Højer Pølser skruer ned for energien
af Højer PølserPølseproducenten i Højer er som alle andre virksomheder presset af energikrisen, men med nye tiltag forventer de at reducere deres energiforbrug med 60 procent i løbet af den næste måned. Peter Lind, grøn projektleder i Erhvervshus Sydjylland har energispareråd til virksomhederne.
De galopperende energi- og varmepriser og frygten for, at der på sigt bliver lukket for hanerne, er en trussel for mange virksomheder. Hos Højer Pølser tyer man til aktiv handling i tide. – Vi skruer på alle tænkelige knapper, og på den positive side, så går der lidt sport i det blandt alle vores medarbejdere i forhold til at se, hvor det er, at vi kan spare og har unødigt forbrug, siger Gerd Müller, der sammen med Jan Müller er fjerde generation hos den 125 år gamle pølseproducent, som har 40 ansatte.
For fem år siden indgik Højer Pølser en aftale om at komme over på vindmøllestrøm, og selv om det dengang var en dyr løsning, så priser de sig lykkelige for det i dag. Samtidig arbejder de nu intenst på at sænke varmeforbruget. – Vi forventer, at vi om en måned har sænket vores forbrug med 60 procent, siger Gerd Müller.
Lukker for dampkedel
Den store besparelse kommer blandt andet gennem en omlægning af produktionen. På den ene af virksomhedens adresser, nemlig på Østermark, har en dampkedel gennem årene kørt 24/7. – Nu kører den kun fra kl. 5 om morgenen til kl. 17, ligesom der er lukket for den i weekenderne. Det fungerer, og vi forventer en besparelse på små 20 procent alene gennem det tiltag, siger Gerd Müller. Men den helt store sparegevinst henter Højer Pølser i produktionen på Søndergade, hvor der er et koldrøgeanlæg, som skal lave damp i døgnets 24 timer. Her får man om kort tid udskiftet gasdampkedelen med en el-dampgenerator, som godt nok er mindre end den eksisterende.– Virkningsgraden er til gengæld større, og som det ser ud til nu, kommer vi til at opnå en besparelse i vores forbrug på 40 procent, siger Gerd Müller.
Fordelen ved at være mindre
Hos Højer Pølser ser man det som en udfordring at få kigget hele produktionen igennem for mulige sparetiltag. – Vi har været vant til billig energi, og derfor har vi ikke givet det så stor opmærksomhed. Men nu er det altafgørende, at vi fx ikke har en for stor maskine i forhold til produktionen, men tilpasser den, siger Gerd Müller, og erkender, at det lige nu er en fordel ikke at være en af de helt store virksomheder. – Vi har nok en større smidighed i forhold til store fabrikker, hvor det er lettere for os at komme fra idé til handling.
Energiråd fra Erhvervshuset
Højer Pølser har som flere andre virksomheder i det sydjyske fået tilskud til energirådgivning gennem et af Erhvervshus Sydjyllands tilbud til de sydjyske virksomheder. Peter Lind, projektleder hos Erhvervshus Sydjylland, følger virksomhedernes udfordringer på tæt hold, og han har en række råd. – Vi ser flere og flere virksomheder, der går deres maskinpark igennem og fx finder ud af, at de har et helt unødigt el-forbrug på 15 procent om natten. I andre virksomheder kan det handle om at få dimensioneret maskinerne til produktionen, ligesom der også er standby-knapper, som i mange tilfælde kan slukkes, siger Peter Lind.
Tilsvarende oplever han, at detailhandlere har stor gavn af at få gennemgået deres køleløsninger. – Det kan give rigtig god mening for nogle at skifte til CO2-kompressorer i stedet for de gamle freon-løsninger. De er typisk mere robuste, og det giver mulighed for at udnytte spildvarmen til f.eks. opvarmning, siger Peter Lind, der har set eksempler på en energireduktion til kun en femtedel af det hidtidige forbrug. – Uanset hvilken form for virksomhed man er, så er der for langt de flestes vedkommende energibesparelser og dermed også CO2-reduktioner at hente og dermed initiativer, som kan hjælpe i denne vanskelige tid.
Gode råd til at spare på energi- og varmeforbrug
Virksomheder kan med fordel kigge på følgende:
• Benyt en tilskudsordning, fx gennem Energisparefonden eller Erhvervshuset til at få målt CO2-udledning og få det ’usynlige’ forbrug frem
• Er der unødigt elforbrug om natten?
• Er der maskiner på standby, der kan slukkes?
• Hvad er der af alternative energi- og varmebesparende løsninger at gribe ud efter?
Kilde: Peter Lind, projektleder, grøn omstilling, Erhvervshus Sydjylland.
Kilde: Højer Pølser