Ingen gårdbutik uden gård

af Hanne Gregersen

I Lars Schou Andersens optik hører der en gård til en rigtig gårdbutik. Derfor sidder han i dag med en 35 ha stor ejendom i Østhimmerland – og en velassorteret butik. Lars Schou Andersen er ikke bange for en venlig provokation. Det fremgår tydeligt af teksten på hans bredbringede t-shirt: Jeg er en andenhånds-vegetar. Køer spiser græs. Jeg spiser køer. Han sælger endda trøjen i sin gårdbutik og har foreløbig solgt flere hundrede. Lars Schou ved godt, at ikke alle synes om den. Men humor er en god måde at komme i snak med folk på, mener han. Han har selv let til latter og står gerne ved det, han er. En mand, hvis levevej er at slagte dyr og sælge kødet. Til overflod har han 80-90 stykker Limousinekvæg stående i stalden, så også klimaet belastes. Altså en synder i dobbelt forstand, erkender han med et skævt grin.

Ikke snorlige

Vejen til gårdbutikken på Krastrupsøgaard ca. 10 km nord for Hadsund har ikke været snorlige. Udlært slagter i 1991, ansat i restaurant-køkken, fordi madlavning interesserede ham, dernæst syv år som slagtermester i et Coop-supermarked. – I længden var det bare ikke nok, fortæller Lars Schou Andersen over en kop kaffe i ejendommens nye stuehus. – Jeg ville godt noget andet og mere, og tanken om en gårdbutik tiltalte mig.

Tanken blev en realitet i 1998. Oprindeligt skule det bare være en mindre butik, men han greb ejendommens muligheder, fornyede kvægstalden og satte grisehytter på græsmarkerne, hvor indkøbte 30 kg grise nød frilandslivet indtil slagtning. I dag er grisene til Lars Schou Andersen store ærgrelse sat på porten. Der var ikke tid nok til at gabe over både landbruget og butikken, når kvaliteten begge steder skulle være i top. Vanskeligheden ved at skaffe slagtere satte grænsen - Men det kan godt tænkes, jeg begynder med grise igen, funderer han, der beskæftiger to svende og en køkkenelev.

7-9 tons flæskesvær

Selv om Krastrupsøgaard nu er en ren kvægejendom, mangler gårdbutikkens kunder ikke grisekød. Kødet købes hos faste leverandører og kommer hjem i hovedsageligt halve kroppe. - For uanset hvad kunderne efterspørger, skal de ikke gå forgæves her, fastslår Lars Schou Andersen, som også har vildt hængende til modning i butikkens store kølerum. I det hele taget har gårdbutikken alt i moderne udstyr til videreforarbejdning af kødet.

Denne eftermiddag er en af ovnene bredfyldt med flæskesvær klar til stegning. - Vi steger 7-9 tons svær årligt, supplerer Lars Schou Andersen under rundvisningen i lokaliteterne. Her er Dennis Pedersen i fuld gang. Han har netop vinklet snor om en stribe roastbeef og er i gang med at partere skinker. Han og chefen kender hinanden fra læretiden hos Johannes Mortensen, den daværende Gistrupslagterforretning, og nu har de arbejdet side om side i gårdbutikken godt en snes år. Dennis Pedersen er butikkens pølsemester med en særlig tæft for spegepølser, hvoraf butikken p.t. fører 16 forskellige. Dertil kommer grillpølser i 20 varianter.

Der er fuldt udsyn fra butikken til hans arbejde, så kunderne kan hele tiden følge med - et par stamkunder holder sig heller ikke tilbage med kommentarer. Ind imellem må han slippe kniven for også at ekspedere, men bytte til et job med mere rolige forhold vil han ikke. - Det spændende ved at være her er netop den store variation i arbejdet, siger han. - Jeg ville hellere skippe slagterfaget helt end at stå og skære kød ud dagen lang.

I de store frysediske ligger et udsnit af butikkens 40 færdigretter i sirlige rækker. På hylderne står delikatesser sammen med specialoste, og Fur-øl er linet op ved siden af flasker med gin. - Men det er kødet og maden, det handler om. Først og sidst, understreger Lars Schou Andersen. Han er tilpas med at afprøve og udvikle sit kokke-gen dagligt. Størst er efterspørgslen på de traditionelle gode, danske retter – og vi laver ikke noget om, for bare at lave om, kommer det med vægt – mens han godt kan udsætte de store festmenuer og tapasanretninger for et tvist.

Nul mail

Snakken afbrydes jævnligt af telefonen med bestillinger på dagens ret, mad til den store festlighed og alt der imellem. Kontakten til gårdbutikken sker udelukkende gennem telefon eller Facebook. Det med mail blev for bøvlet, mener Lars Schou Andersen nemlig. - Det var ofte folk, der bad om tilbud. Når jeg så ringede retur, havde de fortrudt eller glemt alt om henvendelsen, forklarer han.

Med næsten 11.000 følgere på Facebook går det også endda, kan han konkludere, som til nytår solgte mad for 200.000 kr. via telefonen. I øvrigt står han selv for sin Facebook-side. Annoncer i de trykte medier bruger han ikke penge på. Under overvejelse lige nu er et samarbejde med Danske Slagtermestre, hvis reklamen for butikken ikke kommer til at ligne alle de andres. Krastrupsøgaard må godt skille sig ud. - Men jeg fylder snart 56, kommer det pludselig med eftertænksomhed fra landmanden/slagteren/kokken. - Jeg skal snart overveje at trappe lidt ned. Ikke hverken i dag eller morgen, men er der en yngre slagter/kok derude, som læser det her, kunne vi jo starte med at tage os en snak.

 

FVM, marts 2023

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies