Man må slå til, når der er en køber

af Rikke Holm

Siden 1982 har Bo Berthelsen drevet slagterbutikken Slagter Bo i Sejs ved Silkeborg. Den 1. december er det slut. Virksomheden er solgt til Lasse Jensen, der oprindelig er udlært i slagterbutikken. Overdragelsen sker tidligere end planlagt, men man må slå til, når tilbuddet er der, lyder ræsonnementet.

- Vi stod med en køber, men havde ikke noget til salg. Sådan forklarer Bo Berthelsen den situation, han stod i, da Lasse Jensen kom med et tilbud om at købe butikken tilbage i maj. Lasse Jensen er udlært hos Slagter Bo i 2011 og har de seneste tre år været ansat i butikken. Bo og Mette Berthelsen valgte at sælge på trods af, at tilbuddet kom et par år tidligere end planlagt: - Det var nu, muligheden var her. I samfundet, og måske særligt inden for mindre detailbutikker, ser vi ældre, der ikke kan komme af med det, de troede var deres pension, forklarer Bo Berthelsen. – Havde vi bedt Lasse vente, havde han måske fundet noget andet at investere i.

Både Bo og Mette Berthelsen er fremover ansat 25 timer ugentligt i butikken. Det giver plads til mere jagt og flere sejlture på søerne, håber Bo Berthelsen. Han fratræder i samme ombæring sine formandsposter for Mesterslagteren og Midt-Vest Slagtermesterforening: Den, der tegner foreningerne udadtil, skal selv have hånden på kogepladen, understreger Bo Berthelsen. Han stiller dog gerne op til andre opgaver, lyder meldingen.

Ny ejer er tidligere elev

For 33-årige Lasse Jensen har drømmen om at drive egen slagterbutik ulmet længe. I en tid har den været parkeret pga. familieudvidelser, men nu er børnene så store, at der er luft til at kaste sig ud i et liv som selvstændig: - Allerede da jeg stod i lære, syntes jeg, at det var fascinerende at se, hvordan Bo drev forretningen, og hvordan håndværket blev prioriteret, fortæller Lasse Jensen. - Jeg glæder mig til at komme i gang og få den frihed, der ligger i at være selvstændig. Planen er at køre forretningen videre uden større ændringer, også fordi juletravlheden nærmer sig. På sigt vil jeg selvfølgelig bringe flere af mine egne ideer i spil. Jeg kommer til at være tilstede i alle åbne timer i starten, og jeg forventer at bruge meget tid på at snakke med kunder og leverandører, lyder det fra den nye ejer.

En manual for ejerskifte

Fordi der er lavet et reelt ejerskifte, har der være utallige løse ender, der skulle på plads til 1. december. Helt ned til at skifte cvr.nr. på telefoner og website. - Sidder der nogen, der påtænker et ejerskifte, er det med at få fat i gode rådgivere ift. fx ejendomsvurdering og skat, anbefaler Bo Berthelsen: - Vi har selv haft advokat, ekstern revisor og mægler involveret. Vi kunne godt have brugt en drejebog over alle de detaljer, man skal huske i processen. Han understreger, at det er nødvendigt for branchens overlevelse, at de unge får hjælp til at komme godt videre i faget. Bo Berthelsen overtog selv den slagterforretning, han havde stået i lære i, allerede som 20-årig. Fordi han ikke kunne skrabe tilstrækkelig med økonomi sammen til at købe slagterbutikken alene, var hans far partner de første fem år, indtil Bo Berthelsen kunne købe ham ud. - Jeg tror, at Lasse vil få gavn af, at jeg går i baggrunden og samler op, så vi får det hele med, forklarer Bo Berthelsen.

Branchen skal følge med

1. december holdt Slagter Bo lukket, mens varelageret blev talt op. Da dørene efterfølgende blev åbnet, tilhører butikken Lasse Jensen. Han overtager et dygtigt personale, loyale kunder og et sortiment, der favner alt fra hjemmebagte flødeboller og pølsemageri til mad ud af huset.Netop stolthed ved faget, håndværket og viljen til at gå nye veje skal sikre branchens succes, understreger Bo Berthelsen: - Som branche skal vi være med på beatet. De unge har masser af ideer, så lyt til dem, så vi som branche kan gøre nye ting. Jeg har været heldig at have dygtige, unge mennesker i butikken, som har været drivkraften i vores markedsføring på Facebook. Vi har bl.a. haft målbar succes med videoer, hvor vi fortæller om vores produkter. Videoer er værdiskabende og en oplagt mulighed for at markedsføre vores håndværk på en platform, som sparker afsted, afrunder Bo Berthelsen

 

Accceptere cookies fra dette websted

Dette websted bruger cookies til at analysere din adfærd og forbedre din oplevelse på webstedet

Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge dine avancerede indstillinger, i din browser

Nej tak til cookies Kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies