Gode oste gennem 90 år

af Torben Svane Christensen

Osteforretningen Lynhjems Eftf. Ole Jensen ApS i Helsingør har siden åbningen i 1932 leveret oste til kunderne. Oste fra forretningen sælges også hos nemlig.com, og sidste år blev det blandt andet til 15.000 stykker Vesterhavsost. Marius Lynhjem startede sin oste- og hørkramforretning på Stengade i Helsingør i 1932. Ole Jensen købte forretningen i 1967. I dag drives og ejes forretningen af Gitte og Ulrik Sjøltov, henholdsvis datter og svigersøn af Ole Jensen. Da Gittes far købte butikken, opskrev man den svenske krone, og svenskerhandlen tog fart. – Vi har stadig svenske kunder, der jo ikke er vant til helhedsoplevelsen i en butik med både oste og vin, så det sætter de pris på, siger Ulrik Sjøltov. Butikken fylder 90 år i år, og det bliver markeret fredag og lørdag den 17. og 18. juni med forskellige aktiviteter. – Vi er endnu i planlægningsfasen, men vi laver et stort ostebord om fredagen udenfor, hvor slagteren fra Højslev kommer med sin berømte leverpostej og sine spegepølser. Vi har også lavet en aftale med en vinmand, der kommer med vine, der passer til de forskellige oste, fortæller Gitte Sjøltov, da Fødevaremagasinet laver interview med hende og manden i slutningen af maj.

Danske kvalitetsspegepølser og færøsk laks I butikken kan kunderne få et stort udvalg af oste, cirka 250 forskellige slags, og andre delikatesser fra mange forskellige lande. Her er der oste som Gruyere, Vesterhavsost, en god fransk brie, Manchego, Pecorino med trøffel, Gammel Knas fra Arla Unika. – Vi har alt, hvad kunderne kan ønske sig af spændende oste, et stort udvalg af sild, røget færøsk laks, oliven i løs vægt samt Parma, Serrano og sortfodsskinke foruden diverse italienske og spanske salamier og naturligvis et stort udvalg af danske kvalitetsspegepølser. Endelig har vi et pænt udvalg af delikate vine fra små producenter, siger Ulrik Sjøltov.

Fra ejendomsmægler til ostehandler

Gitte Sjøltov er stort set vokset op i butikken og som skolepige arbejdede hun i butikken. – Jeg har arbejdet i ejendomsmæglerbranchen i mange år, og jeg har altid vidst, at jeg en dag skulle arve butikken, uden det dog var noget jeg tænkte videre over, siger hun. Gitte kom først for alvor med i butikken i 2004. Ulrik kom med i 1991, og på et tidspunkt drev parret tre butikker, men to af dem, blandt andet butikken i Lyngby Storcenter, er nu solgt fra igen. – Vi har rigeligt at gøre med at drive butikken her i Helsingør, siger Ulrik Sjøltov. Der er syv Fuldtidsmedarbejdere og nogle studerende til at betjene kunderne. – Lige nu mangler vi en fuldtidsmedarbejder og en studerende.

Bager 200 kilo brød om ugen

Da der på et tidspunkt ikke var nogen bagere tilbage i Helsingør city, tog parret dejen i egen hånd. – Nu er der mulighed for at købe brød i byen, men vi fortsætter med at bage vores eget brød, og det bliver til 200 kilo rugbrød om ugen. Foruden rugbrød bliver der også lavet rugklappere til sandwich i butikken, oplyser Ulrik Sjøltov.

Oste hos nemlig.com

Oste fra Osteforretningen Lynhjems Eftf. Ole Jensen ApS kom allerede i januar i 2013 med i sortimentet hos nemlig.com. – Vi var en af de første specialbutikker, der kom med. Sidste år solgte vi 15.000 stykker håndopskåret Vesterhavsost på nemlig.com. Nu har et lokalt smedefirma fremstillet en maskine, der kan skære stykkerne. Salget på nemlig.com er vel omkring 10 – 12 procent af omsætningen. Vi har også kunder, der handler vores oste hos nemlig.com, men når de så skal have noget specielt, kommer de ind i forretningen og handler, fortæller Ulrik Sjøltov og han bliver suppleret af Gitte Sjøltov: – Vi startede også med at lave tapas for 15 år siden, hvor der kun fandtes en bog hos boghandleren om tapas. Vi har flere forskellige tapasudgaver både med charcuteri og ost samt hjemmelavede små tapasspecialiteter. Nu laver vi også nu en vegetarudgave, der er meget populær.

Jazz, vin og ost

Sidst i maj lagde ostebutikken baggård til en jazzkoncert, hvor publikum kunne nyde et glas vin og smage oste fra forretningen. – Det var en del af jazzfestivalen Sound Dues ´22, der er arrangeret af den verdenskendte jazzmusiker Niels Lan Doky, og det er første gang, vi har haft en koncert i gården, men vi har tidligere lavet fælles arrangementer med blandt andet Slagter Bogø. Vi specialbutikker i byen holder lidt sammen, siger Gitte Sjøltov, der også beretter om et langvarigt samarbejde med en slagter i det jyske.

Samarbejde med slagter

– Vi har et samarbejde med Slagteren i Højslev v/ Marco Nyeland Laursen, som vi og min far har handlet med i snart 40 år, siger Gitte Sjøltov, og hun fortæller, at kunderne stadig efterspørger en Helsingør-leverpostej lavet på en traditionel opskrift. Under coronanedlukningen oplevede specialbutikken en stigende interesse fra kunder, der savnede restaurantoplevelser. – Vi mærkede blandt andet en stigning i salget af kaviar og friske trøfler. Vi har heller ikke solgt så mange leverpostejer, som vi gjorde under nedlukningen, fortæller Ulrik Sjøltov. Nu slås butikken som mange andre med de tårnhøje priser på energi. – Vi er jo nødt til at kunne følge med og betale vores regninger, så vi har sat vores priser op med cirka 20 procent, siger Gitte Sjøltov, der fortæller, at hun er meget aktiv på de sociale medier. – Det handler om gode fotos og små film, så vi hele tiden er i folks bevidsthed. Da det var Store Bededag, lavede vi et opslag, hvor vi foreslog en god ost til de varme hveder, og det gav et godt salg, fortæller hun.

Kunder kommer langvejs fra

Parret har ingen planer om, at de igen skal have flere butikker. – Vi har rigelig i den her ene butik og med at gøre den attraktiv. Vi har kunder, der kommer fra København og helt fra Lolland, der er faldet for Helsingør og vores mange specialbutikker, siger Gitte Sjøltov.

 

Juni 2022

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies