Jeg nåede at hilse på fødevareminister Karen Hækkerup tre gange. Sidste gang var, da Leif Wilson Laustsen og jeg var til møde med hende onsdag den 11. december om formiddagen til en drøftelse af branchens fremtid. Om eftermiddagen var hun fortid. Det var en lidt underlig forestilling med en af gode grunde ikke særligt nærværende minister, hvis største interesse rettede sig mod en telefon, hvori statsministeren når som helst kunne befinde sig med en meddelelse om jobskifte. Alle vidste, at Karen Hækkerups hedeste ønske var at afløse Morten Bødskov som justitsminister, og at hun var storfavorit til den ledige post, men opkaldet kom altså først om eftermiddagen.

Man kan undre sig over hendes ønske. For nok er der fra gammel tid stor prestige forbundet med Justitsministeriet, men når man nu ser, hvordan de klumrer rundt derovre og betænker, at det er områder som rettens pleje og bandekriminalitet og prøveløsladelse fra overfyldte fængsler, der nu skal fylde hendes hverdag, er det egentlig besynderligt, at hun så brændende ønskede sig at komme hen, hvor hendes første opgave var at suspendere departementschefen, og hvor dagligdagen i det hele taget er præget af kedelige eksistenser. Men sådan er det jo, som de siger i politik.

Fire måneder og tre dage nåede Karen Hækkerup at være fødevareminister. For alle os borgere – og i særdeleshed de næringsdrivende, der skal disponere økonomisk for fremtiden – er det vigtigt at kunne tage bestik af de udmeldinger, der kommer fra regeringen og da især fra ressortministrene. Derfor er det at gøre grin med befolkningen, når ministre udskiftes efter så kort tid, at de kun lige når at komme med nogle vidtløftige programerklæringer, inden de er væk igen. Det samme gælder for de embedsmænd, som har til opgave at udmønte ministerens politik. Det er jo helt umuligt med så hurtige udskiftninger. Derfor bliver resultatet uvægerligt, at embedsmændene selv må fastlægge politikken. Det er for så vidt uheldigt, som det jo ikke er dem, der har ansvaret for den, og særligt uheldigt bliver det, når kontrollanten er et folketing, som ikke har en kinamands chance for at sætte sig ind i al den lovgivning, som det vedtager. Derved bliver en stor del af lovgivningen på en ny ministers område i virkeligheden til uden politisk styring. Dette gælder i særdeleshed på områder som Fødevareministeriets, der forudsætter en forholdsvis høj grad af fagindsigt hos en minister, hvis denne skal fylde stolen ud, og i øvrigt også hos partiernes ordførere, som også farer fra område til område med så korte mellemrum, at de i lighed med ministrene aldrig fuldt ud bliver i stand til at tage diskussionerne på deres politikområder.

På den måde bliver hele forestillingen om et folkestyre en illusion.
Det kan være, at det bliver anderledes med Dan Jørgensen, som vi ønsker til lykke med jobbet som fødevareminister. I sin tid i EU-Parlamentet har han i hvert fald vist sig som en ildsjæl, om end han nu heldigvis har valgt at slukke for det meste af det, han brændte for. Nu vil han i stedet afskaffe elite-smileyen, og det er egentlig slet ikke så tosset et eksempel på en faktisk politik.