Interessante besøg på DSMI's og SMV Fødevarers årsmøde

af Per Aaskov Karlsen

Med et planlagt program med deltagelse af bl.a. fødevarepolitisk ordfører MF Erling Bonnesen (V) samt direktør for Fødevarestyrelsen Nikolaj Veje var der lagt op til en hed debat om kontroller, gebyrstørrelser, fødevareregler og efter flere aktørers mening et generelt overbureaukratiseret system.

Omkring 30 deltagere var mødt frem til mødet, hvor formand for FødevareDanmark indledte med at byde velkommen til medlems- og årsmøde for medlemmer af SMV Fødevarer og Danske Slagtermestres industrimedlemmer (DSMI). Mødet blev indledt med en videohilsen fra fødevareminister Rasmus Prehn (S), der ikke kunne være tilstede ved mødet, men som i videoen rakte hånden ud til et fælles samarbejde med SMV Fødevarer og DSMI om fælles løsninger på de mange udfordringer, som fødevareerhvervet står overfor.

Aktuel politik på Christiansborg

Efter ministerens videohilsen fortalte medlem af Miljø- og Fødevareudvalget Erling Bonnesen (V), der var inviteret til at komme med et indlæg om de aktuelle politiske dagsordener, som Folketinget beskæftiger sig med, herunder en klimaaftale på fødevareområdet og manglen på arbejdskraft. Iflg. Erling Bonnesen er det væsentligt at arbejde for, at det skal være lettere at drive virksomhed, og at der igen skal skabes flere jobs. – Det skal kunne betale sig for kontanthjælpsmodtagerne at trække hænderne op ad lommen og komme i gang. Alene ”Arne-pensionen” estimeres til at fjerne 10.-12.000 jobs i det samlede arbejdsudbud. Der er behov for reelle byrdestop, og gebyrer skal ikke stå i vejen for at drive virksomhed, udtalte Erling Bonnesen. Konkrete problemstillinger fra de deltagende virksomheder blev drøftet som fx nye, unge levnedsmiddelkontrollører, der udskriver bøder på grund af en knækket flise, samt mulighederne for at få den aktuelle momsudsættelse udskudt i en yderligere periode, så virksomheder ikke går konkurs på grund af corona-nedlukningen. Blandt de mange spørgsmål til Erling Bonnesen, var et spørgsmål om, hvorfor Danmark altid skal være duks i EU-samarbejdet og ofte overimplementerer direktiverne fra EU? Erling Bonnesen pointerede, at der i Folketinget var lavet en aftale om, at vi ikke skal jage arbejdspladser ud af landet, og at den grønne udvikling primært skal baseres på teknologiudvikling.

Fødevarestyrelsen og moderne, bæredygtig fødevareproduktion

Direktør for Fødevarestyrelsen, Nikolaj Veje, er relativt ny i jobbet, og han overtog ledelsen af Fødevarestyrelsen midt under corona-nedlukningen i august sidste år. – Det har været det mest mystiske år i min karriere, fortalte han. – Et halvt år af det første år er brugt på mink, og jeg har i vidt omfang måttet lede Fødevarestyrelsen derhjemme fra. Styrelsen består af 16 -1700 medarbejdere, hvoraf ca. 600 er ansat i Glostrup. Dyresygdommene IHN (fiskevirus), fugleinfluenza og naturligvis ASF (Afrikansk svinepest) har også været områder, som har været i fokus i Fødevarestyrelsen i det første år.

Fødevarestyrelsens mission er at arbejde for en bæredygtig produktion med fokus på sunde dyr og mennesker. Det affødte en kommentar fra salen om, at det sandelig er dyre mennesker, som bliver sendt ud fra Fødevarestyrelsen. – Med en timeløn på kr. 3200 eller kr. 815 pr. kvarter undrede det forsamlingen, at der var brug for to opfølgende besøg, hvis kontrollen havde ført til en anmærkning, og denne var konstateret rettet efter andet besøg. Konkrete eksempler, på hvordan virksomhederne oplever nærmest vilkårlige afregninger for fødevarekontrollen, blev fremdraget. En virksomhed nævnte, at den havde brugt 1,5 mill.kr. at blive godkendt som leverandør til en tredjepart, og at fødevarekontrollen havde fundet lidt skimmel på soklen på bygningen, hvilket bl.a. havde medført tabet af Elite-smileyen til stor skade for virksomheden.

Ønsket om at få forhåndsgodkendt fx ingredienslister blev forelagt af en af virksomhederne, men rådgivning og godkendelse tilbyder Fødevarestyrelsen ikke. Først når produktet er lanceret og på markedet, vil Fødevarestyrelsen afgøre, om det opfylder kravene. Nikolaj Veje lyttede intenst til de forskellige oplevelser fra virksomhederne og opfordrede virksomhederne og branchen til at deltage i dialogfora, som Fødevarestyrelsen tilbyder.

Erhvervslån i samarbejde med FødevareDanmark

Økonomichef Torben Stylsvig Pedersen præsenterede de helt nye muligheder for at optage hurtigt bevilligede erhvervslån via en crowfunding platform. Låne kan være i alle forskellige størrelser og optages gennem virksomheden Lendino. FødevareDanmark besvarer spørgsmål på tlf. 63 73 00 00, men læs evt. mere om FødevareDanmarks Erhvervslån i Fødevaremagasinets juni-udgave side 4-5.

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies