"Jeg lever endnu på min slagtertid”
af PETER BORBERG, JOURNALIST OG FORFATTERHele Danmarks Storm P. skulle oprindelig have været slagter. I stedet blev han folkekær kunstner. Kødet glemte han dog aldrig, lyder det i ny stor biografi om multikunstneren. Bogen udkommer 27. oktober.
Robert Storm Petersen
Robert Storm Petersen (1882-1949) – bedre kendt som Storm P. – regnes for en af de største danske kulturpersonligheder i det 20. århundrede. Han skulle oprindeligt have været slagter, fordi han var ud af en slagterfamilie, men det var kunsten der trak. Han blev maler, forfatter, skuespiller og ikke mindst tegner. Mest berømt er ”De tre smaa Mænd & Nummermanden”, ”Peter og Ping”, ”Opfindelserne” og ”Fluerne”.
”Kunde en Søn af en Slagter blive andet end Slagter?”
Sådan spurgte Robert Storm Petersen – bedre kendt som Storm P. – da han på sine ældre dage lod tankerne svæve tilbage til dengang, hvor han stod i lære som slagter. Året var 1896, og den 14-årige Storm var blot en halvdoven pubertetsknægt, som efter sin konfirmation blev taget ud af skolen for at føre familiens slægtshverv videre. Faderen, slagtermester Carl Petersen, havde fast slagterbod på Nikolaj Plads – i folkemunde kaldt ”Maven” på grund af bæltet af slagterbutikker – bag Nikolaj Kirke i centrum af København.
Umiddelbart havde den unge Storm ikke grund til at beklage sig over tilværelsen som slagterlærling. Carl Petersens slagterforretning, som Storm en dag skulle overtage, var velkonsolideret og havde en fin omsætning. ”Man blev ikke spurgt, man skulde bare være det, man blev sat til,” fortalte Storm senere. Ingen skænkede det en tanke, at den nyslåede slagtersvend måske i virkeligheden var skabt til noget helt andet end slagtergerningen.
En smalskuldret yngling
Det var med Storms egne ord en ”smalskuldret Yngling,” der stod over for at skulle lære slagterfaget fra bunden. Barsk kost for en spinkel og sart dreng, der ikke var skabt til at stå op klokken seks om morgenen, når faderen kaldte. Stærk fysik og robusthed var ikke ligefrem det, der kendetegnede drengen, som i skolen havde været så dårlig til gymnastik, at han allernådigst fik lov at pudse lærerens cykel i stedet for at hænge i ribberne. Det krævede også et godt helbred at være slagter i ”Maven”, for der var ingen varme i boderne, som var delvist åbne hele året rundt.
Digte og rullepølser
Oplæringen som slagter forløb i begyndelsen dog planmæssigt. Storm rendte ærinder i byen, han ekspederede, han var med til at købe kreaturer, og han pillede kød af til fars. Men det virkede som et overgreb på den følsomme Storm, da han skulle lære, hvordan man slår et dyr ihjel. Det var simpelt hen for meget for knægten. I stedet søgte han tilflugt i de kunstneriske interesser, han var begyndt at dyrke i sin fritid. Så snart Storm kunne se sit snit til det, listede han ned i det lille kælderrum under slagterforretningen, hvor rullepølserne blev lavet, for at læse, tegne og digte uforstyrret. Samtidig iagttog han med stor fascination nogle af de mange typer, som fandtes i Nikolaj-kvarteret. Flere af disse inspirerede senere til nogle af Storm P.’s figurer.
Slagter-tegner
Til stor bekymring for Storms forældre brød han i 1902 med slagterfaget for at hellige sig kunsten. Skæbnen ville, at hans debut som tegner fandt sted samme år i Dansk Slagteri-Tidende. Noget havde slagtertiden trods alt givet Storm. Der er nemlig ikke meget, der føles så virkeligt som blodigt kød. Storm bar slagtertiden med sig ind i kunstens verden, og det skulle blive et kendetegn for den vordende kunstner, at der var masser af kød på hans ideer. Og den danske slagterstand glemte aldrig, at en af dansk kulturhistories største personligheder havde rod blandt kødfagets folk.
Udover de mange tegninger er Storm P. også kendt for citater fx:
”Alle Veje fører til Rom – undtagen Roskildevejen.”
”Ordet mellem kan skrives fra begge Sider uden at miste sin Betydning – det er der en vis Mening i.”
”En Byplan er noget, man raaber Hurra for – og senere skændes om.”
”Det pudsige er, at om Hundrede Aar er denne onde Tid blevet til de gode, gamle Dage.”
Storms første tegninger blev trykt i Dansk Slagteri-Tidende i begyndelsen af 1902 og forestillede et par københavnske borgerrepræsentanter. Her er det en karikatur af kommunalpolitikeren Gustav Phillipsen, og Storm forsøgte på ingen måde at skjule, at Phillipsen var jøde.
Medlemstilbud på ny Storm P.-biografi
Som abonnent på Fødevaremagasinet eller medlem af DSM har du mulighed for at købe værket ”Storm P. En biografi“ med 20 procent rabat. Der er tale om den første samlede biografi nogensinde. Bogen, som er på knap 600 sider og udkommer 27. oktober, er skrevet af Peter Borberg. Normalpris: kr. 399,-. Din pris: kr. 319,- + forsendelse
Er du interesseret i tilbuddet, så klik direkte ind på ttp://www.turbineforlaget.dk/shop/biografier/biografier/storm-p/, og skriv rabatkoden ”slagter”, under din bestilling, og rabatten bliver fratrukket prisen.