tidligere slagterbutik

Samtidig med hun i en alder af 38 år gik i gang med den nye kulinariske udfordring, blev butikken indrettet. Da det gamle tapet og gulvbeklædning i lokalerne blev revet af, viste det sig, at lokalerne tidligere havde huset en slagterforretning, så der var fliser på væggene og klinker på gulvene. Ideelt for en osteforretning efter en let ”upshining”. Det er nu fem år siden butikken blev indrettet, og Britt er fortsat vældig tilfreds med selve butikslokalet. - Det er lidt lille, cirka 25 kvadratmeter, men smadderhyggeligt, synes hun.Lageret bagved er dog blevet noget trangt, så nu bliver der bygget til med nyt kølerum. Bag butikslokalet er der også et lille bageri, hvor Britt og medarbejderne dagligt bager det gode madbrød, der hører til tapas-anretninger.Også mange andre varer bliver produceret på Koldingvej. - Vi laver selv alt, hvad vi kan komme til. Vi rører flødeost op med smagsgivere som ramsløg eller rosiner, der har trukket i rom fra min mands forretning, vi laver chutneyer, salte mandler, rugbrødschips og meget andet, fortæller Britt.

Byens bedste elev

Udover hende selv er der i butikken en fuldtidsansat, fire timelønnede over 18 år og fire ungarbejdere. Den fuldtidsansatte er Julie Drud som fik sin butiksuddannelse i Frk. Ost. I læretiden blev hun af handelsskolen i Viborg og Viborg Handel kåret som byens bedste butikselev. - Det var fordi hun er så god til at give kunderne service og i det hele taget give dem en god oplevelse fra de kommer ind i butikken til de går ud ad døren igen, fortæller Britt. I det hele taget betyder kundernes oplevelse alt hos Frk. Ost. - Som detailforretning skal vi give kunderne service, service og service. De går over til nethandel, hvis vi ikke giver dem god service, har stor viden om vores produkter og kan vejlede dem, lyder Britts forretningsfilosofi.

Planer om mere

Der har været vækst i forretningen i alle de fem år, den har eksisteret, og succesen har givet Britt Hendriksen mod på mere. - Sammen med min mand har jeg været på inspirationstur rundt i Jylland, set på vin- og osteforretninger og prøvet tapas forskellige steder. Vi kiggede også efter steder, hvor der er potentiale til en ny Frk. Ost. - Der er to store udfordringer i det. Den ene er at finde det rigtige lokale. Ligesom her i Viborg skal der være lidt uden for centrum af en by med et vist kundegrundlag. Den anden udfordring er at finde kvalificeret personale. Derimod vil det ikke genere mig at tage konkurrencen op, hvis der er en ostehandler i byen i forvejen, forklarer hun. Endnu har Britt ikke et konkret sted til en ny butik i tankerne. - Det er ikke noget, der haster. Måske kommer det i år, måske næste år eller senere. Det skal være når der kommer det rigtige lokale. Det kan også være at der bliver mere end én ny butik; men det må aldrig blive flere, end at jeg selv kan køre rundt og være en dag her og en dag der, så jeg kan følge med i det hele, siger Britt. Hun er i øvrigt frue, gift med papir og det hele med Nikolaj. Navnet Frk. Ost fandt de to på under en brainstorm, fordi det lyder godt. Og i dag er hun ikke kun glad for at sælge oste, nu sætter hun også pris på at spise sine egne varer.

Marts 2020

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies