Gendarmer Ostedelikatesse åbnet i Holbæk

af Eivind Sønderborg Johansen

Butikschef i Osted Ost, Martin Worsøe, slog til, da han fik tilbuddet om at åbne egen ostebutik, hvor han blandt andet sælger sit eget varemærke, Gendarmer Ost. Holbæk har fået en ostebutik. Sådan en har byens borgere måttet undvære i syv-otte år, indtil 30-årige Martin Worsøe den 16. juni i år åbnede Gendarmer Ostedelikatesse, der har taget navn fra Gendarmergården, som butikken er placeret i centralt i den sjællandske by. - Jeg har i flere år drømt om at få min egen forretning, fortæller Martin Worsøe og uddyber: - Jeg blev på et tidspunkt kontaktet af LTI ApS Ejendomme, der ejer Gendarmergården, for firmaet ville gerne have en ostebutik ind i ejendomskompleksets gårdmiljø. Jeg slog hurtigt til, for jeg kunne se mulighederne i at etablere en osteforretning ud fra en overvejelse om, at en by på Holbæks størrelse måtte have et tilstrækkeligt kundepotentiale til det.

Ombygning for en halv million

Lokalerne, hvor Martin har indrettet Gendarmer Ostedelikatesse, har tidligere huset en smørrebrødsforretning, men fremstår i dag som en moderne ostebutik efter ombygning og nyindretning for en halv million kroner. Martin Worsøe er ikke uvant med at sælge ost, idet han kommer fra en stilling som butikschef i Osted Ost, hvor han på et tidspunkt blev headhuntet til, da forretningen manglede en mand, der både var en god sælger og kunne stå for driften. Martin har også været butikschef i Netto i Herlev og har desuden en HD i ledelse og organisation med i bagagen.

Kommet godt fra start

Det var et helt bevidst, at Martin valgte at åbne sin butik op til skoleferien, hvor travlheden er mindre end ellers, for det gav luft til at starte stille og roligt op. - Jeg synes, vi er kommet godt fra start med en støt stigende omsætning, siger Martin, der supplerer detailsalget i butikken med oste- og tapas-anretninger ud af huset. Martin Worsøe har da også brugt tid og kræfter på at synliggøre Gendarmer Ostedelikatesse i Holbæk gennem annoncering i lokale medier suppleret med brug af Facebook i markedsføringen. Foruden salg af ost og tilbehør indgår vin og forskellige former for pølse og charcuteri i sortimentet, men i begrænset omfang. - Vores butik ligger meget tæt på en vinforretning, så derfor har vi bevidst fravalgt det store vinsortiment, fortæller Martin.

Udlejer ønsker en slagter ind

Af samme årsag er udbuddet af charcuterivarer begrænset, idet LTI Ejendomme meget gerne vil have en slagter ind Gendarmergården. Martin satser på god kvalitet til fornuftige priser, for han er meget opmærksom på, at skal han overleve som specialfødevarebutik, er det på kvalitet og service og ikke på at dumpe priserne. - Mange af de oste vi sælger fra bl.a. Danmark, Frankrig, Holland og Spanien kan man ikke få i supermarkederne, oplyser Martin.

Sælger sin egen øko-ost

Omkring 15 procent af ostene i sortimentet er økologiske. Det gælder fx butikkens eget varemærke, Gendarmer Ost, som Martin Worsøe har fået Jernved Mejeri i Sønderjylland til at udvikle i tre-fire varianter.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies