Kunden er i centrum hos Danmarks bedste slagtere
af PressemeddelelseTydelig kommunikation til kunderne, fokus på unikke hjemmelavede produkter og gode smagsoplevelser er de parametre, der går igen hos vinderne af Slagterprisen 2018. I år løb Slagter-Riget i Aarhus og Meny i Præstø med sejren. Mark Purkær og Bjarke Jensen, Slagter-Riget i Aarhus og Jakob Magnusson, Meny i Præstø, er de dygtige vindere af årets Slagterpriser. De blev tirsdag den 9. oktober hyldet af kolleger fra hele den danske fødevarebranche på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen.
Det stod klart for juryen, at de to vinderbutikker kærer sig om kunderne. Hos vinderne går man en ekstra mil for at gøre sine kunder glade og for at sikre, at de kommer tilbage efter mere godt kød. Det kommer til udtryk i såvel den mundtlige kommunikation med kunderne, men også gennem tydelige oplysninger på skilte og kødpakker.
Det er ikke kun en fagjury, der vurderer de nominerede slagtere. Alle butikkerne har også haft besøg af en ’mystery-shopper’, der er en person, som via et professionelt bureau tester og vurderer kundeoplevelsen i en given butik ’forklædt’ som almindelig kunde.
Jurymedlem og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Vickie Enné Ryge, siger: - Vi har igen valgt at lade slagterbutikkerne få besøg af en mystery shopper, fordi konkurrencen på markedet fortsat er stigende. Og fordi vi mener, at vinderen af Slagterprisen viser sit egentlige potentiale via en stærk konkurrencekraft. Kunden er og skal være i centrum. Begge kandidater klarede sig bedre end flertallet ved mystery shopperens besøg. De kan godt være rigtig stolte.