Hvem er landets bedste slagtere?
af Landbrug & FødevarerSlagterprisen 2016 er blevet delt i to, så der igen i år er to kategorier, man kan vinde prisen i. Den ene pris går til slagtere i dagligvarebutikker og den anden går til private slagtere. Der er tre nominerede i hver kategori. De nominerede er alle dygtige håndværkere med høje krav til kvalitet, stort kendskab til kødet og øvrige råvarer i produktionen og ikke mindst med stort fokus på god betjening og vejledning af kunderne. Hanne Castenschiold, der er Landbrug & Fødevarers repræsentant i juryen, siger: - Det giver rigtig god mening at uddele to priser. Der er forskellige vilkår, arbejdsforhold og udfordringer for slagtere i henholdsvis dagligvarebutikker og hos private slagtere, og derfor uddeler vi fortsat to priser, siger Hanne Castenschiold, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.
Stærkt felt
Det var de små marginaler, der afgjorde, hvem der blev nomineret i det stærke felt af indstillede kandidater. Juryen var enig i, at de seks havde lige det ekstra, der berettiger til en nominering til Slagterprisen.
De nominerede i kategorien ”Privatslagtere” er:
Slagtermester Jacob A. Nielsen, Slagter Jacob Kalundborg
Slagtermester Jai Khamnuanwit, Munkholm Slagteren, Holbæk
Slagtermester Peter Thisgaard, Risskov Slagteren, Risskov
De nominerede i kategorien ”Slagtere i dagligvarebutikker” er:
Slagtermester Thor Bak, Meny Aalborg
Slagtermester Christian Niedoborski, Kvickly Albertslund
Slagtermester Søren Holmegaard, Bilka Hundige
I sidste halvdel af august kommer juryen på uanmeldt besøg hos de seks nominerede slagtere for at se, om virkeligheden i butikken svarer til den præsentation, de fik på præsentationsdagen. - Vi glæder os til at besøge de nominerede. Det er altid dejligt at se fagfolk i deres rette element, siger Hanne Castenschiold, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer. Priserne vil blive overrakt på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen, der finder sted den 12. oktober på Hindsgavl Slot i Middelfart.