Kunderne bliver mødt af frilandsgrise på markerne

af Torben Svane Christensen

Skovgaard Gårdbutik i Them har ansat tre slagtersvende til at lave og forarbejde produkter af høj kvalitet fra virksomhedens egne dyr til butikkens kunder. Oplevelsen ved at komme på Skovgaard er blandt andet at komme ind i en god, gammeldags slagterforretning med et større udvalg. Helhedsoplevelsen består også i, at kunderne kan se og besøge dyrene i stalden og på marken. Når kunderne kommer kørende til Skovgaard Gårdbutik, bliver de mødt af marker, hvor nogle af de dyr, der senere bliver til kvalitetsprodukter i gårdbutikken, går rundt.

– Vi går meget op i dyrevelfærd, og vores kød kommer fra vores egne dyr, som vi kan garantere har haft det godt, siger Joan Fjord Tarbensen, der tager sig af gårdbutikken, mens hendes mand, Hans Skovgård Pedersen, står for landbruget på slægtsgården, der har været i hans families eje i fire generationer. De to virksomheder hænger sammen, så der for eksempel er adgang til stalden for kunderne i butikkens åbningstid. Her kan kunderne se de 500 malkekøer, der går frit rundt i en moderne robotstald, eller kigge til frilandsgrisene, der løber rundt på marken.

– Når vi har åbent landbrug, kommer der rigtig mange mennesker, op til 3000, der også besøger vores butik; ja, der er så mange, at alle måske ikke lige får handlet i butikken på dagen, men så kan det være, at de kommer igen for at handle en anden dag, siger hun.

Spirende gårdsalg

Det var tilbage i 1997, seks år efter, at parret havde overtaget gården, at Joan Fjord Tarbensen, så småt begyndte med lidt gårdsalg af kød. Det rygtedes i omegnen, og efter ti år blev den gamle kostald renoveret, så hun kunne indrette en rigtig butik. – Den er indrettet som en gammeldags hyggelig købmandsbutik, hvor vi ud over produkter lavet af kvalitetskød sælger diverse specialiteter. Vi prøver så vidt muligt at lave et samarbejde med lokale leverandører, men det er jo ikke altid, at det er muligt med alle produkter, siger hun. Kunderne kan købe isdesserter, kransekage, frisk malet kaffe, te, et stort udvalg af olier, salte, krydderier, pesto, oste, marmelade, chokolade, brugskunst og meget mere. Der er også en vinkælder med et sortiment af vin, øl og lidt spiritus. – Vi har genbrugsposer af papir, og så er vi ved at få lavet muleposer med vores logo, fortæller hun.

Kunder vænnet til at bestille varer

Alt oksekød, der bliver solgt, er fra kødkvæg, der er kroghængt og modnet i eget kølerum i typisk 3 uger. – En sjælden gang kan vi løbe tør for en udskæring, så må vi melde udsolgt. Men det vænner kunderne sig til, og de kører kun forgæves én gang, før de finder ud af, at det er en god idé at bestille i god til, så de er sikre på at få vores kød, siger hun. Der bliver også lavet pakker med kød til pensionister, så de har til en hel uge.

Eget kødkvæg

I omgivelser lige syd for Silkeborg græsser deres kødkvæg. Når det bliver alt for koldt om vinteren, går kvæget i en løsdriftstald, indtil de igen kan komme ud på græs. Der er kødkvæg af flere forskellige racer: Red og Black Angus, Limousine og Blåkvægs krydsning. Der laves krydsninger for at få den ønskede fedtmarmorering. – Vi opdrætter cirka 60 stk. kødkvægsmoderdyr om året, og alt bliver solgt i gårdbutikken. Vi får også 200 kalve udefra, når de bliver taget fra moderen om efteråret, siger Joan Fjord Tarbensen og fortsætter: – Vores frilandsgrise går ude omkring gården på kuperede græsarealer fra fødsel til slagtning. Vi laver mellem 500-600 grise om året, som udelukkende sælges i gårdbutikken. Vi laver selv en del af smågrisene ved egne søer, og de resterende indkøbes som 30 kilos ved andre frilandsproducenter, siger hun. Ved slagtning vejer grisene 80-100 kg. Grisene bliver solgt i både hele, halve eller i andre mindre udskæringer.

Slagtning tæt på og mobile høns

Kødkvæget bliver, ligesom frilandsgrisene, slagtet på et lille slagteri tæt på Skovgaard for at undgå lang transporttid og stressede dyr. Kalvene bliver slagtet, når de er mellem 6 til 9 måneder gamle. Lam kommer fra lokale opdrættere, og de bliver udskåret i egen slagterafdeling. Hele året kan kunderne købe kyllinger og andre kyllingeprodukter fra Gråsten Fjerkræ. Ved juletid forhandler man også ænder, gæs og kalkuner fra samme leverandør. I et mobilt hønsehus er der 600 høns, der leverer æg, som bliver solgt i gårdbutikken året rundt.

Pølsemageri

I gårdbutikkens slagterafdeling laver man mange slags spegepølser, rullepølse, lufttørret skinke, løgpølse, saltkød, roastbeef og meget mere. I pølsemageriet bliver der lavet bacon, hamburgerryg, et stort udvalg af spegepølser, tapaspølser og grillpølser. – Vi laver ingen færdigretter eller tilbyder salatbar, vi koncentrerer os om det, som vi har succes med, understreger hun. I løbet af ugen kommer kunderne fra en radius på cirka 50 kilometer, men der er også kunder fra Fyn og Sjælland, der gerne kører langt efter produkterne. – Vi har ingen webshop, vi har rigeligt at lave, og vi skal kunne følge med, for vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, siger hun og oplyser, at salget af kød i den dyre ende er steget under Covid-19. – Vi sælger også lidt kød til restauranter og til kantiner, både fersk og forarbejdet.

Ny slagtersvend og kunde ansat

Skovgaard har deres eget opskæringsrum, kølerum til modning og pølsemageri, og tre slagtere står for udskæring og fremstilling af røgvarer og pålæg. – Vores senest ansatte slagtersvend er nyuddannet og 23 år, der kører turen fra Horsens, og de to andre slagtere har været her i henholdsvis 7 og 13 år. De mener alle, at de skal pensioners herfra, siger hun. I butikken er der altid fire på arbejde udover de tre slagtere. En af dem er en kunde, der fik sig et fleksjob. – Det er dejligt at se, hvordan et menneske i fleksjob vokser i forbindelse med jobbet. Den ene af vores fleksjobbere var kunde i butikken. Hun havde været selvstændig, men kom til skade med ryggen, nu har hun været her i 7 år, og jeg har ansat hendes mand som pedel, siger Joan Fjord Tarbensen.

Nyhedsbreve og ugetilbud

For at nå ud til kunderne indrykker Joan Fjord Tarbensen annoncer i lokalaviserne, og kun på forsiden, så de skaber mest mulig synlighed. På Facebook bliver der lagt ugetilbud ud, og nyhedsbreve bliver sendt ud en gang i ugen til cirka 1000 kunder. – I fremtiden vil vi køre lige så stille fremad og opad, for vi skal også kunne følge med i forhold til de dyr, vi opdrætter, siger Joan Fjord Tarbensen. Skovgaard Gaardbutik har åbent onsdag til fredag fra klokken 10 til 17 og lørdag fra klokken 9 til 13.

November 2020

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies